The Son of Kong (1933)
Om filmselskabet har haft travlt med at se, om de kunne lukrere på navnet siden en efterfølger blev smidt så hurtigt ud, ved jeg ikke. Men de har i hvert fald ikke ville satse kvalitativt, da de halverede budgettet og produktionstiden.
Som efterfølger til monstermilepælen ”King Kong” er det så også en helt anden type film vi får serveret. Robert Armstrong gentager godt nok sin rolle som Carl Denham, manden der bragte Kong til New York med så katastrofale følger.
Her forsøger han at gemme sig fra journalister og andre der er efter ham. Det ender med at han flygter til søs og efter en længere rejse, kommer det ham for øre, at der på Skull Island også skulle befinde sig en stor skat og så må han jo atter rejse til øen med de store uhyrer.
Historien i sig er måske nok fjollet, men den præsenteres også næsten som en komedie. Desværre med ret plat eller direkte svag humor. Når Denham med en spand over hovedet forlader det logi han har opholdt sig i, som er belejret af journalister, forekommer det mig ikke morsomt at ingen kan regne ud at det er ham. Den slags havde man muligvis købt i en ”Gøg og Gokke” film, men ikke her.
Tonen er faktisk hele vejen igennem let, familievenlig og pjattet. Det havde naturligvis været nemmere at leve med, havde det hele virket toptunet og kvalitativt. Men det gør det ikke. Indledningen er for lang, før vi ender hvor vi egentlig ønsker at være, på Skull Island.
Her får vi så endelig lidt monstersjov og der er faktisk enkelte gode stop-motion scener man kan nyde, hvis man som jeg elsker den slags. King Kong’s søn, som vi egentlig ikke ved er en dreng, er godt nok præsenteret som en stor sød babyabe, der bliver skeløjet når han slår hovedet i kamp med en kæmpebjørn.
Men det er underholdende at se disse mange store uhyrer tørne sammen, angribe vores hovedpersoner og skabe ravage. Nogen stor film bliver det nu aldrig, heller ikke i de bedste dele og man forstår den er gået i glemmebogen.
Bedømmelse: 5/10