Boys Don't Cry
Kan en film om en transkønnet laves på samme måde i 2018 som i 1999? Jeg håber og tror, vi er kommet længere end det...Boys Don't Cry foregår i start-90'erne, og i det landlige USA. Tolerancen er absolut ikke stor. Hillary Swank spiller Brandon, og det gør hun så overbevisende, at hendes præstation må være i toppen af bedste præstationer nogensinde. Chloe Sevigny spiller Lana, og hun er bestemt også værd at nævne her.
Filmen er barsk og rå, og ikke mindst god. Brandon er ikke en helgen, og Swank formår at få ham til at fremstå som en hel og kompleks person. Man kan undre sig over, hvorfor Brandon overhovedet gider være sammen med det slæng, hun finder. Men hun har ikke så mange andre muligheder, og hun falder helt og aldeles for Lana. Det er en nedtursfilm - og en type af film, der ikke bliver lavet så mange af længere - de her realistiske, barske dramaer. Den er rigtig god!
8/10
Jeg er helt enig. Det er en fremragende og vigtig film, der formår på en både meget smuk og rørende, men også ubehagelig og brutal måde, at synliggøre de tanker og følelser der farer igennem krop og sind på en transkønnet person.
Når det så oven i hatten foregår i en del af USA, som især dengang og til dels stadig idag primært er præget at et had og en afsky for alt, der er anderledes end hvide heteroseksuelle mennesker, sætter det tingene endnu mere på spidsen, og man kan derfor nemt sætte sig ind i den frygt for at blive afsløret og udstillet, som Brandon Teena har slæbt rundt på.
Du har fuldstændig ret i, at filmen er barsk og rå. Men på trods af det, så synes jeg alligevel det lykkedes Kimberly Pierce at vise, hvor smukt og romantisk forholdet mellem Brandon og Lana var. Det bliver nærmest en lille oase af uforfalsket lykke og ægte håbefuld kærlighed, der fremstår endnu stærkere i kontrasten til det barske miljø og personer, som de er omgivet af. Denne kontrast, ud over skuespilpræstationerne, synes jeg er filmens allerstørste trumfkort.
Angående det første du skriver, så tror jeg desværre sagtens, at man ville kunne lave en sammenlignelig historie om transkønnede idag. Europa og USA har afgjort rykket sig markant på flere område i forhold til LGBT miljøet mht. accept og rettighedder osv.
Men transkønnede er nok dem der har det hårdest idag inden for LGBT-miljøet (dermed ikke sagt at andre ikke også har deres at slås med) og jeg tror desværre, at der vil gå en del yderligere år før at det, lige på det område, bliver fuldt ud accepteret i blandt den brede befolkning.
Hvis du har lyst til at se mere omkring Brandon Teena's historie, kan jeg varmt anbefale dokumentaren "The Brandon Teena Story", der giver et rigtig godt og detaljeret indblik i hendes tragiske sag.
www.amazon.com/Brandon-Teena-Story-Collectors/dp/B00160ANUA/ref=sr_1_2