Trailer: Rørende trailer til nyt særafsnit af "The West Wing"

Præsident Josiah Bartlet vender snart tilbage for at genoprette vores tro på Amerikas politikere.

Som vi rapporterede her på Moovy i slut-august, så er et helt nyt afsnit af tv-serien "The West Wing" i støbeskeen – cirka 14 år efter at serien ellers sluttede i 2006.

Den politiske dramaserie vandt talrige Emmy- og Golden Globe-priser, da den oprindeligt blev transmitteret fra 1999 til 2006. Igennem seriens syv sæsoner fulgte vi den fiktive, demokratiske præsident Josiah Bartlet (Martin Sheen) samt hans stab i Det Hvide Hus.

Og både Sheen, Rob Lowe, Dulé Hill, Allison Janney, Janel Moloney, Richard Schiff og Bradley Whitford vender tilbage i det nye særafsnit, som udkommer på streamingtjenesten HBO Max. Superstjerner som Lin-Manuel Miranda, Elisabeth Moss og Samuel L. Jackson dukker også op i afsnittet.

Læs også: "Friends"-reunion udskudt på ubestemt tid

Men selvom der er tale om et nyt afsnit, så er det faktisk mere korrekt at sige, at der er tale om et remake af et ældre afsnit – nærmere bestemt episoden "Hartsfield's Landing" fra seriens 3. sæson, hvori præsidentens genvalgskampagne for alvor skydes i gang.

Pointen med afsnittet er at minde de amerikanske borgere om at stemme op til præsidentvalget i november. Eftersom Bartlet repræsenterede demokraterne, går vi ikke ud fra, at afsnittet vil opfordre seerne til at stemme på USA's nuværende præsident...

Series første fire sæsoner blev produceret og skrevet af Oscar-vinderen Aaron Sorkin ("The Social Network", "Molly's Game"), og Sorkin har også arbejdet på det nye særafsnit, som byder på helt nyt materiale, som man ikke oplevede i det oprindelige afsnit.

Det nye afsnit af "The West Wing" lander på den amerikanske streamingtjeneste HBO Max den 15. oktober, og det er endnu uvist, hvornår og hvor danske fans af serien (som herhjemme blev døbt "Præsidentens mænd") kan se den nye episode.

Kommentarer

Rørende trailer til nyt særafsnit af "The West Wing"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen