Anmeldelse: Avatar: The Way of Water

James Camerons længe ventende retur til Pandora-universet er overraskende filmmagi.

Om "Avatar: The Way of Water" har været ventetiden værd vil blive diskuteret de næste par uger. Med rette. For tretten år er en evighed i et effektbaseret univers, som bølgen af superheltefilm har rykket de CGI-niveauer, den første "Avatar" imponerede med tilbage i 2009. Alligevel beviser James Cameron igen, hvorfor han gang på gang trækker horder af biografgængere til sig. Den canadiske filmskaber kan som få forene sublim action og altopslugende worldbuilding med universelle fortællinger. Som forventet skuffer Cameron heller ikke denne gang på dét plan.

Mere end ti år er gået, siden ex-menneske-soldaten Jake Sully (Sam Worthington) forvandlede sig til fuldbyrdet na’vi og blev del af det indfødte naturfolk på planeten Pandora. Sammen med sin kone, Neytiri (Zoe Saldaña), har de nu deres egen familie og børn. Da Pandora stadig byder på ressourcer som intet andet sted i universet, har menneskene ikke opgivet håbet om at slå na’vi-folket tilbage og hævne sig på Jake. Selv når familien Sully flygter ud af junglen til en afsidesliggende øgruppe.

Som opfølger til filmhistoriens bedst indtjenende film uden inflationsjustering ("Borte med blæsten" er stadig på 1. pladsen efter justeringen), og et budget på små tre milliarder som én af de dyreste film nogensinde produceret, kan forventningerne til "Avatar: The Way of Water" ikke undervurderes. James Cameron har selv været ude at sige, at filmen skal hente op mod 14 milliarder kroner i billetsalg og dermed lande som én af de fire mest indtjenende film nogensinde, for ikke at ende som et økonomisk flop. Håbet for Cameron er dog lyseblåt. Første film tjente 21 milliarder kroner, og Disney er som nogen eksperter i at skyde blockbusters i mål. Spørgsmålet er nærmere, om en egentlig "Avatar"-franchise overhovedet er relevant eller interessant – mere end et årti siden forgængeren – nu publikum i mellemtiden har vænnet sig til hele universer af serielle superhelteproduktioner? Det korte svar er ‘absolut’. 

James Camerons planer om føre i alt fem "Avatar"-film ud i livet har været en stående joke, nu den 68-årige instruktør ikke just er kendt som den mest produktive i dette århundrede. På knapt 25 år er det blevet til i alt to film. Med "Avatar: The Way of Water" understreger den aldrende mester at det ikke er uden grund, at store dele af bagkataloget består af regulære sci-fi actionthriller-klassikere som de to første "Terminator"-film og "Aliens". Dystopisk tech-fascination møder den miljøbevidst climate fiction, når filmskaberen tager en dukkert ned i egne referenceramme og dykker efter de perler, der har gjort Cameron til én af de allerstørste Hollywood-instruktører de sidste 50 år.

Vraggods er der rigeligt at hente i det bagkatalog, som står i enhver filmsamling og står svejset ind i enhver populærkulturel selvbevidsthed. På magisk vis får de ellers hengemte skatte fra under overfladen nyt liv, når 3D-brillerne svinges op på næseryggen.Først føles det hårde plast foran øjnene som et skridt tilbage, men 3D-effekten er ganske enkelt blændende og omsluttende. Returen til Pandora er ikke alene en færd tilbage til en farvestrålende "Dune"-planet og alskens computereffekter, som James Cameron har været en pioner i udbredelsen af siden "Dybet" fra 1989.

Tematisk vækkes et ekko fra dybderne, når forældreskabets ansvar, klaners samhørighed og familiens selvopofrelse skydes ud i nok så fortænkte floskler, men alligevel rammer de helt rette steder. Besynderlige skift mellem 24 og 48 billeder i sekundet er på vippen til at bryde illusionen fra start, men efter lidt tilvænning går man med glæde planken ud. "Avatar: The Way of Water" er et fuldfedt eventyr som virkeligt tror på det, og som tager sig grundigt tid til at få alle med ombord. Vigtigst af alt, til at opbygge den essentielle følelsesmæssige relation til persongalleriet. Især til Sully familiens yngste medlemmer, ved deres interne forhold og italesættelse af miljøproblematikker i børnehøjde – med deres stemmer. Heldigvis, da Jake Sully er ganske uinteressant og generisk som hovedperson, hvis voice over atter igen overforklarer på det groveste.

Helte og skurke er præcis lige så unuancerede som i forgængeren. Men man lader sig flyde med strømmen. Turen ned ad dramaturgiens vandrutschebane er nemlig forbandet underholdende eksekveret mellem aktanternes rørende sekvenser og den højpotente action, som kun James Cameron kan stykke det sammen. Alene hele 3. akt er en fuldstændigt overlegen magtdemonstration i actionfilmenes ABC, såvel som at holde balancen i at binde og samle de følelsesmæssige og tematiske tråde elegant sammen i én episk fangst. 

Selv med sin andel af skønhedsfejl er "Avatar: Way of the Water" mere helstøbt end forgængeren. Og fejlene ér nemme at overse, når resten er så fantastisk flot og veludført. Især det forrygende 3. akt løfter James Camerons fortryllende retur til Pandora op på en lille, men fortjent, 5’er.

Se og hør "Avatar: The Way of the Water" i 3D og Dolby Atmos. Bestil billetterne hos FORMAT Biograf her.