Anmeldelse: Bamse

"Bamse" er ægte feel-good, hvor hele følelsesregisteret gynges igennem.

Hvorfor går Louise til bal på Vimmersvej endnu engang? Det sang Flemming Bamse Jørgensen om, der brystede sig af et sentimentalt bagkatalog, som altid samlede danskerne på dansegulvet. Den store musiker selv kæmpede dog med sit liv; han havde svært ved at føle sig elsket og respekteret. Instruktør Henrik Ruben Genz fanger med "Bamse"  sentimalitet, der driver ned ad væggene i rørende scener – som fungerer fantastisk på sin helt egne præmisser. Resultatet er en smukt hyldest til vores allesammens Bamse. 

Flemming Jørgensen vokser op som adoptivbarn hos et par, der ikke kan få børn. Allerede som barn sad musikken i ham, når knægten spillede i smug. Men hans adoptivfar havde andre planer med ham. Flemming skulle overtage stedfarens fabrik, men den store dreng har ditto andre planer. Han vil forfølge sin drøm om at blive musiker. Flemming danner Bamses venner og bliver en folkelig succes, men han drømmer inderst inde om at få sin fars accept og anerkendelse for at være Bamse. Den indre kamp mellem at være Bamse og Flemming følger ham hele sit liv.

Danske film om musikere hænger ikke på træerne. Blandt de mest prominente er Ole Bornedals "Så længe jeg lever" om John Mogensen, samt Erik Clausens "Min fynske barndom" om Carl Nielsens. Flemming Jørgensen søgte hele sit liv anerkendelsen, men oplevede selvsagt sin andel af triumfer. "Bamse" er imidlertid en ægte feel-good film, hvor hele følelsesregisteret gynges igennem.

Instruktør Henrik Ruben Genz har en underfundig, jysk lune, som rammer lige i hjertet og som passer perfekt til historien om musikeren fra Aarhus. Filmen svælger i tiden omkring 70’erne og 80’erne og rammer den nostalgiske tone lige på hovedet. "Bamse" ved præcis, hvilket publikum, den appellerer til med sin andel af alvor, humor og rørende øjeblikke. Skænderiet med farmand ved middagsbordet, der fortsætter over flere årtier. Den skøre manager, der ikke kan stoppe med at ryge og søsterens rørende begravelse, hvor alt går op i en højere enhed. Det hele er til stede. Flashbacks i sort og hvid fra Bamses barndom, der virker som taget fra Nils Malmros’ "At kende sandheden", virker en smule forstyrrende i forhold til resten af filmen. Plus springes der lidt rigeligt i musikerens kronologiske karriere, der gør, at man gerne ville vide mere. Men de er små bump på Vimmersvej.

Med fat suit og dusket ansigtshår efterligner Anders W. Berthelsen sin karakter hæderligt. Til gengæld rammer han den jyske varme, som Bamse besad. Især i scenerne sammen med konen Käte, spillet af Johanne Louise Schmidt, blænder Berthelsen i sit spil. Lars Ranthe spillede nærmest den samme rolle i "så længe jeg lever", men det gør ikke noget. Han er filmens comic relief og leverer varen. Henrik Birch er velcastet som Bamses melankolske far, der er god nok på bunden. Stegt flæsk med persillesovs over hele linjen og det smager upåklageligt.

Filmen om Flemming Bamse Jørgensen er sentimental, kærlig og hyggelig og med den kasket på, er den uhyr vellykket. Henrik Ruben Genz tilføjer sin jyske lune, som vist med film som "Kinamand" og "Frygtelig lykkelig" og skuespillerne gør det alle sit for, for at vi har det godt i biografsalen. Man griner, kniber en tåre og forlader biografsalen med et smil på læben og får lyst til at gå hjem og sætte ‘vennerne’ på afspilleren. Louise går til bal på Vimmersvej og bagefter ud og gynge i en lille båd. Det får man i hvert fald selv lyst til efter denne skønne film om vores allesammens Flemming Bamse Jørgensen.