Anmeldelse: Blondine (Netflix)

Ana de Armas brillerer som Marilyn Monroe og Norma Jeane i mareridtsfilmen om en af verdens største stjerner.

Skønhedspletten, den luftige stemme, den hvide kjole og det betagende, blonde hår. Blot et enkelt øjekast og alle forestiller sig (sex)ikonet Marilyn Monroe. Dette er formentlig udgangspunktet for australske Andrew Dominik i "Blondine", for filmen vidner om, at han er klar til et opgør. Instruktøren bag "Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford" vil igen nedbryde en legendarisk, nærmest mytisk figur, som var hans speciale cinematisk ikonoklasme. Hvordan ændres synet på Monroe-myten, når horder af objektiviserende og kontrollerende øjne for evigt definerer kvinden og hendes krop? Sagt på en anden måde: "Blondine" omhandler fortællingen om Norma Jeane i konstant kamp med forestillingen om Marilyn Monroe.

"Blondine" er baseret på Joyce Carol Oates' murbroksroman af samme navn, der med en fiktionaliseret detaljegrad uden lige skitserer, hvad det vil sige at være jordklodens største stjerne. Den unge, faderløse Norma Jeane kontrolleres og irettesættes af sin psykisk syge mor, der knap genkender Norma, når hun undergår Monroe-transformationen. Norma Jeanes tumultariske eksistens føles som en række rædselsfulde angstanfald – fra hendes gruopvækkende "gennembrud" i branchen til hendes aborter og forfejlede forhold med usikre og magtfulde mænd.

Ana de Armas indtager rollen som Marilyn Monroe med manér. Hurtigt er den fejlagtige accent glemt, for den rå, sensuelle styrke, der har tryllebundet millioner af mennesker, indkapsles smukt i den cubanske skuespillers besnærende tilstedeværelse. Men det er som den mere ukendte Norma Jeane, at Ana de Armas udforsker hidtil ukendte farvande som skuespiller. Meget af styrken ligger især i mimikken, når Norma Jeane kigger i spejlet i forsøget på at vinde boksekampen mod folkets Marilyn. De Armas finder perfekt essensen af de to kvinder – også selvom det er igennem fiktionaliserede hændelser. 

Nick Cave og Warren Ellis' æteriske, melankolske og hjemsøgende lydtapet omfavner dette følelsesbombardement af en skrækfilm. Samarbejdet mellem musikken og fotograferingen ses perfekt, når agensløse Marilyn/Norma skubbes rundt som en omvandrende offergave, hvis ikoniske, luftige stemme falder lydløst til jorden i forsøget på at skrige mod systemet. Andrew Dominik understreger hendes skrækindjagende eksistens ved bogstaveligt talt at lade hende blive transporteret rundt som et kadaver – en krop, en idé, et statussymbol, som mænd med magt frit kan bestemme over.

Det er grufuldt at være vidne til – som var det "Rosemary's Baby" eller "Twin Peaks: Fire Walk With Me" med klaustrofobiske nærbilleder og en surrealistisk magtesløshed over for det konspiratoriske samfund. "Blondine" er en gyserfilm skjult i en biopics klæder, der skitserer kvindens berømmelse som en kropslig buffet for misogyne mænd i branchen, der alle vil have et stykke med Monroe. Traumatiseret fra barnsben søger den infantile Norma Jeane paradoksalt en mand i sit liv. Hun søger en faderfigur, og dilemmaet mellem hendes evindelige faderløshed og hjerteskærende barnløshed føles umådeligt menneskeligt for en person af gudestatus.

Andrew Dominik har fundet hele den filmiske værktøjskasse frem, og selvom fortællingen til tider er ufatteligt selvhøjtidelig og lidt for tydelig i dialogen, fylder fotograf Chayse Irvins enhver indstilling med blændende kreativitet. Et skud af tre personer på en seng, der forvandler sig til Niagara Falls, er intet mindre end enestående. "Blondine" er en episk, frustrerende og tragisk mareridtsfilm, hvor idéen om Monroe er lige så forvredet som den kække forestilling om, at 'gentlemen foretrækker blondiner'. I denne film er der ingen gentlemen at finde.

"Blondine" kan ses på Netflix fra den 28. september.

Blondine (Netflix)

Kommentarer

Blondine (Netflix)

  • ★★★★★0

    Ser så meget frem til at få set den her. Anmeldelsen her har bestemt ikke ændret min forventning i negativ retning.

    Elwood27-09-22 13:33

  • ★★★★★0

    Glæder mig også. Forventer at det bliver en af årets allerbedste film.

    David Lund27-09-22 13:34

  • ★★★★★★0

    Fed anmeldelse, jeg skal afgjort også se den.

    Wayne27-09-22 14:07

  • ★★★★★★0

    Sådan! Og Nick Cave og Warren Ellis er et genialt par til soundtrack 

    Guldager27-09-22 17:14

  • ★★★★★2

    Vild film! Enig med Joachim.

    David Lund30-09-22 12:53

  • ★★★0

    Er den her film seværdig hvis man ikke har nogen nævneværdig interesse i Marilyn Monroe? Eller kræver den at man skal være "fan" af hende i forvejen for at få noget ud af den?

    Essal 1-10-22 17:25

  • ★★★★★0

    Er den her film seværdig hvis man ikke har nogen nævneværdig interesse i Marilyn Monroe? Eller kræver den at man skal være "fan" af hende i forvejen for at få noget ud af den?

    Jeg tror nærmere det er en ulempe, hvis man kender alt for meget til hende. Det er fiktiv version af hendes liv, og er meget lidt bundet af virkeligheden.

    Jeg kan dog ikke selv anbefale filmen. Jeg fandt den ret så dårlig.

    Kruse 1-10-22 19:43

  • ★★★★★1

    Hverken ulempe eller fordel. Det er lidt en 50% fiktiv fortællings arthousefilm, og det tyder på, at de fleste enten hader eller elsker den.

    David Lund 1-10-22 20:33

  • ★★★★★2

    Hvis ens kink er at se Ana de Armas græde og sige Daddy 150 gange, så vil man helt sikkert elske den ;)

    Kruse 1-10-22 22:11

  • ★★★★★2

    Hvis ens kink er at se Ana de Armas græde og sige Daddy 150 gange, så vil man helt sikkert elske den ;)

    Det er nok derfor, jeg godt kan lide den.

    David Lund 1-10-22 23:05

  • ★★2

    Hvis ens kink er at se Ana de Armas græde og sige Daddy 150 gange, så vil man helt sikkert elske den ;)

    Du sælger den ret godt.

    NFT 2-10-22 07:39

  • ★★★★★0

    Du sælger den ret godt.

    Hehe, der er nok meget få, der har præcis den kink, men dem der har får en fest med filmen!

    Kruse 2-10-22 10:06

  • 0

    Den var desværre heller ikke lige min kop te, men flotte billeder og så var Ana de Amras efter min mening langt mere troværdig som Monroe end Michelle Williams var det i My Week with Marilyn.

    Er der nogen der ved hvad idéen med at nogle klip var farve og nogle i sort/hvid? Jeg kunne ikke knække koden undervejs.

    Sichlau 2-10-22 18:04

  • ★★★★★★0

    Har ikke set den endnu, men kan forstå, den er lidt kontroversiel. Jeg faldt dog over det her fra et tweet: "that made her seem like she had to please men her whole career"

    Er det ikke netop pointen med filmen? At vise hvordan kvinder - og især Marilyn Monroe - skulle agere i en total mandsdomineret tilværelse med alt hvad det indebærer af overgreb og uselvstændiggørelse?

    Guldager 5-10-22 11:01

  • ★★★★★0

    Har ikke set den endnu, men kan forstå, den er lidt kontroversiel. Jeg faldt dog over det her fra et tweet: "that made her seem like she had to please men her whole career"

    Er det ikke netop pointen med filmen? At vise hvordan kvinder - og især Marilyn Monroe - skulle agere i en total mandsdomineret tilværelse med alt hvad det indebærer af overgreb og uselvstændiggørelse?

    Synes selv den stikker lidt dybere, men det er da klart en del af pointen, jo.

    David Lund 5-10-22 11:36

  • 0

    Har ikke set den endnu, men kan forstå, den er lidt kontroversiel. Jeg faldt dog over det her fra et tweet: "that made her seem like she had to please men her whole career"

    Er det ikke netop pointen med filmen? At vise hvordan kvinder - og især Marilyn Monroe - skulle agere i en total mandsdomineret tilværelse med alt hvad det indebærer af overgreb og uselvstændiggørelse?

    Det tror jeg bestemt. Der er bare ikke så meget aktivt handlende over en karakter der primært tager imod. Når først pointen er sivet ind, er man indlagt til en form for tortur resten af tiden.

    Sichlau 5-10-22 14:16

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen