Fedt! Skal ind og se den lørdag, og jeg er mere end klar på et godt eventyr! Håber der kommer mange film ud af D&D-universet, nu hvor det ser en vild opblomstring med f.eks. Critical Role og Dimension20.

Anmeldelse: Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves
Første vellykket filmatisering af populært brætspil er rendyrket blockbuster-eventyr.
Gode filmatiseringer af bræt- og rollespil lykkedes sjældent. Der må hvile en forbandelse over genren. Det har været umuligt at ramme den helt rigtige tone og portrætteret universet, så fansene blev glade. "Dungeons & Dragons", eller D&D, fik sin første filmatisering i 2000, som blev udskældt af både fans og kritikere. Den nyeste udgave, "Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves", er i en helt anden boldgade.
Tyven Edgin tager med en gruppe eventyrere ud på togt for at finde et mystisk relikvie, der kan genoplive de døde. På deres rejse møder de både nye venner og farlige fjender. De møder også deres gamle kammerat Forge, som forrådte dem og er nu fyrste af landet. Men det er nok ikke ham, der styrer det hele. Edgin og hans kumpaner må benytte sig af alle kneb for at klare sig igennem deres strabadser.
"Dungeons & Dragons", som kan beskrives som et strategisk rollespil, blev lanceret i 1974. I dag er spillet et fænomen og spilles af millioner over hele verden. Det længeste spil nogensinde bliver stadig spillet i dag. Det kører på sit 40. år. Spillet har en kæmpe fanskare, derfor var en genfilmatisering uundgåeligt.
Instruktørduoen John Francis Daley og Jonathan Goldstein stod i 2018 bag "Game Night". Det var en uhyre vellykket komedie, der både var godt skrevet og havde intelligente twists and turns. Og dét bringer de også med i "Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves". Filmen oser af overskud og legesyge. Det ene mere velfungerende set-piece afløser det næste. Samtidig er persongalleriet charmerende og værd at følge. Filmatiseringen er rendyrket eventyrfilm, som man lavede dem i 90’erne. Heriblandt som "The Mummy" med Brendan Fraser, og dét er bestemt ment som et kompliment.
Det strategiske element i brætspillet er svært at overføre til filmens verden. Alligevel har instruktørerne formået at skabe et forunderligt univers. De dødes kirkegård er en vidunderlig slapstick scene og Forges arena er fuld af fælder og tricks, med farer bag ved hvert hjørne. Effekterne er vellavet og fabeldyrene er farverige, der både illustrerer mørke og lyse sider. Chris Pine er et fund i rollen som Elgin. Han leverer så meget charme og viser en komisk side af sit talent, som han ikke har fået lov til at vise før. Kemien med Michelle Rodriguez som hans højre hånd er smittende. De unge stjerner, der udgør resten af gruppen, leverer varen også, og tilsammen er teamet uhyr veloplagt og karismatisk. Hugh Grant som Forge stjæler hver eneste scene, han er med i. Med britisk sleskhed elsker man at hade ham. Filmens egentlige hovedskurk er desværre filmens svageste brik.
"Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves" er ægte blockbuster-underholdning. Der er fart over feltet, en god portion humor og et velskrevet plot med gode karakterer. Den mørke skurk mangler pondus, men resten af holdet med Pine, Rodriguez og Grant i fronten er garant for et af de bedre eventyr længe.