Anmeldelse: Everything Everywhere All at Once

Det nyeste opus fra makkerparret The Daniels er ren filmmagi, der tager os hele vejen fra universets udkant til følelsesregistrets kerne.

Vi gør det alle sammen hver dag: spekulerer over, hvad der mon var sket, hvis vi havde truffet en anden beslutning. Drejet til venstre i stedet for højre. Sagt ja. Sagt fra. Haft modet til at invitere et crush på date. Droppet et intetsigende studie eller et jammerligt job for endelig at forfølge drømmen. Det gør næsten ondt at høre kvantefysikere påstå, at der findes utallige parallelle universer, hvor alternative udgaver af os selv har gjort alt det, vi ikke turde gøre hér i vores verden. Et sted derude i det uendelige, underfundige kosmos traf vi det andet valg.

I "Everything Everywhere All at Once" bliver hovedpersonen, Evelyn Wang, på dramatisk vis konfronteret med sine beslutninger – og mangel på samme. Sammen med sin mand, Waymond, bestyrer Evelyn et møntvaskeri under deres trange lejlighed i Californien. Siden hun som ung emigrerede fra Kina, har Evelyn undveget så mange store beslutninger, at hendes liv nærmest er gået i stå. Evelyn er endda blevet så apatisk, at hun ikke engang ænser, at hun er i færd med at skubbe både Waymond og deres datter, Joy, fra sig.

Men på vej til et skæbnesvangert møde med skattevæsnet bliver Waymonds krop pludselig kapret af en Waymond fra et andet univers. Han fortæller en forbløffet Evelyn, at hun simpelthen er den eneste person, der kan redde samtlige dimensioner fra en magtfuld galning, der truer alles eksistens. Den alternative Waymond viser Evelyn, hvordan hun kan koble sig til sine andre jeger og derved udnytte deres unikke færdigheder – lige fra kung-fu over skønsang til madlavning på Michelin-niveau – så hun kan besejre ondskaben og redde verden. Ergo må SKAT vente.

Derefter starter en sensationel opvisning i balstyrisk, berusende kreativitet. Evelyns rejser mellem forskellige dimensioner giver instruktørerne Dan Kwan og Daniel Scheinert (bedre kendt som duoen The Daniels) mulighed for at skabe tonsvis af forskellige verdener. Og hver verden har sit eget look og sågar sine egne naturlove – fra universer med talende dyr, dukker og sten til en virkelighed, hvor menneskers fingre er lavet af grillpølser(!).

Og The Daniels boltrer sig ikke blot i forskellige stilarter, de hylder også de filmiske giganter bag dem. Der er pragtfulde referencer til alt fra Pixar over Kubrick til Wong Kar-wai, mens idéer og greb fra alle tænkelige genrer også blandes i en filmisk cocktail, som smager bekendt, men også har en helt ny og enestående bismag. "Everything Everywhere All at Once" er på én gang den ultimative cadeau til og eksempel på filmmediets kunnen.

Men "Everything Everywhere All at Once" er ikke blot en hypnotisk stiløvelse næret af genial galskab. Limen, der får det hele til at hænge sammen, er det menneskelige drama og dets fænomenale skuespillere. I rollen som Evelyn leverer Michelle Yeoh en historisk kraftpræstation, der udnytter hele hendes spændvidde – vi mærker klart både Evelyns sorg og glæde over møderne med de liv, hun kunne have levet. Euforien over mulighederne. Sorgen over forspildte chancer. Og over for Yeoh brillerer Stephanie Hsu som datteren Joy og Ke Huy Quan (bedst kendt som Indiana Jones' makker, Short Round, som hér gør et storslået comeback efter 20 års skuespilspause) som Waymond.

Dén trio får i fællesskab en rørende, universel historie til at skyde frem i filmens vilde, visuelle vildnis. En historie om en families kamp – ikke for at redde verden, men for at overvinde verdens kaos og kynisme gennem accept, nærvær og omsorg. Det lyder frygteligt banalt, men budskabet leveres med en opfindsomhed og oprigtighed, som går lige i hjertet. Sjældent har en film stimuleret både hjertet, hjernen, nerverne og sanserne så effektivt på samme tid.