Michelle Yeoh får hovedrollen i ny "Star Trek"-film

Den nykårede Oscar-vinder vender snart tilbage til "Star Trek"-universet.

Flere år før hun rejste mellem parallelle universer i "Everything Everywhere All at Once", gjorde Michelle Yeoh nøjagtigt det samme i de tre første sæsoner af "Star Trek: Discovery".

I den Emmy-belønnede spin-off spillede hun en særlig dobbeltrolle som både den heroiske rumskibskaptajn Philippa Georgiou og Philippa Georgious ondskabsfulde dobbeltgænger fra en anden (og mere ondsindet) dimension.

Og det er den sidstnævnte karakter, som Yeoh skal spille igen i en kommende "Star Trek"-tv-film – det er netop blevet annonceret på den succesfulde sci-fi-franchises officielle hjemmeside.

Læs også: Michelle Yeoh og Stanley Tucci slutter sig til Russo-brødrenes næste Netflix-film: "The Electric State"

En tv-serie om Yeohs karakter har længe ligget på tegnebrættet, og den omtalte vi senest tilbage i januar. Men Paramount+ og CBS Studios har altså i stedet valgt at give grønt lys til den allerførste "Star Trek"-tv-film, som altså har Philippa Georgiou som omdrejningspunkt.

I "Star Trek: Section 31" rekrutteres Philippa Georgiou af den hemmelighedsfulde og udspekulerede Starfleet-organisation Section 31. Og mens hun forsøger at beskytte Føderationen og Starfleet mod alskens trusler udefra, kæmper Georgiou med en masse indre dæmoner.

Yeoh selv udtaler: "Jeg er virkelig henrykt over at vende tilbage til min 'Star Trek'-familie og en rolle, som jeg har elsket længe. 'Section 31' har stået mit hjerte nært, siden jeg begyndte at spille Philippa, da denne nye 'Star Trek'-guldalder blev skudt i gang. At se hende træde ind i rampelyset realiserer en drøm i et år, der har vist mig, hvor vigtigt det er aldrig at opgive ens drømme. Live long and prosper!"

Michelle Yeoh producerer også "Star Trek: Section 31", som skrives af Craig Sweeny ("Star Trek: Discovery", "The 4400") og instrueres af Olatunde Osunsanmi, som allerede har 14 "Star Trek"-afsnit på CV'et.

"Star Trek: Section 31" går i produktion senere i år og udkommer på Paramount+ engang i 2024.

Kommentarer

Michelle Yeoh får hovedrollen i ny "Star Trek"-film

  • ★★★★0

    Det er godt nok lang tid siden, at jeg sidst har set en reference til den gode gamle The 4400, som gik i midten af nullerne. En serie der desværre aldrig blev afsluttet. Men det som Craig Sweeny nåede at lave var ret fantastisk.

    Så det skal nok også blive fedt med en Section 31 film. Og med "Empress Georgiou" ombord kan det næsten ikke gå galt.

    S. Rico18-04-23 23:44

  • ★★★★0

    Men, var hun ikke med i alle de nye?

    Gasivodo19-04-23 00:38

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen