Anmeldelse: Farven lilla (2024)
Musicaludgaven af "Farven lilla" er et medrivende udstyrsstykke fra Hollywood-maskinen.
Kampen for frihed og selvstændighed for afroamerikanerne har været et stort tema i filmhistorien. Racismen, der venter bag hvert eneste gadehjørne. Den rå vold, der bliver udvist, også blandt ens egne. Den lilla farve er, ifølge farvesymbolikken, tegn på mystik, royal og åndelighed. Den referer til kreativitet og ender ud i positiv energi. Alle ovenstående temaer blæses gevaldigt op på lærredet i nyfortolkningen af den populære roman "Farven lilla", der som storslået musical går i både den positive og negative retning.
Den 14-årige Celie bliver adskilt fra sin bedste veninde som meget ung. Hun tvinges til at gifte sig med en ældre herre, der er hård og brutal mod hende. Celie har svært ved at se positive sider i hendes liv. Men andre sorte kvinder i hendes omgangskreds hjælper hende igennem den hårde tilværelse. Lyset for enden af tunnelen skal nok komme en dag, hvor selvstændigheden venter.
Historien om den unge sorte kvinde Celie, der må gå så grueligt meget igennem, har været på en spændende rejse. "Farven Lilla" startede i 1982 som en succesfuld roman af Alice Walker. I 1985 udkom filmatiseringen med Whoopi Goldberg i hovedrollen, som var instrueret af Steven Spielberg. Filmen blev en kæmpe succes og nomineret til 11 Oscars. I 2004 fik historien nyt liv på Broadway i en stor opsat musicalversion og det er denne version, der nu er blevet filmatiseret. Rent følelsesmæssigt når denne seneste fortolkning ikke Spielbergs version, men der er stadig gode elementer.
I forhold til Spielbergs stærke filmatisering er dette et farvestrålende musical, med alt, hvad det indebærer. Store sets, glamourøse kostumer og sange, der med garanti vil være at finde på mundvigen af mange, efter de har set filmen. Nogle sange er selvfølgelig bedre end andre, men de fremhæver de stærke temaer i historien på en elegant facon. Nogle gange kan det virke lidt malplaceret. Som når vores hovedperson er blevet udsat for fysisk vold og derefter bryder ud i sang.
Men det giver en form for afbræk i elendigheden. Og får os om publikum til at fortrænge det, vi lige har set og det fungerer upåklageligt. Selvom det virker underligt. Selve det følelsesladet punch, som Goldberg efterlod os med i 1985- udgaven udebliver her. Man føler sig musikalsk berørt, men den rører ikke ens hjerte. Skuespillet stråler, selvom nogen spiller lige lovligt meget med de store armbevægelser. Fantasia Barrino spiller den voksne Celie, som hun også gjorde på Broadway. Hun har en fantastisk stemme og yder samtidig en stærk præstation. Vi tror på hende og hun forfalder aldrig til sødsuppe. Taraji P. Henson gør det godt, som den snu Shug Avery, som man aldrig rigtig ved, hvor man har henne. Danielle Brooks fortjener alt den ros og nomineringer, hun har fået som tjenestepigen Sofia. Hun giver sin karakter den virkelig sentimentale nerve, som filmen mangler. Til gengæld falder de mandlige skuespillere til jorden. Colman Domingo giver den med banjospil og armkræfter anmasse. Det bliver aldrig troværdigt i forhold til Danny Glovers præstation fra 1985-udgaven. Cory Hawkins er alt for sukkersød og en papmache udgave af en ægte karakter.
Musicaludgaven af "Farven lilla" er et udstyrsstykke fra Hollywood-maskinen. Sangene er medrivende og især de kvindelige skuespillere gør det fremragende. Den maskuline side af filmen bliver desværre aldrig troværdig. Samtidig mangler det følelsesmæssige punch til sidst, hvor vi virkelig skal blive rørt. Udover Danielle Brooks rørende skuespil, udebliver den rørende faktor.
"Farven lilla" har dansk biografpremiere 18. januar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.