Anmeldelse: Flugt

Vigtigheden af "Flugt" kan ikke understreges nok.

Jonas Poher Rasmussens aktuelle "Flugt" minder på mange måder om den franske animationsfilm "The Swallows of Kabul" fra 2019. Selvom de både tematisk og stilistisk har adskillige lighedstræk, adskiller "Flugt" sig ved, at den er en dokumentar. "Flugt" er på mange måder en unik film, hvor animationen skaber en fantasi-dimension, der dog spænder ben for filmens iboende realisme. Det sagt, er "Flugt" en animeret dokumentarfilm i særklasse, der ikke ligner nogen anden i dansk regi, men vækker mindelser om israelske "Waltz with Bashir".

Alt kører for 36-årige Amin. Han er veluddannet og succesfuld i sit karrierejob. Da kæresten Kasper frier til Amin, gribes han af angst for at give sig hen. Ingen kender hele sandheden om Amins fortid. Og skal den unge mand turde leve sit liv fuldt ud, må der tages et endeligt opgør med den hemmelighed, han som barn fik ordre om aldrig at afsløre. En hemmelighed, Amin har båret på i mere end 20 år.

Tematisk er "Flugt" langt fra enestående: Livet som flygtning fra et krigshærget land er desværre en fortælling, hvis aktualitet ikke synes at stoppe. Når "Flugt" alligevel skiller sig ud, skyldes det primært dens unikke fortællestil, der balancerer mellem dokumentarisme og animeret reenactment.

At fortælle en så grum, rørende og personlig historie på halvanden time, som det er tilfældet med "Flugt", kunne meget vel være endt med en overfladisk fortælling, der pletvis rammer derinde, hvor det gør ondt. På blændende vis formår Jonas Poher Rasmussen dog at afdække alle væsentlige elementer og problematikker forbundet med livet på flugt. Og ikke mindst de aftryk og mén, der følger én resten af livet. Og det er her, "Flugt" for alvor træder i karakter. Langsomt og lag for lag kommer vi under huden på hovedpersonen Amin, og som historien skrider frem, dukker flere og flere grumme sandheder op. Sandheder, der hver især forklarer Amins umenneskelige oplevelser og giver forståelse for den situation, han befinder sig i efter flere år i Danmark.

Stilistisk er "Flugt" gennemført, hvilket i sidste ende både er dens store styrke, men også en af dens få svagheder. Ofte er det sådan med animation, at der skabes en (formentlig) uønsket distance til fortællingen og dens karakterer. Uanset hvor gennemført og unik en animationsstil er, giver det sjældent samme følelse af forståelse, som hvis der er tale om "rigtige" mennesker. "Flugt" er ingen undtagelse, og selvom den som nævnt fører sit publikum sikkert ind i Amins livshistorie, misser den desværre de mange nuancer, der burde opstå i relationen mellem sit publikum og Amin. Hårde ord at bruge om en film, der stort set gør alt rigtigt. Og det er da også den eneste finger, der er at sætte på Jonas Poher Rasmussens smukke film.

Det er umuligt ikke at sidde tilbage med en klump i halsen og en ny forståelse for, at ingen er på flugt for sjov. Det er ikke jagten på noget bedre, der gør, at man sætter sit og sin families liv på spil. Det er af frygt og angst for de grusomme omstændigheder, man pludselig befinder sig i, når en krig bryder ud. Netop denne problematik behandles til perfektion.

Flugt