Ahahøm - overskriften ……
Anmeldelse: Langt fra andedammen
Det er værd at tage på farverigt eventyr med rappe animationsænder.
Det er vigtigt at beskytte sine børn for alle farer her i verden. Både de store og de små. Lige meget, hvor meget, de plager om at bryde ud af den sikre skald. På et tidspunkt er det nødvendigt at give slip og lade dem leve deres eget liv. Men nogle forældre er overbeskyttende og har meget svært ved at give slip. Andefar Mads i "Langt fra andedammen" får bestemt sit for i julens store animationsfilm.
Familien Gråand lever et sikkert, men en smule kedeligt liv i den lokale andedam. Mads (dansk stemme af Farshad Kholghi) gør alt, for at beskytte sin familie med hud og hård vinge. Men hans to børn, Dax (Adam Eiberg Kastaniegaard) og Maj (Simone Bergstrøm Søsted) og hans kone Ann (Lærke Winther) vil gerne noget mere. De trygler om at komme på ferie til en af de moderne andedamme. Da en anden familie fortæller om deres store tur til fjerne steder, får trekløveret overtalt Mads til at tage en rejse over New York mod det skønne Jamaica. Det bliver noget af en rejse for dem alle fire.
Illumination Animation er over de sidste ti år blevet én af de store spiller på animationsfilmscenen. Med hits som "Grusomme mig 3", og især "Minions", har de sat et stort aftryk. Film som "Syng" og "Kæledyrernes hemmelige liv" har også været med til at underholde mange børn og barnlige sjæle på verdensplan. I forhold til Pixar og Dreamworks er studiets stil en anelse mere grovkornet, både i animationen og i humoren. Det giver et mere personligt aftryk fra studiet og det samme kan siges om ænderne fra andedammen.
Det kan godt være, at filmens historie og plot tråde låner en stor del fra Dreamworks’ "The Croods". Med den overbeskyttende far og den store rejse, hvor familien finder sammen på en ny måde. Men ænderne har deres helt egen måde at fortælle historien på. Animationerne er hævet et par niveauer ved flyvesekvenserne, der kan måle sig med "Sådan træner du din drage"-serien. De vilde flyveture igennem tætte træer i en smukke montager over skyerne imponerer.
Selve historien er som sagt set før. Men det er altid godt, at få repeteret pointer om familielivet. Pas på dine børn, men hold dem ikke i fængsel. Elsk din kone, men lad hende også leve livet og ikke spænd hende fast i et trivielt liv, hun ikke ønsker. Temaerne presses ned i halsen på publikum. Men det er gjort med charme og humor, hvor især skønne forskels jokes mellem unge og gamle kan få en til at knibe en tåre af grin. Det er forfriskende, at der ikke er nogen decideret antagonist i filmen. Ifølge Mads er verden uden for farlige og vi skal blive herhjemme, hvor alt er godt. Farshad Kholghi skal fremhæves som den danske stemme af Mads. Hans jokes leveres med underspillethed og køligt, som man nyder. De andre stemmer er fine, men Kholghi er bare det ekstra rap i replikken.
"Langt fra andedammen" er en sød og flot animationsfilm fra et studie, der har udviklet sig markant. Historien er set før og pointerne er lårtykke, men man er godt underholdt og humoren er flere steder lårklaskende sjov. Samtidig er der nogle skønne billeder, som fortjener et stort lærred. Stemmerne med Farshad Kholghi i front er solidt og vellykket. Det er bestemt værd at tage på tur med ænderne. Langt, langt væk fra andedammen.
"Langt fra andedammen" har dansk premiere 21. december. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor den kan ses med dansk tale. Læs mere her.