Anmeldelse: Hil, Cæsar!

I starten af 1950'erne var Hollywood og biografindustriens monopol på filmunderholdning truet af det spritnye tv-apparat, der mageligt holdt masserne hjemme i stuerne. Modsvaret fra de mægtige produktionsselskaber var at producere større og mere episke fortællinger end hidtil – i bredere formater, flottere farver og sågar (dengang) revolutionerende 3D-effekter. Det var dengang, Hollywood stadig var en glitrende drømmefabrik, og her i de kulørte kulisser udspiller Coen-brødrenes nye meta-fjollede reference-komedie sig på genkendelig skæv facon. Hyldesten til klassisk amerikansk film er massiv, og hvem kan klandre brødrene for det? "Hil, Cæsar!" er dog en ujævn hyldest, og længslen efter at gense "Ben-Hur" i stedet er mærkbart slående.

"Hil, Cæsar!" indeholder flere "film i filmen", end hvad spoof-kongerne David Zucker og Wayans-brødrene tilsammen har præsteret. Referencerne er nærmest uendelige, og man opgiver hurtigt at holde rede. Omdrejningspunktet i det multirefererende univers er den delvis faktuelle MGM-mogul Eddie Mannix (Josh Brolin), der bravt kæmper med sin egen samvittighed, men også med slibrige skandaler bag kameraet, selvfede instruktører og en kidnapning af tidens største filmstjerne – nej, det kræver sin mand at agere brandslukker i underholdningsindustriens løsslupne arena.

Selv når Coen-drengene skuffer, er deres film aldrig deciderede ringe. De har et særligt blik for kvalitet i det filmiske håndværk, og netop håndværket i "Hil, Cæsar!" er upåklageligt. Fotografen Roger Deakins er igen med ombord, og han tryller på fornøjelig vis magiske billeder frem fra en svunden tid. 50'ernes filmstudier vækkes til live med en glød og kulør, som kun Deakins kan mestre – efter 13 Oscarnomineringer er det snart på tide, han hæver statuetten!

Meget er, som det plejer i en Coen-film. De kendte ansigter er velrepræsenteret, og deres karakterer er som sædvanlig mere eller mindre maniske. Det er bestemt underholdende, men deres roller hæver sig aldrig til andet end fornøjelig hygge i en fortælling, der lider under akut mangel på substantiel dybde. Jonah Hill, Scarlett Johansson og Ralph Fiennes dukker sporadisk op og trækker tråde til forskellige subplots, der alle ender i samme uforløste blindgyde. Det er derfor uklart, om "Hil, Cæsar!" vil andet end blot hylde nostalgien i Hollywood på finurlig, Coen'sk manér.

Brødrene behandler ofte seriøse tematikker som tro og moral, hvilket også her ligger og lurer i skyggen af genreparodierne og de skæve eksistenser, men tonen er så gennemgående hyggelig, at det aldrig bliver særligt vedkommende. Josh Brolin som Eddie Mannix gør ellers et hæderligt forsøg med sine daglige skriftemål, og han fungerer som filmens eneste moralske og velfungerende menneske i en verden af håbløse opportunister og vildledte tåber. Hans største synd er et par røgede cigaretter, der skjules for konen. Helt tåbelig er Ceorge Clooney som studiets største stjerne, Baird Whitlock. Coen-brødrene ynder at karikere ham ud i ekstremer og har i dette tilfælde udstyret ham med en IQ på 50 - iført romersk centurion-uniform. Han kidnappes af kommunister, men kan ikke skelne dem fra kapitalister. Sjovt, men ikke sjovt nok.

"Hil, Cæsar!" er Coen-brødrene, som vi kender dem – blot en tand mere nærige med den vittige og sprudlende kant, de tidligere har leveret. Billedsiden er betagende, og det oser af nostalgi, mens der tosses rundt på de genkendelige sets fra filmhistoriens forskellige perler. Instruktørparret kan dog mere end bare fornøje - derfor er det desværre en anelse skuffende, når resultatet blot er acceptabel, skæv hyldestkomik på automatpilot. Jeg savner "Ben-Hur"!