Anmeldelse: Hitman: Agent 47 (Blu-ray)

Når man mister livet i et videospil, så spoler spillet som regel få sekunder tilbage i tiden og giver spilleren endnu et forsøg. Men når Hollywood fejler – såsom i 2007, da et inhabilt filmhold skabte den skrækkelige spilfilmatisering "Hitman" – så kan filmmagernes andet forsøg risikere at koste flere timers dyrebar fritid – vel at mærke tilskuerens! Jeg ville ønske, at jeg selv kunne spole tiden tilbage og råde mit gamle jeg til at holde nallerne væk fra "Hitman: Agent 47": det andet og forhåbentlig sidste forsøg på at filmatisere danske IO Interactives sejlivede spilserie.

Ligesom den foregående "Hitman"-film handler den nye om den gådefulde lejemorder Agent 47, der denne gang spilles af Rupert Friend, som overtager rollen fra Timothy Olyphant – to talentfulde tv-skuespillere, der burde vide bedre. 47 er en gensplejset dræbermaskine, der let kan snige sig ind på ethvert offer, før han prompte forsvinder i folkemængden – hvilket må siges at være en bemærkelsesværdig bedrift, eftersom han altid er iklædt et prangende jakkesæt, slentrer unaturligt fremad som en gumpetung robot og tilmed har en stregkode tatoveret i nakken. Øh... er det bare mig, der ikke har været nok uden for min hjemmebiograf til at opdage, at velklædte klepperter med cifre indgraveret i huden er blevet så almindelige, at ingen bemærker dem?

Særegen makeup, mimik og kluns kan snildt accepteres i et videospils forskruede univers, men i en film, der foregiver at foregå i virkelighedens verden og tager sig selv forbavsende alvorligt, fremstår det altså grinagtigt. Men hvor kom vi fra? Nå jo! Agent 47... Håndlangernes Houdini, som sikkert kunne cykle ubemærket ned ad Strøget på en væltepeter iført elefantkostume i sand størrelse. Måske er det også omverdenens apati, der har gjort 47 så sløv og doven, at han under en slåskamp med Zachary Quintos skurkerolle skubber sin modstander væk, fortsætter fremad, væltes omkuld og gentager forløbet ad infinitum i stedet for lige at skubbe fjenden ud foran et tog og udslette sin bremseklods for stedse. Hvad refererer 47 til? Vores helts IQ, åbenbart...

Slagsbrødrenes ufattelige uduelighed dræner filmen totalt for spænding, og det hjælper heller ikke, at de kaotiske kampscener klippes i smadder som kviste i en kompostkværn. Men hvad i alverden laver Quinto i øvrigt i en film så ringe? Manden var superb som Spock i J.J. Abrams' "Star Trek"-film – det snusfornuftige rumvæsen, der kæmper en brav kamp for at tøjle sine følelser. Her er scenariet snarere omvendt: Quinto ligner et emotionelt udkørt menneske, der gør sit bedste for at tvinge nogle ægte, mærkbare følelser op til overfladen.

På dén konto fejler Quinto, men det må også være svært at bevare gejsten som skuespiller, når ens manus rummer selvindlysende ævl som: "Ved du, hvorfor du er i live? Fordi jeg valgte ikke at dræbe dig." Jeg er forundret over, at dén mesterlige replik ikke blev fulgt op med "ved du, hvorfor dine sokker ikke er gennemblødte? Fordi du bruger støvler." Det er i øvrigt Skip Woods, som står bag manuskriptet – den virtuose lyriker, hvis "misundelsesværdige" CV prydes af perler som "X-Men Origins: Wolverine", "A Good Day to Die Hard" og sågar den første "Hitman"-film. Lad os håbe, at næste gang Skip Woods' navn dukker op på en Hollywood-producents smartphone, så bliver navnet Skip taget som en opfordring.

"Hitman"-spillene slog igennem, fordi de var et begavet alternativ til de typiske hjernedøde skydespil. Strategi og omtanke blev vægtet højere end konstante tryk på den virtuelle aftrækker. Til gengæld er det umuligt at skelne "Hitman: Agent 47" fra det gængse generiske actionbrag. "Vi afgør, hvem vi er, gennem vores handlinger," fastslår en karakter under en af de mange dialoger, der synes tyvstjålet fra Dr. Phils memoirer. Tag citatet som en opfordring til at blive et gladere menneske ved at undgå "Hitman: Agent 47".

BILLEDE & LYD

Filmens 13-14 fans på verdensplan kan glæde sig over, at "Hitman: Agent 47" ser ganske godt ud i HD. Billedsiden er knivskarp hele vejen igennem, jeg bemærkede ingen snavs eller glorier, og som regel er både kontrasten og farvegengivelsen upåklagelig – indimellem har man dog skruet så højt op for lysstyrken, at detaljer går tabt i store, kridhvide plamager, og minimale, unaturlige svingninger i farvetemperaturen forekommer også. DTS-HD Master Audio 7.1-mixet er i øvrigt forunderligt slapt. Jovist, de rærlige replikker går (desværre?) klart igennem, og Marco Beltramis hæderlige musik fylder tilpas i lydbilledet. Men lydsporet er ludfattigt på raffinerede lydeffekter, den auditive atmosfære er flad og kedelig, og skud, spark, slag osv. savner ofte punch.

EKSTRAMATERIALE

Man kan aktivere en såkaldt "hit-tæller", som under filmen holder seeren ajour med antallet af dødsfald. Det havde været lidt sjovere med en "flop-tæller", der i stedet førte regnskab med alle filmens bommerter. Når man aktiverer "hit-tælleren", bliver man i øvrigt præsenteret for alskens storyboards og tekstlige anekdoter, mens filmen kører i baggrunden. Derudover er her en stak overfladiske minidokumentarer, som tilsammen varer sølle 22 minutter, hvori filmens bagmænd og skuespillere skiftes til at begå mened ved at betegne filmen som bl.a. "frisk" og "unik". Suk.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at skivens tre slettede scener er fuldkommen forglemmelige, for hvis en scene er dårlig nok til at blive skåret ud af et makværk som "Hitman: Agent 47", så... Desuden medfølger et par billedgallerier og to trailere til filmen, som pudsigt nok hænger markant bedre sammen end den film, de reklamerer for. Jeg går i øvrigt ud fra, at der har eksisteret timevis af fraklip, hvor skuespillerne klukler over deres jammerlige replikker, men de er desværre ikke røget med på skiven.