Anmeldelse: Jeg er Zlatan
Zlatan Ibrahimovic-biopic rammer plet som velspillende amerikansk drøm-heltefortælling fra den svenske ghetto.
Vinderne skiver som bekendt historien, og især deres egne heltefortællinger. Og én af de allerstørste vindere i international sport, og den største fodboldstjerne i skandinavisk topfodbold de sidste par årtier, Zlatan Ibrahimovic, har vist sig som en mester i skrive en på alle måder bemærkelsesværdig fortælling om sig selv. Selvom "Jeg er Zlatan" ikke kan rende fra at være den amerikanske drøm placeret i Malmøs ghetto, overrasker vinderens heltefortælling som en charmerende og kæk socialrealistisk børnedrømshistorie.
Det er ikke nemt at have ambitioner og drømme, når man ikke kan koncentrere sig i skolen og ikke altid har råd til mad. Den unge Zlatan bor i Rosengården, og skifter mellem sine skilte forældre i kvarteret, mens tiden går på at stjæle cykler og spille fodbold. Knøsen med balkan-rødder tror på sig selv, når han med skævt smil praler om evnerne på grønsværen. Også selvom mangel på team work og et overvældende overmod både er en hindring og en velsignelse. Hvad end det er som barn på grusbanen, U19-spiller i Malmø FF og senere som kæmpetalent i den hollandske storklub Ajax.
Bio-pics ryger ofte i en fælde af misforstået respekt og omfattende historisk korrekte skildringer af værk og skaber, i sådan en grad, at den gode fortælling tilsidesættes. Når "Jeg er Zlatan" er så vellykket, er det fordi, at fokus rettes mod en afgrænset periode i afdækningen af mennesket Zlatan Ibrahimovic, frem for en overfladisk opsummering af bedrifterne på klub- og landsholdsplan.
Tre tidsperioder samles i én, når barndommen, teenageårene og de tidlige 20’ere i Ajax kædes sammen i vekselvirkning, i det vi kommer bagom personaen Zlatan. Troen på de egne evner får knægten, der flittigt omtaler sig selv i 3. person, til at møde sin andel af udfordringer. Disciplinære problemer, arrogance og en evig trang til at stå udenfor, kolliderer med det at agerere på et hold i professionelle og sociale sammenhæng. Konfliktsky svensk politisk korrekthed kan ikke tøjle den temperamentsfulde svensk-bosnier, som ikke ser sig sky for at bøje regler, provokere eller lave grove svinestreger. På og udenfor banen. Hatten af for en ærlige og menneskelige fremstilling, der ofte fremstår lige så troværdig som dokumentarfilmen "Den unge Zlatan", lige så psykologisk spændende som Janus Metz' "Borg" og lige så stilmæssigt medrivende som "8 Mile".
Zlatan Ibrahimovic er en mediepersonlighed, man enten elsker eller hader. "Jeg er Zlatan" omfavner dén dobbelthed, råt for usødet. Men hvad præcis er filmens budskab? Mens den filmiske Ibrahimovic kritiseres for ikke at være en holdspiller på alle niveauer, og erkendelsen af nødvendigheden i at blive dét skaber fænomenet Zlatan, fastholder og hyldes det utilpassede individ også. Budskabet fra hans far er, at sønnen skal passe ind, ved ikke at passe ind. En logik, der måske giver god mening ud i, hvordan han som persona og (patenteret!) brand tager sig ud i medielandskabet. Som svælgende dannelseshistorie om vindermentalitet og vilje når de dybere pointer og nuancer ikke helt over målstregen.
Overraskende elegant spiller "Jeg er Zlatan" sig veloplagt frem til en række direkte skud på mål, som også rammer kassen flot undervejs. Når en fortælling om nordens indtil videre største fodboldspiller i dette århundrede er så interessant, er det fordi, at det lykkedes at sammenflette de helt rette tråde mellem socialrealisme og heltefortælling, uden at det ender utroværdigt eller som en selvsmagende amerikansk drøm-iscenesættelse.