Anmeldelse: Frit fald
Guldpalme-vinder er en yderst spændende og hjernevridende krimifortælling, der beviser, at fransk film i den grad tilhører kvinderne.
Frankrig har ad flere omgange spillet en altafgørende rolle i filmhistoriens udvikling. Filmmediet blev praktisk talt født i Paris i 1895, da Lumière-brødrene første gang fremviste bevægende billeder til et publikum. Under 1960’ernes franske nybølge skubbede Jean-Luc Godard, François Truffaut og Co. film ind i en moderne guldalder, som resten af verden siden har stået på skuldrene af. Det indflydelsesrige filmtidsskrift Cahiers du Cinéma dikterede hvad der var in eller out. I dén historie ligger også faktummet, at fransk film det seneste århundrede har tilhørt mændene. Ej at forglemme Agnes Varda, har kvinderne i fransk film været larmende fraværende – indtil de sidste godt tyve år. Og med den imødesete "Frit fald" står det i den grad klart, at fransk film nu tilhører les femmes.
"Frit fald" har også kvinden i front. Den tyske forfatterinde Sandra (Sandra Hüller) bor afsides i Frankrig med sin mand, Samuel (Samuel Theis) og deres blinde dreng Daniel (Milo Machado Graner). Ovenpå besøget fra en journalist, og en anspændt stemning mellem ægteparret, ligger Samuel død ude foran hjemmet. Er manden ved et uheld faldet ud over altanen, har han begået selvmord eller har Sandra ham ihjel? Dét skal der en potent og yderst kompliceret retssag med Sandra som hovedmistænkt til at afgøre. Problemer fra fortiden og gradvise afsløringer krakelerer facaden på Sandra og Samuels ellers romantiske forhold. Og kan Sandra overhovedet bevise sin uskyld, når de eneste vidner er en blind dreng og familiens border collie?
Herfra er der fuld plade på retssalsdramaets bingoplade, når den som en anden true crime-fortælling udspiller sig med morderisk suspense, saftigt drama og uforudsigelige twists. Sagen virker ellers til at være lige ud ad landevejen, men sådan er virkeligheden jo sjældent. Og heldigvis er den fiktive sag i hænderne på instruktør-stortalentet Justine Triet, og ikke henkastet til at blive krimiserie nr. 117 på en vilkårlig streamingtjeneste. Triet formår nemlig, at bruge det menneskelige drama som historiens vigtigste faktor frem for et spørgsmål om skyld og uskyld.
Med tydelig inspiration fra Paul Verhoevens "Iskoldt begær" – her går forfatterens skriveri også igen i virkelighedens mordsag – og de store retssalsdramaer, som "JFK" eller "Anatomy of a Murder" (den engelske titel "Anatomy of a Fall" refererer direkte) formår Justine Triet at jonglere snakke-filmens mange elementer til noget nær perfektion. Beviserne hober sig op. Både for forsvarer og anklager, så mordsagen konstant er spændende, mens familiedramaet udredes med slående emotionel pondus som familien går i opløsning.
Og hvad er der så med de franske kvindelige instruktører? Med "Frit fald", fem Oscar-nomineringer og sidste års Guldpalme-succes har Justine Triet sammen med kolleger som Célina Sciamma ("Portræt af en kvinde i flammer"), Alice Diop ("Saint Omer") og Julia Ducournau – som vandt Guldpalmen i Cannes med "Titane" i 2021 – defineret fransk film i hvert fald det sidste årti. Og den aktuelle krimifilm understreger endnu engang kvaliteterne. Med frontløbere som Claire Denis, og udspringere fra New French Extremity-bølgen, har en anden sensibilitet og kropslighed sneget sig ind i fransk film. Som en af de filmindustrier, der har reageret med kønskvoter og diverse initiativer, er der i hvert fald et argument for, at ellers uopdaget talent er blevet skubbet frem på den allerstørste scene. Til store roser verden over, der har markeret et nyt generationsskifte for den forhenværende kronede filmnation.
Sandra Hüller bruger 2024 til at begå en magtdemonstration med fantastiske præstationer både i "Frit fald" og "The Zone of Interest". Det samme kan siges om Justine Triet, der meget symbolsk ligner fransk films dronning for øjeblikket. En titel, de franske kvindelige filmmagere for nu har vristet ud af hænderne på 1960’ernes nybølge-drenge. Fuldt fortjent. "Frit fald" er en hjernevridende whodunit, der har dobbelt så mange spørgsmål. som den har svar. Noget, som mange vil finde frustrerende, når den skyldige ikke nødvendigvis står frem, som dommen falder. Ikke desto mindre er der spænding til de sidste afsluttende argumenter. Oveni argumentet, at fransk film i den grad tilhører kvinderne.
