Anmeldelse: Nina og pindsvinets hemmelighed
Finurlig animationsfilm er et godt bud på efterårsferiens bedste biografoplevelse for hele familien
Så sikkert og vist som efterårsferien er over os, vil børnefilm også være det i landets biografer. For de rystende nervøse forældre som helst vil kvalitetssikre podernes oplevelser foran det store lærred, ikke selv kede sig alt for meget, rammes der heldigvis igen plet fra den fransktalende verden af animationsverdenen. For "Nina og pindsvinets hemmelighed" er et godt eksempel på, hvad Frankrig har at byde på i børnefilmsregi. Og ikke mindst er det lille, farvestrålende perle, man gerne vil præge de allermindste med.
Historien handler om 10-årige Nina, der vokser op med at lytte til de godnathistorier, hendes far fortæller hende. Især har eventyrene om et eventyrlysten pindsvin gjort stort indtryk på hende. En aften vil hendes far ikke fortælle hende et nyt eventyr. Han er nemlig blevet fyret under mystiske omstændigheder og er derfor nedtrykt. Nina og hendes bedste ven, Mehdi, vil derfor til at begive sig ud på et eventyr om de forsvundne penge, som fik hendes fars arbejdsplads til at dreje nøglen om.
Fortællingen om lille Nina og ønsket om at genoprette balancen derhjemme er børneeskapisme omsat i animationsfilm, når det er bedst. Når virkeligheden om arbejdsløshed banker på hos den lavere middelklasses børnefamilie, som har ramt Frankrig hårdt de seneste år, er det samtidig et møde med realiteter, som små børn ikke rigtigt forstår konsekvensen af. Fermt og pædagogisk forvandler Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol hårde kendsgerninger til en sød historie i børnehøjde, der samtidig er underholdende, kreativ og ikke mindst værd at se for både børn og voksne.
Det rutinerede makkerpar Felicioli og Gagnol har tidligere stået bag "Fantomdrengen" (2015) og "En kat i Paris" (2010), der kan betegnes som moderne franske animationsklassikere. Deres helt særlige stil kan måske bedst beskrives som en fransk variant af Hayao Miyazakis magiske realisme og et drys socialrealisme. Modsat anime-legendens bagkatalog er "Nina og pindsvinets hemmelighed" fortalt i noget lavere børnehøjde, men mest af alt, fordi virkeligheden kommer et my tættere på med Nina og Mehdi på en naiv, men dybt charmerende, skattejagt.
For udover at far er blevet fyret, har Nina jo også sommerferie. Så tiden skal jo bruges på at lege. Og som i det meste leg, bliver det heller ikke hverken særligt uhyggeligt eller svært for Nina at komme til bunds i mysteriet. Og intet ender jo heller ikke ulykkeligt, tværtimod. Eskapismen forbliver eskapisme, fordi vi aldrig dykker aldrig ud på det dybe vand og laver mørk Astrid Lindgren-drejning eller en genregakket Makoto Shinkai-retning ("Your Name"). Hverdagen er eventyret hér.
"Nina og pindsvinets hemmelighed" udfylder på 82 minutter en frisk fortalt fortælling behændigt og elegant, og italesætter forsigtigt svære temaer som arbejdsløshed og De gule veste i børnehøjde. Selvom makkerparret Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol hylder Hayao Miyazaki med en henvisning til "Min nabo Totoro" undervejs, når de aldrig helt derop. Mindre kan også gøre det, og det hyggelige eventyr om Nina er efterårferiens bedste biografpremiere-bud på en god animationsfilm for hele familien.
"Nina og pindsvinets hemmelighed" har dansk biografpremiere 12. oktober.