Anmeldelse: Kollektivet

Den romantiserede fortælling om frie tøjler og lystigt sammenhold i kollektivets bofællesskab er kendt af de fleste. Her kan man sammen dyrke håbet om en bedre fremtid – ofte henlagt i en røgfyldt rus af ihærdig idealisme, uendelig kærlighed og stærk tobak. En, der kender denne fortælling særdeles godt, er den Oscar-nominerede instruktør Thomas Vinterberg. Han har som barn selv boltret sig blandt finurlige eksistenser i et kollektiv nord for København, hvilket har fungeret som løs inspiration til små to timer i selskab med et hold farverige kollektivister på slap line – til grin, gråd og bristede drømme om det perfekte liv.

Vi befinder os i det pæne, akademiske miljø i Hellerup, hvor universitetsunderviseren Erik (Ulrich Thomsen) og nyhedsoplæseren Anna (Trine Dyrholm) har arvet en stor herskabsvilla. Tilværelsen er gået lidt i stå for det midaldrende par, så Anna gennemtrumfer beslutningen om at etablere et kollektiv med drømmen om et ægte, dynamisk fællesskab, der forhåbentlig kan generere noget kant og kulør i det slagne forhold. Det er skønt at dele sine glæder og sorger, men er der en emotionel smertegrænse for, hvad parret kan dele med hinanden og andre?

Thomas Vinterberg har tidligere udforsket tabuiserede tematikker, hvor menneskets mørke sider har været kernen i grumme, men fremragende værker. "Festen" og "Jagten" var to skarpe fortællinger, der gav os sitrende sandheder om, hvor ondskabsfulde vi kan være mod hinanden. "Kollektivet" ejer intet af den ondskab, men har til gengæld heller ikke det skarpe fokus fra de to førnævnte hovedværker. Hvad det nøjagtigt er, Vinterberg ønsker at formidle med sit kollektivistdrama, er en temmelig sløret størrelse.

Ifølge Vinterberg selv har opvæksten med fritsvævende kønsdele, øl, akademiske diskussioner, kærlighed og personlige tragedier affødt gyldne minder om en varm og fantastisk tid. Alle disse ingredienser er fint til stede i "Kollektivet", der dog aldrig helt kan beslutte sig for, om det er de personlige tragedier eller den fantastiske tid med fjollede (og sjove) figurer, der skal satses på. Til trods for den sært omskiftelige tone og det tvetydige fortællermæssige fokus er "Kollektivet" vanskelig ikke at holde af, og udvælgelsen til filmfestivalen i Berlin er derfor ikke helt tilfældig.

Filmen er en visuel og filmisk godbid, der i fornem stil vækker 1970'ernes charme og sjæl til live. Billederne oser af en svunden tid med en mærkbar autenticitet - takket være fotograf Jesper Tøffners sublime arbejde. Castet er perfekt sammensat. Magnus Millang er elskelig som vattet bløddyr, og Lars Ranthe henrykker som kæk gavflab med hylende morsomme kommentarer ved fællesbordet. Ulrich Thomsen skuffer heller ikke, men helt eminent er Trine Dyrholm som stærk karrierekvinde, der køres ubarmhjertigt i sænk. Hendes personlige deroute er en hjerteskærende omgang, der presser hårdt på tårekanalerne. Og så er det imponerende at opleve den kun 14-årige debutant Martha Sofie Wallstrøm brillere i rollen som datter af Erik og Anna – der spås en stor fremtid her for den unge pige.

"Kollektivet" er en rodet fortælling, der atypisk bevæger sig mellem gribende, eksistentielt drama og klassisk dansk folkekomedie. Det hele ender dog med at fungere alligevel takket være en fremragende kemi mellem et hold usædvanligt stærke aktører. Der spilles med ild i øjnene, når det brænder på, og der leveres morsomme replikker på stribe, så det aldrig bliver hverken kedeligt eller uvedkommende. Filmen er dog langt fra den romantiske lovprisning af idealistisk lykke i et kollektiv – måske gemmer Vinterbergs opvækst i fællesskabets skød på andet end varme og solstrålehistorier? Det kunne tyde på det.