Nice!
Anmeldelse: Birthday Girl
Trine Dyrholm er på nervepirrende kollisionskurs i Michael Noers voldtægts-thriller.
Som i alle afkroge af kulturlivet har vi også i Filmdanmark det særlige udvalg af personligheder, der i mangel af bedre kan betegnes som royale. Trine Dyrholm har længe været dronningen af dansk film, ikke kun med titelrollerne i May el-Toukhys fabelagtige "Dronningen" og Charlotte Sielings knapt så heldige "Margrete den Første". Instruktør Michael Noer har med spillefilm som "R", "Før frosten", "Nøgle hus spejl" og ikke mindst knallert-dokumentarfilmen "De vilde hjerter" skrevet sig ind i en anderledes kreativ kongerække. Virkemidler fra fakta- og fiktionsfilm er Noer om nogen en ukronet konge til at forene, hvilket understreges af nervepirrende moralske dilemmaer i "Birthday Girl".
Nanna (Dyrholm) har inviteret datteren Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og hendes bedste veninde Lea (Maja Ida Thiele) med på krydstogt i Caribien, da Cilles 18-års fødselsdag skal fejres med manér. Fjantet og forventningsfulde går de om bord i Miami, hvor der er udsigt til en weekend med fest og overgearet gøgl på det luksuriøse skib. Efter en våd aften ændrer stemningen sig, da Cille bliver fundet på dækket – formentlig udsat for overgreb. Nanna træder i karakter som opklarende mor, om bord et skib i internationale farvande med et andet regelsæt end tilbage i Danmark.
Fra at være et pastelfarvet himmerig på jord, udvikler "Birthday Girl" sig til et neondryppende helvede på vand. At skibet fanges i en tropisk storm er naturligvis den ideelle kulisse for et klaustrofobisk voldtægtsdrama, hvor ingen af vores hovedpersoner ved, hvad der er sket. Cille, fordi hun var beruset og nu traumatiseret. Nanna, fordi hun selv så det. Naturens stærke kræfter uden for skibet er også metafor for Nannas mentale tilstand, der skummer over med en løvemors vrede over, at nogen har gjort hendes barn ondt – og at hun ikke var til stede. Og ikke mindst det at få en svær rituel begivenhed ødelagt. Dén, hvor rejsen fra barn til voksen synliggøres. Men især den, hvor man som forældre skal give slip på sit barn, der selv skal lære at blive voksen i mødet med livets uundgåelige ubarmhjertigheder.
Skibet bærer sin last elegant og særdeles velskrevet. Som "Uncut Gems" på højtragende bølger, kaster Nanna sig ud i en hektisk whodonnit-efterforskning af hendes datters formåede voldtægt. Jagten på voldtægtsmanden udvikler sig til et nådesløst hævntogt efter mødet med krydstogtskibets vagter. Sikkerheden er nemlig lige så meget sat i værk for at beskytte virksomhedens brand og videre forretning, som at imødekomme en nødlidende datter og hendes rasende mor. Der danses kind mod kind i højintens håndholdt kamera og et overdøvende sansebombardement, splintrede fragmenter af nattens forløb og grænseoverskridende intime kammerspilssekvenser. Skeletterne i Nannas skab vælter ud, mens virkeligheden forblændes af formodninger og dårlige erfaringer med mænd. Alt imens Cilles følelser for hendes mor måske ikke er rosenrøde, som Nanna ønsker det.
Michael Noer er dilemmaernes ukronede konge. Antydninger og konklusioner udvaskes, nu længere vi trænger ind til fortællingens komprimerede og mangefacetterede kerne. Bag historiens nok så rå og voldsomme overflade, handler "Birthday Girl" også om forældreskabets pris. Om at kappe navlestrengen. Råt for usødet, når omskifteligt uvejr rusker Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hofmann Lindahl rundt i en følelsesmæssig malstrøm. Rørende og kærligt, når mor og datter mødes på dansegulvet og finder sammen i sårbar moderbinding. Hofmann Lindahl, der gjorde sig bemærket med sin imponerende præstation i "Du som er i Himlen", formår at spille op til Dyrholms fuldstændigt vilde præstation. Måske har vi en arvtager som dansk films dronning i sigte.
Michael Noer skriver sig igen ind i dansk films historie som én af de helt store originaler med "Birthday Girl". Intelligent og ekstremt intenst, forenes intimt mor-datter-drama i bølgende thriller, tilsat Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hofmann Lindahl i fabelagtigt godt samspil i hovedrollerne.
"Birthday Girl" har dansk biografpremiere 4. april. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.