Anmeldelse: Lightyear

Mod det ujævne univers!

Nostalgi er ét af de dyrebareste mineraler, der kan mines for penge. Det har vi set en uendelig række mere eller mindre vellykkede eksempler på over de sidste mange år. Fælles for dem alle er et ønske om at give os svar på alle de spørgsmål, vi har ligget søvnløse over i årtier. Hvad fordrev Ghostbusters tiden med, efter de fik ram på Vigo? Hvor kom de der xenomorphs egentlig fra? Fik Han og Leia nogensinde børn? Og hvad blev der af Dodgson fra "Jurassic Park"? Scenen er sat for at alle os, der voksede op igennem firserne og halvfemserne, og som nu skal vende tilbage til biografmørket for at få svar på alle disse spørgsmål. Denne gang selvfølgelig med vores egne børn på slæb. Vi skal give den passion videre. Og samtidig fylde lommerne hos alle de store selskaber, der tjener millioner og atter millioner på vores higen efter at genopleve magien fra første gang. 

Disney og Pixar er selvfølgelig ikke anderledes. Derfor fortæller "Lightyear" med store hvide bogstaver, at vi nu skal se den film som Andy fra "Toy Story" så i 1995, og som ligger til grund for Buzz Lightyear-legetøjet. Hvordan det så forklarer serien "Buzz Lightyear fra Star Command", som vi for små tyve år siden så i Disney Sjov, må forblive i det uvisse. En skepsis sniger sig ind på en. Er dette blot et blodfattigt forsøg på at skovle flere penge ind? Noget der blev udtænkt til et aktionærmøde af pengegriske, fantasiforladte mennesker, der ikke nærer den mindste form for kærlighed til de karakterer, som vi alle har kastet vores kærlighed og penge efter i årtier? Åh nej, man frygter det værste...

Og så, som dug for solen, glemmes den skepsis. Vi kastes ud midt i det uendelige univers. I et hæsblæsende rumeventyr, hvor vores allesammens Buzz, i følgeskab med sin makker Alisha, undersøger en fremmed og fjendtlig planet. Det er tight, det er tempo og det ser uendelig godt ud. Efter næsten af have glemt, hvordan en Pixar-film tager sig ud på det store lærred, er det rart igen at se giganten spille med animationsmusklerne. Ingen tvivl om, at "Lightyear" er et solidt stykke håndværk. Animationen er i top og vi er oppe i en skala, hvor den visuelle fremstilling af universet nærmer sig de senere års rumfilm. På billedsiden lugter "Lightyear" af Ridley Scotts "The Martian" og "Alien", dog i en noget mere børnevenlig udgave. Her er heldigvis ingen facehuggere. 

Efter en hæsblæsende start skrues der lidt ned for tempoet. Kernen i historien udfolder sig og det bliver tydeligt, at "Lightyear" endnu engang dokumenterer Pixars særlige evne til at fremstille komplekse evner i børnehøjde. Efter Buzz, Alisha og resten af deres roeformede rumskib, som er lastet med flere hundrede forskere, er strandet på en fremmed planet, gør Buzz det til sin primære mission at forsøge at skabe en energikilde. Én som er kraftig nok til at opnå hyperfart og få dem allesammen hjem igen. Eneste lille udfordring er, at hvert forsøg kun varer få minutter for Buzz, for de resterende på basen går der fire år. Som en lightversion af Chris Nolans "Interstellar" letter og lander Buzz altså med flere års mellemrum. Folk omkring ham ældes, samtidig med at meget andet forandrer sig med hvert fejlslagent forsøg. Husker man introsekvensen fra en anden Pixar-film; "Op", kan man helt sikkert regne ud, hvor det bærer hen ad og atter engang må man knibe en lille tåre. 

Efter tredive minutter mister "Lightyear" langsomt pusten i sine hundrede minutters spilletid. Filmen roterer omkring flere temaer, men få af dem er reelt særligt interessante og historien er halvbagt. Det samme er tilfældet for rumskurken Zurg. Da vi endelig lærer hvem han er og hvor han kommer fra, føles det sært undervældende. Alisha og robotkatten SOX (der på originalsproget stemmeføres af Uzo Aduba og Peter Sohn), er behagelige undtagelser i en film, der ellers brillerer ved endimensionelle og ligegyldige bifigurer. Især Taika Waititis klumsede Mo er voldsomt enerverende. Vi skal selvfølgelig heller ikke forskånes for referencer til "Toy Story". Hvilket jo giver sig selv, eftersom vi slet ikke ville være hér, hvis ikke det var for netop "Toy Story". Dog virker det mest af alt påklistret forsøg på at skabe en Marvel-agtig den-der-tingest-kender-jeg reference. 

Når det så er sagt, så er der i kernen af "Lightyear" en klassisk Pixar-fortælling, der rører det komiske og det sentimentale. Vores helt opsluges så meget af sin egen mission, at han glipper det liv, der leves omkring ham og mister muligheden for at leve livet med sin bedste ven. I stedet ender Buzz fanget, alene og fremmed i en verden, der forlængst har efterladt ham i fortiden. En tragedie, hvis ikke det var for heltens erkendelse af netop dette. 

"Lightyear" er bestemt ikke en dårlig film. Man fristes dog til at spørge, om det vitterligt er en nødvendig film. I forhold til kildematerialet – og især i forhold til Pixars seneste sværvægtere som "Rød", "Luca" og "Sjæl", der alle sammen har noget på hjerne og hjerte for både børn og voksne – falmer lyset fra "Lightyear" til sammenligning. Det kan godt undre, at netop "Lightyear" er første reelle biografudgivelse fra Pixars side siden corona-nedlukningsdagene. Dog er der, udover en fabelagtig billedside, lige tilpas meget gods i komik og rumfart til at skabe en ganske underholdende tur mod det uendelige univers og ind i biografmørket. Både for børn og for deres nostalgiske forældre. 

Lightyear

Kommentarer

Lightyear

  • ★★★★★1

    Virkelig velskrevet anmeldelse, Jarl, og jeg er rørende enig, omend jeg måske godt lige kan snige mig op på 4 små stjerner, men det er afgjort en petitesse i Pixars fantastiske repertoire. Og netop skurken er et af filmens svageste led.

    The Insider16-06-22 18:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen