Anmeldelse: Mens vi lever

Nytænkningen af velkendte socialrealistiske motiver udgør en debutfilm, som er mere end godkendt.

Dansk film kaster for tiden om sig med så meget nyt talent, at der ikke er et øje tørt. Selvom modet til at lave genrefilm og ditto eksperimentere med filmmediet blomstrer, forbigås klassisk socialrealisme herhjemme i andedammen ikke. Heldigvis, kunne jeg fristes til at skrives, da brødrene Mehdi og Milad Avaz med "Mens vi lever" beviser, at selv gennemtærskede dramaer kan give vand i øjnene, når der trykkes på de rette knapper.

Plotten er som taget ud af en naturalistisk novelle om social arv, stille eksistenser og generationsopgør. For stille er Kristian (Sebastian Jessen), der lever et beskedent liv med sin gravide kæreste og job på en fiskekutter – langt væk fra fortiden. Som bekendt kan ingen flygte fra fortidens gerninger. Og da det en skønne dag banker på døren, bliver den unge mand nødt til at se det forhenværende liv i øjnene, som han har forsøgt at glemme. Faderfiguren Peter (Nicolas Bro) ligger for døden og forsøger i sine sidste dage at få Kristian tilbage. I hjembyen venter bitterheden, forårsaget af en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder – som gennem fem år er vokset ud af uforløst sorg. Men måske kan tilgivelse løsrive Kristian fra fortidens skygger – eller gøre alting værre?

Ganske rigtigt - "Mens vi venter" har masser af anspændte en-til-en opgør. Ikke kun hvor Kristian er den ene part, selvom returen til hjemstavnen naturligvis er omdrejningspunktet for det skab, hvor skeletterne rasler ud af. Nytænkningen af velkendte socialrealistiske motiver og parallelfortællinger, der er vævet overordentligt klædeligt sammen, udgør imidlertid en debutfilm, som er mere end godkendt.

Efter sigende er begivenhederne i "Mens vi lever" baseret på en autentisk historie, hvilket plejer at være et billigt trick ud i at antænde følelser, før filmen overhovedet er begyndt. Med filmens teatralske opsætning taget i betragtning kan jeg godt have mine tvivl om, hvorvidt dramaet reelt har fundet sted. Mehdi Avazs personinstruktion, med især en blændende præstation af Sebastian Jessen, og ikke mindst brormand Milads stærke manus overflødiggør alle nemme løsninger. Her er tale om solid filmkunst ud fra et skrabet budget og med åbenlyst dygtige håndværkere.

Tag ikke fejl – historien er i sig selv måske ikke specielt interessant. Til gengæld holdes kortene tæt til kroppen, og dermed fastholdes en grad af intensitet. Der afsløres ikke for meget, og fortællingerne kædes først sammen når femøren endeligt falder i slutningen. Når de episodiske kammerspilsekvenser fungerer allerbedst og tager fokus, udløses de i medrivende hvisken og råb. Dramaets underspillede summen bag øjnene på Kristian er filmens drivkraft. Svagheden ved en så nøje opdelt fortælling er dertil også, at visse scener og skuespillere ikke når samme høje niveau – og mister momentum som én helstøbt film. Fremfor fragmenter i en rammefortælling, der ikke altid smedes lige godt sammen.

De to Avaz-brødre er endnu et eksempel på dansk films enorme talentmasse. "Mens vi lever" er ganske enkelt en imponerende debutfilm, men bestemt ikke uden sine skønhedsfejl ud i at balancere som helstøbt fortælling. Det lover imidlertid godt for fremtiden – lad os håbe på, at vi ikke skal vente alt for længe på næste håndværk fra deres kyndige hænder.