Anmeldelse: Toscana (Netflix)

Anders Matthesens "Toscana" mangler alle ingredienser til at blive en god film.

Tilbage i 2017 fik dansk-iranske Mehdi Avaz sin debut som instruktør og manuskriptforfatter med tåreperseren "Mens vi lever", lavet i samarbejde med hans brødre, Milad og Misam. En film, der blev nomineret til fire Bodil- og fem Robert-statuetter. I 2019 skabte brødrene "Kollision", der fik en blandet modtagelse af den danske presse, men ikke desto mindre hev danskerne i biografen. Nu står Mehdi Avaz for første gang på egne ben, da han selv har skrevet og instrueret "Toscana", som tilmed er Danmarks første originale Netflix-film. Hvilket Netflix fortjener en stor tak for – af alle de forkerte årsager!

Theo (Anders Matthesen) er en Michelin-kok, der er gift med sit arbejde og har ambitioner om at åbne en ny restaurant. En dag får han dog et brev om, at hans distancerede far er død og har efterladt et slot i Toscana til sin søn. En arv, som Theo ikke er interesseret i, da forholdet mellem far og søn var anstrengt. Theo tager derfor afsted for at sælge slottet, så han kan finansiere sin nye restaurant. Men da han møder Sophia (Cristiana Dell'Anna), begynder Theo så småt at komme på andre tanker.

Hermed bydes der op til 93 minutters madeventyr, hvor hovedretten er krydret med romantik, en snert af humor og en fortælling om en mand, der er dybt påvirket af forholdet til faderen og deres forsømte forhold. På papiret lyder dette som en sukkersød servering, men hurtigt står det klart, at "Toscana" ikke har haft nok tid i ovnen. Theo og Sophias romance føles forceret, og det er aldrig til at føle, at de to flirtende bliver glade for hinanden. Både grundet mangel på kemi mellem Matthesen og Dell'Anna, men også fordi de kun anskues overfladisk, da tiden hellere bruges på anretninger af lækker mad og solrige Toscana.

Dertil er der filmens elendige tredje akt, der tyer til alle rom-com-klichéerne. Kærligheden braser i sidste øjeblik, den efterfølgende personlige krise og så forfulgt af en opløftende slutning. Intet af dette føles naturligt, da filmen er fordærvet af sukkersødme uden en masse nødvendige ingredienser – som om dette er første udkast til en film, der aldrig blev skrevet færdig. Det hjælper heller ikke, at desserten består af tåkrummende lommefilosofi om at være særlig i de rettes øjne serveret af en Ghita Nørby på autopilot. Aldrig føles retten autentisk, og der mangler både salt, syre og sødme.

Danmarks komikerdarling Anders Matthesen har tidligere vist, at han har evnerne som dramatisk skuespiller i "De frivillige". Glimt af dette kan ses hen mod slutningen i "Toscana", men ellers har Anden ikke særlig meget at arbejde med. Det samme kan siges om Cristiana Dell'Anna. Sangeren Christopher får sin debut som skuespiller, hvor han konstant ligner en, der er nervøs for, om at han gør sit arbejde ordentligt. Til trods for, at hans rolle ikke har den fjerneste betydning for handlingen. Måske han skal blive ved musikken.

I sidste ende har Netflix gjort os alle en tjeneste ved at købe "Toscana". Biografgængere fortjener ikke at blive udsat for denne ufærdige ret, når pengene kan bruges på bedre retter. Historien er en rå servering, blottet for smagsnuancer og troværdighed tilsat tåkrummende klichéer og intetsigende skuespil. Danmarks første Netflix-film er desværre en fiasko, hvis eneste kvalitet er, at filmen kun er 93 minutter lang og derfor hurtigt overstået. Retten bør straks tages af menuen og smides i skraldespanden.