Anmeldelse: Mission: Impossible - Fallout

Tæt på at være et mesterstykke imponerer sjette film om superagent Ethan Hunt som sommerens mest seværdige blockbuster.

Nok de færreste havde regnet med det. At "Mission: Impossible"-filmserien skulle udvikle sig til en fænomen, da Brian De Palma i 1996 første gang præsenterede Tom Cruise som den hemmelige superagent, Ethan Hunt. 22 år senere er den 56-årige superstjerne stadig hovedrolleindehaveren i nu sjette – og bedste – kapitel i sagaen, smagt til med de bedste ingredienser fra M:I-bagkataloget.

Overordnet set er historien er helt klassisk, hvor tråden – modsat de fem andre titler – tages direkte op fra foregående film, "Mission: Impossible - Rogue Nation". Efter en mislykket mission mister Ethan Hunt og hans umage gruppe af andre agenter tre plutoniumkerner til en terroristgruppe. Udover det sædvanlige kapløb mod tiden tvinger CIA Hunt til at samarbejde med brutale Agent Walker (Henry Cavill). Det viser sig imidlertid, at fortiden hjemsøger Ethan, da både nære venner og gamle fjender træder frem fra skyggerne. Selvfølgelig med en passende portion skygge- og dobbeltspil.

Historien om "Mission:Impossible"-filmserien er samtidig fortællingen om Tom Cruise. Manden bliver tilsyneladende en bedre actionstjerne med årene, mens instruktør Christopher McQuarrie – i hans i alt femte samarbejde med Cruise – leverer det hidtil mest hæsblæsende bidrag til den muligvis bedste og mest stabile Hollywood-franchise over de seneste ti-femten år.

"Mission: Impossible - Fallout" imponerer dog ikke alene grundet Tom Cruises utrættelige løb, vanvittige stunts (som han stadig selv udfører!) og talrige mindeværdige actionsekvenser. McQuarrie formår denne gang at sammensmelte det eksplosive med det æstetiske på særdeles elegant Christopher Nolan'sk og Michael Mann'sk vis. På den ene side er der det sædvanlige. Kreative påfund og whodunit-spion-elementer ophøjes i legen med absurde last minute rescues, når de (på papiret) komplet umulige missioner skal løses med alle kneb. Ved effektivt at veksle mellem i øvrigt eminent lydarbejde og intens musik, når visse scener blottes for reallyd, og andre sekvenser netop kun byder på Lorne Balfes atmosfæriske score, tilføres en poetisk dimension.

Less is more er ikke en gyldig mantra i "Mission: Impossible - Fallout", til trods for et plot der kan stå på bagsiden af et frimærke. Til gengæld formår McQuarrie at rumme nuancerne mellem kaos og detalje til perfektion. Balancegangen mellem stort og småt afspejler essensen af karakteren Ethan Hunt, når der tages hensyn til at redde verden og samtidig ikke gå på kompromis med loyalitet og empati. Selvom momentum ikke altid holder pulsen lige høj over 147 minutter, må Tom Cruises overmenneskelige energi, karisma og diskrete humoristiske indslag siges at bidrage til én af de bedste rendyrkede actionfilm siden "Mad Max: Fury Road"

Hatten af for Christopher McQuarrie og resten af den gode besætning på "Mission: Impossible - Fallout": Spionaction fås ikke meget bedre. Tæt på at være et mesterstykke imponerer sjette film om superagent Ethan Hunt som årets mest seværdige blockbuster. Det bliver umuligt for næste film i rækken at overgå denne. Jeg håber dog på, at Tom Cruise også vælger at acceptere dén opgave.

Se Moovy TV til "Mission: Impossible"-galla sammen med Tom Cruise (sådan da...):

Mission: Impossible - Fallout

Kommentarer

Mission: Impossible - Fallout

  • ★★★0

    Det er virkelig længe siden jeg sådan har haft good fun under en blockbuster. Man er bare i godt selskab med et crew, der ved, hvad fanden de gør. Kun én sekvens stikker lidt forkert ud og ikke føles som old-school, som undrer mig en smule de ikke har brugt miniaturen i stedet, men skidt pyt. Den er slugt råt og glæder mig til gensynet. Til alle andre: se den for guds skyld på storskærmen og helst med Dolby Atmos. Er man til action, så er Fallout creme de la creme. 

    Udover at være en ferm actioninstruktør Christopher McQuarrie, så læste jeg, at en af grundene til hans succes er, at han har den nødvendige ydmyghed i forhold til sit arbejde og sit publikum, som han lytter til. Man behøver ikke altid komme længst med stort ego :)

    Babo 2-08-18 13:10

  • 0

    Det er fedt. Han er også særdeles aktiv på Twitter hvor han går i dialog med fans og svarer på spørgsmål, især ift. de tekniske aspekter af filmen. 

    Mikkel Abel 2-08-18 13:10

  • ★★★0

    Det er fedt. Han er også særdeles aktiv på Twitter hvor han går i dialog med fans og svarer på spørgsmål, især ift. de tekniske aspekter af filmen. 

    Ja lige præcis. Enkelte håber endda han tager Star Wars over. Så bliver jeg sgu formentlig en fan :)

    Babo 2-08-18 13:12

  • 0

    Babo

    Af ren nysgerrighed :), hvilken sekvens stikker forkert ud?

    IK 2-08-18 13:32

  • ★★0

    Selvom jeg ikke helt ved hvordan den skulle knækkes, så jeg gerne McQuarrie på de kommende M:I-film. Selvom jeg ikke er helt oppe at ringe over "Rogue Nation", beviser han for alvor med "Fallout" hvor dygtig han er med relativt frie hænder, når der ikke skal bruges tid på at inddrage for meget forhistorie og nu han er på så god fod med Cruise. Måske det vil virke med SW, men må indrømme, at jeg ikke har den store tillid til at Kathleen Kennedy & Co. ville være et godt match til McQuarrie.

    Dolphinfriendly 2-08-18 13:33

  • ★★★0

    Babo

    Af ren nysgerrighed :), hvilken sekvens stikker forkert ud?

    Helikopter-styrt. Ikke en spoiler, det ser man lidt i traileren. 

    Babo 2-08-18 13:40

  • ★★★0

    McQuarrie må gerne lave flere projekter med Cruise. Eller begynde at arbejde med Neo :)

    Babo 2-08-18 13:43

  • 0

    Det lagde jeg faktisk ikke mærke til. Troede du mente scenen her: www.youtube.com/watch

    Godt lavet, men hvis man godt og grundigt leder efter fejl, kan man godt påstå, at nogle af bilerne ser en smule kunstige ud. ;)

    IK 2-08-18 13:50

    Scenen skulle efter sigende være ægte nok, efter hvad Caspar Phillipson fortalte mig, da jeg spurgte ind til den. Cruise kørte med 160 km i timen mod bilerne (jorden var markeret efter hvor biler og Cruise skulle køre efter). Crazy shit.

    Dolphinfriendly 2-08-18 13:55

  • 0

    Dolphinfriendly

    Vildt! Måske var det panoreringen, der fik mig til at tvivle om det var ægte eller ej. Det får det jo til at se lidt sløret ud. Men altså, det er rigtigt godt lavet. 

    IK 2-08-18 14:12

  • ★★★0

    Det lagde jeg faktisk ikke mærke til. Troede du mente scenen her: www.youtube.com/watch

    Godt lavet, men hvis man godt og grundigt leder efter fejl, kan man godt påstå, at nogle af bilerne ser en smule kunstige ud. ;)

    Den er go nok med biler. Styrt med helicopter var som sagt det eneste, der ikke føles 100% optimalt, men stadig godt nok udført. Tror bare miniaturen fungerer bedst som man også så i Begins og TDK. Så de kunne sagtens have lavet det på den måde tænker jeg. 

    Babo 2-08-18 14:12

  • ★★★0

    Dolphinfriendly

    Vildt! Måske var det panoreringen, der fik mig til at tvivle om det var ægte eller ej. Det får det jo til at se lidt sløret ud. Men altså, det er rigtigt godt lavet. 

    Det har det sikkert været. Jeg synes kvaliteten i biografen desværre sjældent er i top, hvad det angår. Jeg husker Hell or High Water da jeg så den i Ålborg. Hver gang kameraet var i bevægelse, hakkede det. 

    Babo 2-08-18 14:15

  • 0

    Han hedder nu altså Henry Cavill, ikke Harry :D

    Men fuck hvor jeg glæder mig til at se den film. Imponerende klip man har set hidtil og hatten af for Cruise. Satme nogle vilde stunts han laver :)

    Nagash 2-08-18 15:14

  • ★★0

    Han hedder nu altså Henry Cavill, ikke Harry :D

    Men fuck hvor jeg glæder mig til at se den film. Imponerende klip man har set hidtil og hatten af for Cruise. Satme nogle vilde stunts han laver :)

    Rettet. :)

    Dolphinfriendly 2-08-18 15:18

  • 0

    Snupper den næste uge! Glæder mig som et lille barn :D

    larsnoergaard 2-08-18 15:27

  • ★★★0

    Han gør det faktisk godt Cavill og bringer noget fysik og styrke. 

    Babo 2-08-18 15:31

  • 0

    Det har det sikkert været. Jeg synes kvaliteten i biografen desværre sjældent er i top, hvad det angår. Jeg husker Hell or High Water da jeg så den i Ålborg. Hver gang kameraet var i bevægelse, hakkede det. 

    Det skal hakke, da det er en af "fejlene" ved at skyde i 24 billeder i sekundet :)

    Michael Andersen 2-08-18 18:06

  • ★★★0

    Det skal hakke, da det er en af "fejlene" ved at skyde i 24 billeder i sekundet :)

    Ha, det er vist ikke det. Så skulle det være første gang, det var SÅ slemt. For jeg kunne næsten ikke identificere flere scener. Særligt åbningen i filmen, hvor der helt afgjort var noget galt. Min husker at prikke til min ven Søren under forestillingen og han fandt også bevægelserne ekstremt sløret:) 

    Babo 2-08-18 19:22

  • 0

    Hvis udstyret ikke har været i orden er det selvfølgelig noget andet, men panoreringer - som den i starten af "Hell or High Water" - skal hakke. Det er dog forskelligt fra person til person om man lægger mærke til det eller ej.

    Michael Andersen 2-08-18 21:43

  • ★★★0

    Hvis udstyret ikke har været i orden er det selvfølgelig noget andet, men panoreringer - som den i starten af "Hell or High Water" - skal hakke. Det er dog forskelligt fra person til person om man lægger mærke til det eller ej.

    Det er jeg godt klar over det skal. Men så tror jeg noget har været i vejen uden at komme på hvad nøjagtigt, fordi det var altså ret skidt og meget iøjnefaldende. Derfor jeg netop kan huske lige præcis den visning. Ellers er det ikke noget jeg fokuserer på og er i øvrigt tilhænger af 24 fps. 

    Babo 2-08-18 21:59

  • ★★★0

    Lidt behind the scenes.

    Og så var det meget sjov at se Preikestolen i Norge i en actionfilm, når man for en ved at være del år tilbage siden nu har været deroppe for at danse, det sted er ingen joke, flere af nordmændene sad blot casual med deres ben ud over kanten, jeg kan huske jeg lagde mig på maven og kiggede udover jeg sku dælme ikke nyde noget af at sidde der med fødderne udover :)

    Elwood 3-08-18 23:21

  • ★★★0

    Bed I mærke i, at scenen fra traileren med helicopter vs lastbil, slet ikke er med i filmen? Ved godt trailers ofte kan være misvisende, meeen.. 

    Babo 4-08-18 12:57

  • ★★★0

    Bed I mærke i, at scenen fra traileren med helicopter vs lastbil, slet ikke er med i filmen? Ved godt trailers ofte kan være misvisende, meeen.. 

    "We put together this big, giant film and we were testing the movie, we tested it four times before we finally finished it, and there was just so much action in the movie. We had to choose what was going to stay and what will go," 

    "I didn't do an extended cut. The movie you see is the director's cut, I really believe that whatever you see in theatres is what the process delivered. But there were some moments that we worked so hard on and they were so beautiful, we put together a little gift basket for people on the DVD," 

    Link

    I øvrigt intressant de gik i gang med filmen før et reelt script var hel klart, så det var svært at planlægge for folk med hvornår de sku være klar, hvilket også var grunden til Jeremy Renner ikke var med da han havde en comitment til Marvel på det tidspunkt.

    Elwood 4-08-18 13:20

  • ★★★0

    Jeg vil godt tro scenen er redigeret ud og den blot kom med i traileren, inden det færdige produkt. Det så vildt ud og glædede mig til at se scenen i filmen. 

    Babo 4-08-18 13:21

  • ★★★0

    I øvrigt ganske sjovt med et lille callback til den første Mission Impossible film, med Max, der blot lige blir nævnt ved navn.

    Elwood 4-08-18 13:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen