Anmeldelse: Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One

Tom Cruise springer frygtløst ud i sommerens allerstørste action-dukkert.

Fra reboot af kultserie til film-franchise på snart sit 30. år lyder som en umulig mission i sig selv. Ikke desto mindre har halsbrækkende intensitet, Tom Cruise med den mere dødsensfarlige stunt efter den anden og skiftende hold af bag kameraet satte en markant dagsorden som actionfilmene, der om nogen har vist vejen i kampløb med Jason Bourne og James Bond. Og Cruise er for længst sprintet fra konkurrenterne.  Efter Christopher McQuarrie overtog roret som instruktør og forfatter med "Mission Impossible: Rogue Nation" fra 2015 har serien om superagenten Ethan Hunt taget en anden, mere seriel, retning. Selvom Mission: Impossible har udviklet sit helt eget udtryk, skal man ikke tage fejl af, at fingeren altid er på den dunkende puls. Første del af den store slutspurt på sidste årtis utvivlsomt mest underholdende action-thrillers lader ingen forlade biografen skuffet.     

Plottet er der i og for sig intet nyt eller banebrydende genialt udtænkt i. Ethan Hunt (Cruise) og hans lille efterretnings-elitestyrke i IMF løser uløselige missioner i ét væk, mens resten af efterretningsverdenen ser skeptisk til fra sidelinjen. I årenes løb har enheden skabt sig sin andel af fjender. Alt dét kulminerer som ved denne mission, der naturligvis vælges at accepteres. Modstanderen denne gang stikker til tidsåndens teknologifrygt, AI. En kunstig intelligens, ved navn The Entity, spiller skak med verdens sikkerhed og IMF. Men hvem rykker på brikkerne og er det overhovedet muligt ikke at sættes skakmat? 

Efter tre års Corona-udskydelser af nummer 7 og 8 af M:I-serien lander Tom Cruise imponerende elegant på benene, trods en alder af nu 61 år. Et spektakulært faldskærmsudspring med motorcykel ud over en bjergside i Østrig udføres så elegant, at de færreste vil tænke den tanke, at Cruise selv kaster sig frygtløs ud i den vanvittige bedrift. For "Mission: Impossible"-filmene er fanebærerne i at kombinere old school-action og eminent underholdende og praktisk filmhåndværk. Illusionen om at vitterligt noget er på spil fastholder publikum i et knugende kvælertag. Umuligt at fravriste sig. Selv med en spilletid på 163 minutter.

   

Jovist, titlen "Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One" slår krøller på tungen og det er svært ikke at bemærke andelen af plothuller. Men med i alt fire M:I-film, inklusiv den kommende Part Two, glider Christopher McQuarrie naturligt af på enhver form for logiske slutninger og åler sig i stedet frit rundt i alskens klicheer som en fisk i vand. Klassisk Hollywood Errol Flynn-swashbuckler-action personificeres i den sitrende kemi mellem Ethan Hunt og supertyven Grace, tilpas charmerende spillet af Hayley Atwell, og understreges af Cary Elwes, der grundlagde sin karriere på over the top-eventyrlige roller i "Prinsessen og de skøre riddere" og "Robin Hood – helte i underhylere". Finurlige meta-referencer er der rigeligt af, med alt fra "Mission: Impossible"-bagkataloget og klassikere som barnevognsscenen i "Panserkrydseren Potemkin" og biljagter i "The Italian Job". Endda et lille blink til Christopher Nolans "The Dark Knight Rises". Men kun som kirsebæret på toppen af en spionaction-kaloriebombe, der er svær ikke at sommerlæske sig i. 

"Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One" er (efter sigende) begyndelsen på enden for franchisen, og derfor får den heller ikke for lidt i stilart-mikset. Prominente instruktører som John Woo, Brian De Palma, J.J. Abrams og endda Pixar-legenden Brad Bird har sat deres særegne præg siden 1996. Christopher McQuarrie formår ekstraordinært at fusionere ophav med ny frisk underholdende legende let, koldsveddryppende spion-intensitet og højtflyvende eksplosioner. Balancegangen mellem Tom Cruise-charmepistolen, en eminent sammentømring af skuespillere, fortidens vragstykker og tæt på mesterlige whodunnit-sekvenser udgør sammenlagt sommerens absolutte must see-blockbuster.

Christopher McQuarrie og Tom Cruise gør det igen. "Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One" er et fantastisk udstyrsstykke og et sandt rabalder af forventede og komplet uventede actionthriller-sekvenser. Måske ikke helt på niveau med "Mission: Impossible – Fallout", men meget, meget tæt på.

Should you choose to accept it? Det tror jeg nok, at du skal.

"Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One" har dansk biografpremiere 12. juli. Heriblandt i Dolby ATMOS i FORMAT Bio, læs mere her.

Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One

Kommentarer

Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One

  • ★★★★★★0

    Fedt når resultatet lever op til forventningerne - glæder mig til at se den.

    Wayne12-07-23 11:39

  • ★0

    Jeg havde håbet at vi kunne have fået en værdig afsked med Harrison Ford som Indiana Jones, men den endte med at være den dårligste Indiana Jones film, og i hvert 20 minutter for langt. Her kunne man godt have trimmet actionscenerne, da de ikke bidrog med ret meget end, ja ACTION, + en bifugur der bliver introduceret og forsvinder igen i samme action-scene.

    Det jeg har hørt fra mission impossible lyder dog mere lovende, og Tom Cruise fortsætter måske til han passerer de 80 år. Hvorfor stoppe på toppen, når der er en bakke lige ved siden af med en endnu højere top?

    Johnny4212-07-23 18:30

  • 1

    Det var simpelthen en fantastisk underholdende actionfilm! Længe siden jeg har oplevet så skøn en omgang action.

    jacob_uno16-07-23 11:02

  • ★★★★★0

    Da jeg ud fra traileren af stykkede sammen, en det af plottet ville være en Rouge AI, blev jeg lidt nervøs, fordi Tom Cruise, skal ha nogen at spille op imod, og ikke blot en hel film hvor Benji og Luther sku være katalysator for at forklare det hele.

    Men ved at introducere en anden karakter som The Entity's "værktøj" gir vi Ethan Hunt en fysisk fjende, han i mangel af bedre ord kan slå på. Og på den måde formår de også at gøre AI'en truene, nåja udover den kan hacke ind i alt, men ved at vi ikke dykker så meget ned i den del, som frygtet, så køber man bedre synes jeg hele konceptet, selv om det altid er en svær balance med den troope.

    Hayley Atwell fungere rigtig godt med Tom Cruise, og de to har en go kemi, og hvor var det skønt i øvrigt at se hende få lov til at prøve en meget større rolle efter hendes midelst talt utaknemlige rolle i den seneste Doctor Strange, hendes snarådighed og humor fra Agent Carter serien ses også tydeligt her, og hun var et frisk pust.

    Et andet frisk pust var Pom Klementieff som nok mest er kendt som Mantis fra GOTG filmene, men heri formår hun at skabe en karakter der nærmest kun er kropssprog, og ansigts memik, det er meget begrænset hvad hun reelt siger, men ligesom i GOTG så viser hun her også en go ansigts memik, der fortæller hvem hendes karakter er.

    Jeg blev også positivt overrasket over, hvor meget Henry Czerny "Kittridge er med i den, jeg havde næsten tror det kun var den der callback scene til den første MI film med Tom Cruise.

    Og ja manden ham selv Tom Cruise, han kan stadigvæk, og ja hans action scener er out of this world, og selv om man havde set så mange BTS ting med hoppet på Motorcykel sågar i biografen før en anden film, så gav det stadigvæk et sus i maven når man ser det i filmen, og hans lille stunt efterfølgende er også ret vildt, når man tænker på det her er en skuespiller der blot er så dedikerede til sine egne stunts

    Men udover hans action scener, så har han også bare den her uimodstålige karisme og charmer, der skinner igennem det hele, som især blir brugt i scenerne med Hayley Atwell, Den store biljagt vi har set bider fra i traileren er også fedt sat sammen, hvor det ikke blot handler om at slippe væk de har et reelt problem/udfrodring i bilen de køre i, og måden som vi får introduceret den gule Fiat på er, hvor humoren mellem de to tydelig ses.

    Så ja hold da op det var skønt at komme i biffen med Ethan Hunt og Co. som en af mine venner sagde der er lidt en nostalgisk følelse over den her film som var den en 90'er blockbuster.

    Og så må jeg bare anderkende Tom Cruise med måden vi slutter filmen på også, da jeg har læst at det var stortset ham der var primus motor for den del.

    En ting jeg morede mig en del over var Cary Elwes's karakter der bruger ordet Awesome Power, ud fra den rolle han har, så virkede det bare ret sjovt, hver gang han sagde det.

    Det var meget vigtig for ham at det ikke blev en reel Cliffhanger selv om det er en two parter, så ville han ikke ha at folk skulle føle der ikke var en reel slutningen på filmen (The Architect jeg kigger i din retning) Og jeg sad også og var meget spændt på, hvordan de ville slutte, og blev positiv over ja der er en tydelig okay what next part, men det var ikke sådan jeg ikke kunne koble fra og forlade salen mens jeg konstant tænkte på ahh spænding er ulidelig, jo jeg er spændt på hvad der videre sker, men jeg føler det ikke som tortur, som især nok var det Cruise ville undgå.

    Elwood16-07-23 13:12

  • ★2

    En lidt skuffende biografoplevelse for mit vedkommende. Den er et niveau eller to under de forrige tre installationer IMO. Den sidste tredje/fjerdedel hev godt nok filmen op, men alt optil da føltes som en genudsendelse af noget vi allerede har set før og har set bedre - selv i MI sammenhæng. Selv det stort anlagte stunt føles undvervældende fordi det ikke 'løser' et reelt problem i historien, men blot virker forseret og som noget der kunne være sjovt at lave. Karakterernes motiver virker også som en stor rodebunke der ikke giver nok klarhed til at forstå - eller komme tæt på karaktererne.

    Sichlau17-07-23 01:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen