"Mission: Impossible 8" udskydes et helt år til 2025

Grundet skuespillernes strejke i Hollywood har det vist sig at være, ja... umuligt at holde fast i den oprindelige premieredato.

Skuespillernes igangværende strejke i Hollywood har allerede fået Warner Bros. til at udskyde premieren på sci-fi-storfilmen "Dune: Del 2" et halvt år.

Og mens der florerer rygter om en masse andre potentielle premiere-udskydelser den kommende tid, så er det nu sikkert og vist, at den 8. "Mission: Impossible"-film først udkommer i sommeren 2025. Det skriver Variety.

Variety rapporterer i øvrigt, at filmen ikke kommer til at bære den (mundrette) titel "Mission: Impossible - Dead Recknoning Part Two" som planlagt, men at den får et helt andet navn, der endnu ikke er blevet offentliggjort. Det lyder en anelse spøjst, idet 7'eren blev døbt "Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One".

Læs også: Miles Teller: Jeg og Tom Cruise har diskuteret "Top Gun 3"

"Mission: Impossible 8", som følger op på cliffhanger-slutningen i syveren, var oprindeligt udset til at udkomme i slut-juni 2024, men nu udkommer den altså i stedet i slut-maj 2025.

En stor del af filmen er allerede i kassen, men altså ikke nok til, at instruktør Christopher McQuarrie og Co. kan nå at have filmen klar til dens oprindelige udgivelsesdato.

Den næste film i "A Quiet Place"-franchisen, "A Quiet Place: Day One", udskydes i øvrigt fra start-marts 2024 til slut-juni 2024. Gyseren er en prequel med "Pig"-bagmanden Michael Sarnoski i instruktørstolen.

Og vi forventer, at endnu flere kommende Hollywood-film – både store og små – udskydes de kommende uger og måneder, idet forhandlingerne mellem USA's skuespillere og filmproducenter ikke just går som smurt netop nu.

Kommentarer

"Mission: Impossible 8" udskydes et helt år til 2025

  • ★★★★★★0

    Trist de ikke kan nå til enighed, det er selvfølgelig ret vigtige ting der er oppe at vende.

    Man må så håbe at der er en biograffilmindustri at vende tilbage til, det kan vise sig at være det endelige dødsstød til mange biografer, ovenpå Corona.

    Imens har publikum købt bedre hjemmebiografer, og bruger stadig mere tid på streaming.

    Btw; Spændende hvordan MI folkene vil forklare titelændringen, det giver da ingen mening.

    Wayne24-10-23 14:13

  • ★★★★★0

    Mirrorverse here we come!

    Elwood24-10-23 14:38

  • ★★★★0

    SÅ er det ved at være godt med den skide strejke. Nu synes jeg det begynder at blive lidt rigeligt alvor.

    Det sagt så er det ikke så overraskende. De er jo kendt for at optage ting om i én uendelighed på de film.

    gi-jones24-10-23 14:54

  • 0

    Nothing is impossible.

    Johnny4225-10-23 09:12

  • ★★★★0

    Jeg var slet ikke klar over, at der er planlagt endnu en film i A Quiet Place universet. Fedt :-)

    S. Rico25-10-23 22:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen