Jeg kunne rigtig godt lide denne, faktisk en smule mere end 4'eren. 8/10 her. Jeg synes stadig MI-3 var seriens bedste, men hatten af for nogle vilde actionscener og god spænding.
Anmeldelse: Mission: Impossible - Rogue Nation (Blu-ray)
Tilbage i 1996 var den første "Mission: Impossible"-film det perfekte modstykke til datidens Bond-film. Brian De Palmas thriller var overvejende seriøs, kompleks og blottet for gakkede gadgets (undtagen avancerede ansigtsmasker og eksploderende tyggegummi, naturligvis), og Tom Cruises virkelighedstro vildbasse, spionen Ethan Hunt, var – ligesom filmen – et friskt pust i en genre overdænget med kække charmører. Men pudsigt nok har de to kolossale action-franchises byttet roller siden da. Mens nutidens Bond-film er blevet så gravalvorlige, at de oftere nedtrykker end henrykker, så har "Mission: Impossible"-serien udviklet sig til genrens hofleverandør af let, legesyg eskapisme med dertilhørende labre locations, ekstravagant action og spidsfindig spas.
Det er dog ikke ensbetydende med, at "Mission: Impossible"-sagaen er forfaldet til forældede klicheer. Serien er bare blevet pokkers god til at kokkerere noget særegent med kendte ingredienser – bare tjek den bedste sekvens i Hunts femte opus, "Mission: Impossible – Rogue Nation": Et opgør mellem Hunt og et par hårdføre håndlangere i Wieneroperaen, hvor statsmænd og femmes fatales er i fare for at ende i krydsilden. Bond oplevede noget lignende i "The Living Daylights" fra 1987, men "Mission: Impossible"-sekvensen er helt sin egen. Puccinis klassiske opera, "Turandot", kører i baggrunden, og langsomt begynder musikalske strofer at gå i spænd med spark, spring og slag, før både dramaet og musikken smukt kulminerer i samhørighed. Effektivt og elegant.
Senere føres vi gennem Casablancas snævre gader i en herlig, hæsblæsende biljagt, som netop er stærk i kraft sin manglende musik. Hvor de fleste andre actionfilm ville have tapetseret lydsporet med glødende strygere og bragende blæsere, så opnår sekvensen en unik uforudsigelighed, idet der netop ikke er nogen musik til at forudsige slagets gang. Actionsekvenserne er altså præget af stor opfindsomhed og variation, og vi har ikke engang nævnt filmens ulideligt nervepirrende undervandsscene eller dens allerede legendariske introsekvens, hvor Tom Cruise hænger på ydersiden af et fly i flere hundrede meters højde og for 117. gang i karrieren forfærder både kollegaer og forsikringsselskab.
På historiefronten er filmens opfindsomhed dog langtfra prangende. Sjovt nok har "Mission: Impossible – Rogue Nation" og den seneste Bond-film, "Spectre", et nogenlunde enslydende (og desværre temmelig forudsigeligt) plot: Vores hemmelige agent optrævler og bekæmper en gådefuld, global sammenslutning af forbrydere, alt imens agentens eget team står til at blive nedlagt af snæversynede skrankepaver. Men hvor den lange, langsommelige "Spectre" tager sig selv så alvorligt, at ens puls sjældent når højere op end 007, så er den femte "Mission: Impossible"-film gennemgående gribende og umanérligt underholdende – særligt takket være det humoristiske samspil mellem dens karismatiske karakterer.
Blandt disse finder vi computer-troldmændene Benji (Simon Pegg) og Luther (Ving Rhames) samt Hunts kollega William Brandt (Jeremy Renner), og det er skønt at se tre så ferme skuespillere mundhugge med så knivskarpe replikker som ammunition – replikker, som i øvrigt er forfattet af den Oscar-belønnede Christopher McQuarrie ("The Usual Suspects"), som også har siddet i instruktørstolen. Men svensk/britiske Rebecca Ferguson stjæler ubesværet rampelyset i rollen som den hårdtslående heltinde Ilsa Faust. Stærk, sjov og autoritær som bare pokker – Ferguson er en superstjerne in spe.
Men desværre er Sean Harris' skurk vag og vattet, og selvfølgelig bøder filmens intensitet for modstanderens middelmådighed. Men hvad med Hunt selv? Jo, det er da forfriskende, at mens Bonds uigennemtrængelige jernfacade gør ham umulig at relatere sig til, så har Cruise ikke noget imod at tage pis på sig selv, hvilket gør Hunt langt mere menneskelig og elskelig, såsom da han kaster sig over en kølerhjelm og lander på jorden med et brag – endnu en actionfilm-kliché, der leveres med et kærkomment twist. Desværre savner Hunt – ligesom filmen – lidt mere substans under sin charmerende overflade, men der er dog ingen tvivl om, at "Mission: Impossible" p.t. er Hollywoods spionføljeton numero uno – i hvert fald indtil Jason Bourne afbryder sin orlov næste sommer.
BILLEDE & LYD
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at "Mission: Impossible – Rogue Nation" bugner af flotte billeder, eftersom den Oscar-belønnede mesterfotograf Robert Elswit ("There Will Be Blood") stod bag kameraet. Og gudskelov gengives Elswits pragtfulde billeder fornemt på Blu-ray. Modsat de fleste nyere blockbusters blev filmen ikke skudt digitalt, men derimod på film, og transferet har en attraktiv, celluloidagtig kvalitet – det føles nærmest, som om ens afspiller afvikler en 35mm-strimmel. Billedsiden er skarp hele vejen igennem, kontrasten er eminent (hvilket er heldigt, da mange scener leger elegant med skygger og lys), farverne afviger aldrig fra det naturtro, og jeg bemærkede ingen utilsigtet støj.
Disken huser et engelsk Dolby Atmos-lydspor, hvilket garanteret vil glæde de 10-11 mennesker i hele landet, som har en Atmos-kompatibel hjemmebiograf. Vi andre menige dødelige kan glæde os over, at Atmos-lydsporet automatisk nedskaleres til et Dolby TrueHD 7.1-mix, hvis man ikke har Atmos-udstyr i hjemmet, og selv uden de ekstra Atmos-lydkanaler sparker lydsporet røv. Panoreringerne er pragtfulde (det føles vitterligt, som om køretøjerne farer rundt i stuen under den blændende motorcykeljagt), hver eneste replik går klokkeklart igennem, dynamikområdet er enormt, og subwooferen giver immervæk lyden et velkomment boost. AV-præsentationen er altså – ganske passende – umulig at sætte en finger på.
EKSTRAMATERIALE
Tom Cruise og Christopher McQuarrie har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen, som bærer tydeligt præg af d’herrers store omsorg og respekt for hinanden. Det betyder dog ikke, at de to gutter blot sidder og skamroser hinanden – tværtimod er de enormt ærlige omkring filmens kaotiske tilblivelse, og de indrømmer gladelig, hvordan de ofte ikke havde nogen klar idé om, hvordan de forskellige scener skulle skrues sammen, eller hvordan de ville gå i spænd med hinanden, fordi McQuarrie ikke fik tid til at færdiggøre manuskriptet, før optagelserne gik i gang. Der diskes op med massevis af interessante anekdoter, så hvis man er fan af filmen, bør man så absolut lytte til kommentarsporet.
Derudover medfølger i alt syv små veldrejede og informative minidokumentarer (samlet varighed: ca. 49 min.), som fokuserer på udarbejdelsen af filmens drejebog, persongalleri og største actionsekvenser. Det hele præsenteres i øvrigt i HD.