Anmeldelse: Nomadland

"Nomadland" byder på smukke landskaber og Frances McDormand i topform i en fortælling om at finde nye håbefulde veje i en tilværelse, hvor alt først synes tabt.

Som årets helt store Oscar-sluger, selvom det godt nok kun var med tre priser i alt, burde Chloé Zhaos film være den den store hypede titel. Den slags, der kommer dugfrisk fra Oscar-showet og kan forene både filmnørder og nysgerrige i biografmørket. Men dramaet kan allerede streames på Disney+. Og i en verden, hvor gnidninger er opstået mellem danske biografer og streamingtjenester, er der kun begrænset plads i programmet, når de varme biografsæder igen er ledige. En skam for en film, der især har sin visuelle side på plads og en storspillende Frances McDormand i front, som rækker langt ud over skærmen.

Den ældre Fern (Frances McDormand) har oplevet en kæmpe omvæltning i sit liv. Fra et trygt liv i en landsby, hvor alle kender alle, og fast arbejde samt sin livspartner nær, har livet gået sin vante gang. Men da vi møder Fern, er tilværelsen en helt anden. Manden er død, landsbyen gået bankerot som følger af finanskrisen, og Fern lever nu livet som omrejsende nomade, hvor arbejde fra dag til dag og hendes autocamper er det eneste, som står tilbage. Det bliver en fortælling om en generation af rejsende mennesker, der i en unik tilgang til livet deler sorg og lykke i livet som nomade.

Kinesisk-amerikanske Chloé Zhao, der er blot den anden kvinde til at vinde Oscaren for bedste instruktør, har alle dage været god til at indfange menneskers mest personlige historier og intime øjeblikke. Som indie-darling født ud af Sundance-workshops har instruktøren siden debuten "Songs My Brother Taught Me" og kritikerhittet "The Rider" sat ægte mennesker i tale foran kameraet. Zhao har nemlig et særligt talent for at blande fiktion og ægte dokumentarisme, der giver en helt særlig autenticitet for historiefortællingen – ikke ulig den, Sean Baker blandt andet brugte i den tematisk beslægtede og mere farverige "The Florida Project".

Og på sin rejse igennem nomadelandet, hvor et helt særligt fællesskab har dannet sig blandt unge og gamle, finder Chloé Zhao nogle helt særlige mennesker til at medvirke i sin film. Åbent og ærligt fortæller de om deres livshistorier. Fortællingerne byder på tragedie og lune beretninger i et ærligt indblik, der er med til at forklare, hvordan især en ældre generation pludselig har mistet alt som følge af udspekulerede finanstypers gøren. På den måde stiller Chloé Zhao spørgsmålstegn ved de amerikanske værdier og materielle goder, for måske er tilværelsen på farten omgivet af omsorgsfulde, reelle mennesker bedre end den moderne facade?

Mellem linjerne italesættes disse tematikker subtilt, når Fern en sjælden gang udtaler sig om fortiden, eller de individer, hun møder, deler et stykke af deres livshistorier. Dog er der en verden til forskel, når den fire-dobbelte Oscar-vinder Frances McDormand spiller overfor de amatørskuespillere, Zhao og co. har mødt på vejen i deres research. I jagten på den autentiske stemme falder den følelsesmæssige pondus ofte til jorden, fordi McDormands modstykker ligger langt fra samme liga. Selvfølgelig bortset fra når virkelighedens nomadeguru, Bob Wells, flår sit hjerte ud med en fortælling om det ultimative tab og om at finde vej derfra.

"Nomadland" er bedst, når McDormand blot skal vige et trist eller håbefuldt blik ud over den smukke horisont, hvor mennesker samles og skilles på lige vilkår. Det hele føles dog også en kende velkendt for Chloé Zhao, hvad end det er blandingen af fiktion og dokumentartricks eller dyrkelsen af de yndige landskabsbilleder, der tangerer det sublime.

Nomadland

Kommentarer

Nomadland

  • ★★★★★★0

    Jeg trykker den gerne op på 5/6 - eller 8/10

    Dejlig fortælling - flotte billeder.

    Wayne 6-05-21 09:10

  • ★★★★0

    Jeg trykker den gerne op på 5/6 - eller 8/10

    Dejlig fortælling - flotte billeder.

    Ja for faen, en klar 8/10! 

    dyg 6-05-21 09:18

  • 0

    Den er dæææææælme kedelig og langtrukken. Laaaaaange scener af McDormand der sidder og tænker... Totalt ufarlig film, som ikke tør noget som helst.

    Men, den er flot filmet.

    TheRealLukeSkywalker 6-05-21 20:01

  • ★★★★★★0

    Jeg fandt den go’

    T. Nielsen 6-05-21 20:08

  • 1

    Jeg ville ønske jeg kunne se alle de gode ting I andre kan se i filmen, for jeg synes også bare det er en  kedelig plotløs affære. Selv ikke karaktererne virker særlig spændende.

    Sichlau 7-05-21 12:38

  • ★★★★0

    Den skal selvfølgelig ses da den vandt Oscar’en. Men jeg må tilstå den ser lidt kedelig ud og selvom Kermode talte godt om den, ramte Stuckmans anmeldelse plet mht mine umiddelbare tanker set ud fra traileren. Ses skal den, men havde håbet på Sound of Metal som vinder. 

    Babo 9-05-21 12:33

  • 0

    Desværre helt tandløs

    Merryxmasmrlawrence 1-08-21 17:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen