Anmeldelse: Poor Things

Emma Stone og Yorgos Lanthimos inviterer til en fuldstændigt vanvittig fest, du ikke vil gå glip af.

Måske bortset fra Lars von Trier og Yorgos Lanthimos, er der forsvindende få europæiske instruktører af internationalt format, vi virkeligt ser frem til at lade os provokere grænseløst af. Nogen vil også sige Ruben Östlund, men svenskeren er alligevel lidt for optaget af at gentage de samme pointer om køns- og kapitalismekritik over flere film, at skarpheden sløves. Lanthimos er bare de niveauer mere punk. Og den græske instruktør har ikke fået fine fornemmelse siden den prisvindende "Dogtooth" (2009). Eller for så vidt siden det kommercielle gennembrud med Oscar-favoritten, "The Favourite" (2018).

Hvor i hvert fald jeg var en smule bekymret for, at netop sidstnævnte film blev startskuddet til en mindre særegen retning, skød annonceringen af en Alasdair Gray-filmatisering den frygt ned med det samme. Den skotske forfatter byder i sine bøger, om muligt, på endnu flere absurdkomiske og ikke mindst ekstremt fantasifulde universer, end "The Lobster" (2015) og "The Killing of a Sacred Deer" (2017). "Poor Things" viser sig nemlig, at være det helt perfekte oplæg til én af de mest weird og kompromisløse filmskabere i verden netop nu.   

En ung, gravid kvinde (Emma Stone) begår selvmord ved at kaste sig fra en bro. Hun genoplives som Bella Baxter af den temmelig uortodokse videnskabsmand, Dr. Godwin "Gud" Baxter (Willem Dafoe). Dog ikke helt efter bogen, da hun får udskiftet hjernen med sin egen ufødte babys, og derfor har sind som en nyfødt i en udviklet kvindes krop. Eksperimentet er dog vellykket. I den forstand, at inden længe kaster den videbegærlige og nysgerrige Bella ud i at opleve verden og forme sig selv. Livet skal prøves af. Derfor stikker hun af med den sleske advokat Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), på hvad der udvikler sig til en færd over flere kontinenter, som taget ud af "1001 og én nats eventyr" på syre.

"Frankenstein" møder dannelseshistorie møder steampunk-science fiction i en alternativ surrealistisk versionering af det victorianske London. Visuelt kunne Yorgos Lanthimos’ film være et tankeeksperiment mellem Karel Zeman og Terry Gilliam, moslet sammen et sted mellem forvrænget gotik og tydelige referencer til især to stumfilmsklassikere, Fritz Langs "Metropolis" og Robert Wienes "Doktor Caligaris kabinet", toppet med grotesk sort humor og bindegale sexsekvenser. Særhederne stopper ikke her, men underbygges derimod af Jerskin Fendrix’ udgakkede underlægningsmusik og Robbie Ryans udsyrede kameraarbejde.

Fra start åbnes helt op for sluserne. For "Poor Things" er filmisk leg for alle pengene. Ikke bare for at være skør for enhver pris. Der er mening med galskaben. I opgøret med social arv, fremmedgørelse og trang til frigørelse, frigjorte kønsroller og seksualitet. Samt naturligvis Prometheus-temaet, når titaner trodser guder i kundskabens og fremskridtets oplysende tegn. Groteske skabninger såsom, bogstaveligt talt, hønse-hunde og får-mænd, understreger urkomisk modsætningsforholdene og konsekvenserne af hvad der sker, når mennesket hovmodigt leger gud med naturen. Også opgøret mellem Bella og Godwin Baxter er et vidnesbyrd om nødvendigheden af den utæmmede ild bag kreativitetens skaberkraft. Opdagelsen af fjerne kontinenter er også en indre rejse, der selvsagt møder sin andel af modgang ved forstokkede livssyn og begrænsningernes tyranni.

Lanthimos kan myternes symbolske og metaforiske flertydninger fra sit hjemland på fingerspidserne, og har ladet en håndfuld af sine tidligere film farve af dem, som én af eksponenterne i Weird Greek Wave-bevægelsen. At den 50-årige filmskaber har perfektioneret sit håndværk ved at samle de helt rette kræfter bag kameraet er én ting, men at han har fundet sin muse i Emma Stone løfter barren et ekstra niveau.

Stone er aldrig set bedre end som Bella Baxter, der i glidende transformationerne udvikler sig og veksler mellem infantil babyhjerne, topliderlig hormonbombe-teenager og intelligent og vidende kvinde. Den 35-årige skuespillerinde er helt, helt utrolig med sit levende gummiansigt, udtryksfulde øjne og imponerende slapstick-komiske fysik. Dette ikke mindst i samspillet med mere end normalt bizarre Willem Dafoe og Mark Ruffalo i hvis ikke sin bedste, i så hvert fald sin absolut sjoveste præstation som ultra-narcissistisk og ynkelig skørtejæger.

          

"Poor Things" er så lårklaskende sjov og vittig, så vanvittigt veloplagt og så hypnotisk medrivende, at det er svært at få armene ned. Ikke siden Guy Maddins "Brand Upon the Brain" har jeg set en mere kreativ fornøjelig og gakket film, som samtidig ikke lider under at være form over indhold. Alt går op i en højere enhed, når Yorgos Lanthimos med sit bedste værk til dato, og én af de bedste film indtil videre i dette årti, understreger sin status som én af filmbranchens helt store originaler.

"Poor Things" har dansk biografpremiere 18. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor filmen kan opleves i sprudlende 4K og Dolby Atmos. Læs mere her.