Dejlig anmeldelse, der ikke sætter forventningerne ned. Måske skulle man bare gribe et mundbind og spurte mod nærmeste biograf :-)
Anmeldelse: Retfærdighedens ryttere
"Retfærdighedens ryttere" mestrer på mange måder den hårfine balance mellem grin og gråd.
Det hele starter med en pige i Estland, der ønsker sig en cykel til jul. Et splitsekund når jeg at tænke, at jeg måske har forvildet mig ind til en forkert pressevisning – "Malous Jul" for eksempel. Men nej, den er god nok, det her er åbningsscenen til Anders Thomas Jensens seneste film, "Retfærdighedens ryttere". Hvordan et juleønske i Estland hænger sammen med filmens umiddelbare handling om en gruppe skæve eksistensers hævntogt mod en rockergruppe i Danmark skal ikke afsløres her. Men det er et formidabelt anslag, der på smukkeste vis indrammer filmens tema: Kausalitet.
Mads Mikkelsen spiller soldaten Markus, hvis kone dør i en ulykke. Den uligevægtige knudemand må nu tage sig af sin sorgramte datter, så godt han kan (hvilket vil sige temmelig dårligt). Da han opsøges af tre temmelig socialt handicappede statistikere, der påstår, at ulykken i virkeligheden var et attentat mod en rocker, som skulle vidne i retten, tager begivenhederne for alvor fart.
Dette er Anders Thomas Jensens kun femte spillefilm som instruktør, skønt han selvfølgelig også har et hav af manuskripter på sit CV. Instruktørdebuten "Blinkende lygter" skrev sig direkte ind i dansk filmhistorie, og han cementerede her sit flair for at mikse komik med drama og action. "De grønne slagtere" var en spøjs og morbid affære fyldt med samme mindeværdige humor, men allerede med "Adams æbler" trådte instruktøren ud af drengerøvs-sfæren og kastede sig ud i store eksistentielle spørgsmål om Gud og hvermand. "Retfærdighedens ryttere" kan nærmest ses som tredje kapitel i hans "voksen-trilogi" efter det kulsorte kuriosum "Mænd & høns". Jensen har dog på ingen måde lagt morskaben bag sig. Den er blot kommet i selskab med tiltrængt alvor og relaterbare emner midt i skæve løjer og vittige one-liners. Således også i "Retfærdighedens ryttere", der på mange måder mestrer den hårfine balance mellem grin og gråd.
Vanen tro er her tale om et ensemble-stykke, hvor især de fire hovedpersoner spillet af Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro stjæler showet. Bevares, Brygmann og Bros karakterer er så langt ude på det komiske overdrev, at de truer med at kamme over, men heldigvis har begge skuespillere tæft nok til at spille den hjem. Mikkelsen kommer lige fra endnu en forstemt træmand i "Druk", men Markus er gjort af et andet, mere skræmmende stof. Kaas er dog filmens egentlige dramatiske es, og han navigerer stilsikkert mellem det fjollede og det sårbare. Det er forfriskende at se en troværdig ATJ-karakter, der ikke er som taget ud af en tegneserie eller blot et amalgam af sjove replikker.
Det er i det hele taget dejligt, at alle scener ikke partout skal punkteres med en vittig bemærkning – selvom der ganske vist også er plads til den slags. Humoren er jo stadig et af Anders Thomas Jensens fornemmeste adelsmærker, og instruktøren er bestemt ikke faldet af på den. Vi kommer omkring at spille valdhorn i Tivoli-Garden, den ublu pris hos Joe & The Juice samt upassende jokes om sexarbejdere og Afrikas stjerne. Men filmen ønsker samtidig at tage livtag med eksistentielle spørgsmål og gør det på en ærlig og sober måde.
"Retfærdighedens ryttere" er Anders Thomas Jensens mest voksne film til dato. Der er skruet mere ned for pubertære perfiditeter og op for den dramatiske kerne. Måske vil det afskrække et yngre publikum, men ærlig talt er det rart at se en instruktør, der formår at modnes – ligesom sit amerikanske forbillede Tarantino og modsat hans britiske ditto Guy Ritchie. Det her kan meget vel blive en ny alternativ juleklassiker!
