Anmeldelse: Shabholm
"Shabholm" er ikke den svære toer, men en på alle niveauer (u)passende opfølger.
Dansk film er højt respekteret på den internationale scene for den store talentudvikling og ikke mindst ofte grænsesøgende og provokerende projekter. En stor andel af talentmassen udspringer typisk af Den Danske Filmskole, én af de mest ansete i verden. Dansk Filminstituts New Danish Screen-ordning har sideløbende givet mulighed for at en lang række lavbudgets-debutprojekter har set dagens lys. Heriblandt kunstnerkollektivet Gigis, der gakkede ud i spillefilmslængde for første gang med den satiriske animationsfilm "Blokhavn" i 2020.
Vores helte bestående af vennegruppen på seks shababs er denne gang blevet lidt ældre, men står stadig overfor de samme prøvelser i Blokhavn som danskere af anden etnisk herkomst nu engang har. Det ændrer sig pludseligt, da rigmanden Erkan Mosque køber Bornholm, smider bornholmerne ud og omdøber solskinsøen til Shabholm. Kun danskere med indvandrerbaggrund har adgang. Til stor frustration for etnisk danske Devito, der som den eneste i gruppen ellers er vant til at kunne komme ind på alle byens diskoteker. Det lille Utopia viser sig dog langt fra at være det perfekte og ikke-racistiske ferieparadis, da vores alle sammens arabiske Elon Musk har andre tanker med sin drømmeø.
Omdrejningspunktet i "Shabholm" er fortsat deres udfordringer som brune med racistiske politikere som Pia Støjmund, med Edgy Boomerkunst af kunstneren Hornslort og mistænkeliggørelser på jobbet. Politisk ukorrekt skæg og ballade i stil med "South Park" er omsat i ditto æstetisk 2D-grafik, dermed vilje ikke just er finpudset. Det ene skal som bekendt passe med det andet. Den grovkornede platte humor afvæbner alle tanker om at Gigis prøver det mindste på at være subtile, når den mere fjollede episode løber over i den næste i en lind strøm over en lille halvanden times tid.
Men netop dér tager man fejl. "Shabholm" er ganske vist ustyrlig barnlig, og der er tilsyneladende ikke grænser for hvor mange åndssvage ordspil og henvisninger der kan fyres ned i den durum. Smagløst eller ej, lykkedes størstedelen af de komplet idiotiske indslag. Krydret tilpas kastes om sig med oprigtigt morsomme og provokerende fuck fingre, når hykleri på alle fronter grilles. Ingen kan vide sig sikre, når der tages gevaldigt – og tiltrængt – pis på fordomme, racisme, homofobi og stereotyper. Ingen køer er hellige, uanset om de er brune, hvide eller sorte. På smuk og sympatisk vis synliggøres dét, der forener etnisk danskere og danskere af anden etnisk herkomst: humoren.
Politisk er positionen af Gigis ikke til at tage fejl af, når Pia Støjmund vil jage muslimer ud af landet og skumle lokumsaftaler mellem magtmennesker ser dagens lys. Men fordi vores seks hovedpersoner har hver deres dannelsesrejse i forskellige sideplot er "Shabholm" også en rode-kiosk, der kaster én ud af den indlevelse og de refleksioner i det tematiske omdrejningspunkt. Ikke altid bindes knuderne lige elegant sammen i bestræbelserne på at holde puns og jokes i højeste gear. Når heller ikke alle handlingstråde er lige godt skåret, ender Gigis med at lægge sig selv i benlås halvvejs efter festen er gået i gang.
"Shabholm" er ikke skøn, men sjov. Når kollektivet Gigis folder sig ud, vil de færreste kunne holde latteren tilbage. Måske ikke fra start til slut, men det kan vitterligt de færreste komedier. Heldigvis bydes der på meget mere end gak og løjer, når den grovkornede satire rettes mod alle danskere uanset herkomst, og på sin vis er en sympatisk påmindelse om, hvad der reelt forener os.
"Shabholm" har dansk biografpremiere 31. august. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.