Det er sgu ærgerligt. Elsker martial arts-film, men finder MCU's kyniske metervare meget triviel, så du fik lige min håb op - og så fjernede du det igen :)

Anmeldelse: Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
Især martial arts-kampene er det store es i ærmet i den 25. MCU-film.
Efter over et år med lukkede biografer er Marvel-maskineriet så småt kommet i omdrejninger igen. På Disney+-fronten har superheltene været i aktion med "WandaVision", "The Falcon and the Winter Soldier", "Loki" og "What If…?". Sidste måned vendte giganterne tilbage til et antal begrænsede biograflærreder med "Black Widow". Og nu er turen kommet til næste led i fjerde fase af Marvel Cinematic Universe: "Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings".
I San Francisco bor Shaun (Simu Liu), hvor han sammen med bedstevennen Katy (Awkwafina) arbejder for usle penge. Men da de en dag bliver angrebet af en gruppe ukendte mænd, og Shaun mister sin amulet, går den unge mand til bekendelse. Han hedder i virkeligheden Shang-Chi. Som ung flygtede han fra organisation Ten Rings, hvor hans far, Wenwu (Tony Leung), er leder. Venneparret rejser derfor til Kina for at finde Shauns søster, så de sammen kan stoppe deres far og Ten Rings.
Ved start føles MCU's 25. film forfriskende anderledes. Delvist takket være, at tonen er mere nede på jorden, men også fordi den forsøger sig med en stil, der skiller sig ud fra franchisen. Især martial arts-kampene er det store es i ærmet. Ikke kun fordi dette element er nyt, men også fordi det er flot koreograferet. Til tider føles det som om, at instruktør Destin Daniel Cretton & co. har fået fuldstændig frie tøjler.
Lige indtil den sidste tredjedel, hvor den velkendte MCU-formular igen overtager styringen. Hvilket selvfølgelig inkluderer seriøse øjeblikke, der bliver saboteret af jokes, et par kedelige skurke og den obligatoriske, sidste episke kampsekvens. Det er også i disse dele, at filmen for det meste dropper martial arts-stilen til fordel for den sædvanlige overforbrug af magi og CGI. Og selvom historien er simpel, satses der alligevel på alt for mange flashbacks, der skal skære handlingen ud i pap. Vi skal jo være 200% sikre på, at alle forstår, hvad der foregår.
Skuespillerne gør det generelt fint, selvom man godt kunne ønske mere af karaktererne. Shaun har eksempelvis ikke meget personlighed. Han føles mere som en uovervindelig Gary Stu, der kan næsten alt fra start, og som slutter filmen af med at være præcis samme person som fra begyndelsen. Og selvom hans søster spilles op til at være en stor del af fortællingen, bliver hun ofte glemt og må tage til takke med at være i baggrunden. Der gøres dog et forsøg på at portrættere skurken Wenwu sympatisk, hvilket har sine øjeblikke. Selvom konklusionen er antiklimatisk.
"Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings" starter godt ud som dejligt forfriskende og anderledes Marvel-film med medrivende martial arts-kampe – for så derefter at ty til franchiseformularen, hvilket gør filmen til blot endnu en MCU-film. Fans af MCU har fået endnu en fin film, der sikkert vil gøre dem glade. For det kritiske publikum er dette endnu en kynisk metervare fra én af de største filmproducenter på jorden.