Anmeldelse: Silence

27 år. Så lang tid tog det for den nu 74-årige Martin Scorsese at realisere sit drømmeprojekt "Silence". Den vedholdenhed er i sig selv dybt imponerende. Som om det ikke er nok, så er det oven i købet også første gang siden "Casino" fra 1995, at Scorsese har været manuskriptforfatter på en spillefilm. Men er det færdige produkt så den lange ventetid værd? Er "Silence" det seneste mesterværk til samlingen i en karriere, der tæller perler som "Taxi Driver", "Raging Bull" og "Goodfellas"?

Vi befinder os så langt fra Scorseses velkendte New York, som man overhovedet kan komme. Handlingen finder sted i det 17. århundrede, hvor to portugisiske jesuitter drager til Japan for at finde deres læremester (Liam Neeson), der efter sigende har vendt kristendommen ryggen. Der er bare ét problem: Det er forbudt at være kristen, og alle troende bliver tortureret og dræbt, hvis de ikke opgiver deres tro. Pater Rodrigues (Andrew Garfield) og pater Garupe (Adam Driver), der ikke ligefrem smelter sammen med omgivelserne, er derfor på en livsfarlig mission. De har ingen anelse om, hvem de kan stole på.

Ved første øjekast kan det synes underligt, at Scorsese har været interesseret i en fortælling, der foregår i Japan i det 17. århundrede. For Scorsese, som selv var tæt på at blive præst, er det da heller ikke tidsperioden, men snarere de eksistentielle spørgsmål, filmen bringer op, som har været drivkraften. "Silence" er først og fremmest en film om tvivl. Om Guds tavshed. Filmen tør stille svære spørgsmål, som der ikke findes simple svar på. Hvorfor er Gud tavs? Findes Gud overhovedet? Og hvor langt vil du gå for det, du tror på? Det er spørgsmål, vi er vant til at se i europæiske kunstfilm af mesterinstruktører som Ingmar Bergman og Robert Bresson, men kun sjældent ser i Hollywood. "Silence" føles derfor som lidt af en anomali.

At Scorsese har haft respekt for forlægget skrevet af den japanske forfatter Shusaku Endo er tydeligt. Væk er den avancerede visuelle stil med de lange, overdådige kamerature og den dynamiske klipning, som vi kender fra "Goodfellas" og "The Wolf of Wall Street". "Silence" føles noget mere ligefrem. Scorsese har valgt at fokusere på at fortælle historien uden for mange overflødigheder. Desværre har den minimalistiske tilgang til materialet ikke den ønskede effekt. Frem for at føle sig inviteret til at gruble over de mange eksistentielle spørgsmål føler man blot, at man får serveret filmens plotpunkter ét efter ét. Resultatet er en noget monoton film, der efterlader en med en noget flad fornemmelse. 

På adskillige punkter er "Silence" ellers en fornøjelse at overvære. Castet, der primært består af relativt ukendte japanske skuespillere, gør det fortrinligt, og som det altid er tilfældet, når Scorsese instruerer, er den tekniske side af filmen fremragende. At der er blevet bygget en hel landsby blot til optagelserne af denne film kan ikke undgå at gøre indtryk. Sammen med Rodrigo Prietos betagende smukke fotografering får det én til at føle, at man virkelig befinder sig i 1600-tallets Japan.

 

"Silence" er på en og samme tid en imponerende bedrift og lidt af en skuffelse. At Scorsese har lavet en dyr, amerikansk film om tvivl og tro er beundringsværdigt. Desværre bliver filmen aldrig det mesterstykke, den havde potentiale til. Selvom både tematikken og tidsperioden er betagende, bliver de store spørgsmål ikke behandlet med så stort kunstnerisk overskud, som spørgsmålene kræver. Det er, som om Scorsese har haft for meget respekt for Endos forlæg. Selvom "Silence" fascinerer, kan man dårligt hævde, at filmen var den lange ventetid værd.