Anmeldelse: "Sinister"-tema: Sinister 2

Efterfølgeren til storhittet "Sinister" er en gyselig fiasko, som substituerer solid realistisk og overnaturlig uhygge med grinagtigt dårligt børneskuespil.

Et uskrevet mantra i Hollywood lyder således: "Er filmen en succes, jamen, så bliver vi ve'." Scott Derricksons hyldede true crime-gyser "Sinister" fra 2012 var med til at bringe en bølge af uhygge over verdens biografer. Og så lavede den 82 mio. dollars på sit bette 3 mio. dollars Blumhouse-budget. Mon ikke disse faktorer hjalp på tilblivelsen af den uundgåelige efterfølger, der ligeledes er forfattet af C. Robert Cargill og Scott Derrickson. Sidstnævnte synes dog at have skredet fra instruktørsædet, som blev overtaget af "Citadel"-instruktøren Ciarán Foy. Måske fordi Derrickson vidste, hvor sløset et manus han havde medforfattet.

I kølvandet på originalens gode, om end kyniske slutning står Deputy So & So tilbage med en endnu større opgave foran sig. Han hjalp den nu afdøde true crime-forfatter Ellison Oswalt med at afdække Bughuul-mysteriet. Derfor rejser den tidligere politibetjent fra hus til hus, hvor Bughuul har hærget, for at brænde hjemmene ned. På sin rute møder betjenten moren Courtney, der med sine tvillingedrenge Zach og Dylan bor i et bondehus. Drengene plages af spøgelsesbørn, der vil lokke dem til at se deres ret så velproducerede snuff-film, så Zach eller Dylan kan træde i deres frygtelige, morderiske fodspor.

Netop et af de bærende elementer fra "Sinister" var disse virkelighedstro snuff-film, som var skudt på grynede 8mm-kameraruller. Mordene var omsvøbt af en realistisk kvalitet, der gav filmen et ekstra lag ubehag. Selv denne ene gimmick, som på sin vis virker nem at efterligne, har den idéløse efterfølger formået at forpurre. Nu indgår de i en slags one up-konkurrence, hvor den næste henrettelse skal være vildere, indtil de er logisk forladte. Hvem i helvede tænkte, at en CGI-alligator ville fungere godt på en grynet, realistisk filmrulle?

"Sinister 2" byder også på den genistreg, at Zach og Dylan skal indoktrineres af et slæng af spøgelsesbørn. Børnene, som har slået deres egne familier ihjel, spiller i denne omgang en større rolle, for ved at vise en af tvillingerne alle snuff-filmene ville de være i Bughuuls magt. Filmen byder på tåkrummende mange scener med børnene, og derfor har de også fået replikker. Replikker, som absolut ingen af dem kan levere troværdigt. Og blot fordi vores høresans ikke skal tortureres alene, er de alle designet med en grusom CGI-make-up, der nærmere er uhyggeligt dårlig end skræmmende.

På en og samme tid er børnene også en del af et familiedrama. Tvillingernes mor, Courtney, er flygtet fra sin voldelige mand, Clint. Han er så tydeligt og forudsigeligt ond, fordi C. Robert Cargill og Scott Derrickson vil kontrastere overnaturlig ondskab med realistisk ondskab. Derudover åbner det også op for en forceret kærlighedsaffære mellem Courtney og Deputy So & So, hvor enkelte scener faktisk har en snert oprigtighed i sig. Men så seriøst tager filmen heller ikke forholdet. På samme måde, som reglerne for Bughuul heller ikke tages så seriøst længere – hjemsøger han udenfor billeder nu?

Alt i alt er "Sinister 2" langt fra et forsøg på at lave dobbelt op på ondskaben. Filmen er i sin helhed en sløj og særdeles useværdig sequel med sølle skuespil fra spøgelsesbørn sat op imod et kedsommeligt, udtrådt familiedrama. Skuespillet er over hele linjen så dårligt, at hvis "Sinister 2" selv var en filmrulle fra Bughuuls univers, ville dæmonfiguren miste al sin magt, da folk simpelthen ville nægte at se den til ende.

"Sinister 2" kan lejes på Blockbuster, Rakuten TV, iTunes og SF Anytime.

"Sinister"-tema: Sinister 2