Anmeldelse: Super Mario Bros. Filmen

Filmatisering af legendarisk Nintendo-spil er farvestrålende fantasiløst.

Forbandelse over vellykkede spil-filmatiseringer er brudt, siges det. Det understregede HBO med "The Last of Us", baseret på Naughty Dogs kultklassiker af samme navn, som nu også er en populær serie. Væk er de grimme indre billeder fra de første forsøg på at overføre et interaktivt format til en historiebåret fortælling. "Mortal Kombat". "Street Fighter". "Super Mario Bros." Sidstnævnt er i år 30 år siden, vi så forsøget på at lave en live-action version om Nintendos platformspil-franchise, der nu er i so bad it’s good-kategorien. For at fejre, at vi næsten havde glemt Bob Hoskins i 90’er joggingsæt og falsk overskæg, forsøges en filmatisering endnu engang. Denne gang som animationsfilm.  

Brødrene Mario og Luigi har ikke meget held med deres nystartede blikkenslagervirksomhed i Brooklyn, New York City. Uheldet følger dem, da under en opgave i byens kloakker suges ind i et alternativt og farverigt univers – eller rettere sagt en masse alternative universer, eller level-verdener. Her adskilles de. Luigi fanges af den onde kæmpeskildpadde Bowser i et mørkt rige, mens Mario ender i en svampeverden. Her må Mario komme prinsesse Peach til undsætning. Hun er nemlig truet af netop Bowser, der har fået den fikse idé, at han vil gifte sig med hende. Altså, samtidig med, at han vil overtage spil-universet. 

Super Mario-franchisen er ét af de allerstørste popkulturfænomener. Nogensinde. Med over tyve spil og spin-offs, som Mario Kart og Mario Party, er der blevet langet over 380 MILLIONER eksemplarer af spillene over disken. Mest kendt er platformspillene, hvor der hoppes på underlige væsener og samles mønter. Knapt så kendt er en egentlig historie. Netop det, er igen det altoverskyggende problemet i et ellers så farvestrålende pixel-univers.

Ikke at der er skyggen af pixels i "Super Mario Bros. Filmen" anno 2023. Animationsfilmselskabet Illumination er et oplagt valg til at skabe de fantastisk flotte rammer og livagtige konsolspil-væsener. At det var dem, der slog igennem med "Grusomme mig" og "Minions", og baserede en franchise på netop de film, kan mærkes i Super Mario-filmatiseringen. Fokus for deres film er typisk de helt små børn, der er et taknemmeligt og ukritisk publikum. Det er som regel nok med et par Minions til at falde på røven. Den tilgang er også tanken denne gang. Når der ingen historie er i spillene alligevel, skulle den jo ligge lige til højrebenet med høj musik og hurtige animationer i alle regnbuens farver. Eller hvad?

Nej. Bolden sparkes ikke i mål. Fordi det kan den ikke rigtigt. Navnligt fordi, en stor del af publikummet ikke er ukritiske børn, men de fans, der siden 1985 er vokset op med spillene og derfor har en relation til Super Mario. Så vi overdynges med referencer i spandevis. Ikke kun til Super Mario, men også andre Nintendo-spil som Donkey Kong, hvor Mario nu også optræder. De mange henvisninger til spilskaber Shigeru Miyamotos nok så elskede spil er helt ligegyldige, når de ingen funktion har og sjældent er sjove. Værst af alt, undervejs temmelig kedsommelig, selvom fantastiske danske stemmer som Pilou Asbæk, Cyron Melville og Emma Sehested Høeg hæver barren, mens "Super Mario Bros. Filmen" også rammer plet visuelt. Måske er de rendyrkede, købestærke kæmpefans uenige og kan slå nok i bordet til, at der dukker guld ud af besværet. Og dem er der millioner af, som vil tvangsfodre deres børn med nostalgi. Men måske de burde overveje at præge deres poder med et vis kvalitetsniveau i stedet.

"Super Mario Bros. Filmen" er måske ikke skuffende, for hvad kan man forvente med et platformspil overført til film. Det ændrer ikke på, at gen-filmatiseringen af et af historiens allerstørste popkulturfænomener er en kedelig pose bolsjer med flot indpakning, man alt for hurtigt når til bunds i. Prøv med en filmatisering af Zelda næste gang, Nintendo. Selv tak.  

Super Mario Bros. Filmen

Kommentarer

Super Mario Bros. Filmen

  • 1

    Nu er The Last of Us jo en spil-til-serie filmatisering, så en direkte spil-til-filmatisering forbandelse er jo ikke brudt.

    Der findes jo faktisk også en vellykket super mario lignende filmatisering, der kaldes Wreck it Ralph.

    Johnny42 6-04-23 07:39

  • ★★★★★★0

    Nøj - jeg havde ellers glædet mig til den, øv.

    Wayne 6-04-23 11:42

  • ★★★★0

    "Så vi overdynges med referencer i spandevis. Ikke kun til Super Mario, men også andre Nintendo-spil som Donkey Kong, hvor Mario nu også optræder. "

    Mario var jo sådan set hovedpersonen i det oprindelige Donkey Kong spil. Det var bare inden, han blev kendt som Super Mario. Så det giver rigtig god mening, at Donkey Kong er med i filmen.

    Jeg forventer ikke noget egentlig plot. Hvis bare filmen er lige som de herlige trailers med en masse farverige løjer og spilreferencer, så er jeg glad. Jeg glæder mig. 

    S. Rico 6-04-23 13:49

  • ★★★★★0

    Mamma mia, it's-a makværk! :-/

    The Insider14-05-23 22:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen