Argentinsk tv-kanal viste hele "Super Mario"-filmen

Vi spotter et stort sagsanlæg i horisonten...

Det er blot et par uger siden, at "Super Mario Bros. Filmen" udkom i biografsale over hele kloden, og den computeranimerede Nintendo-film er allerede blevet et gigantisk hit.

I skrivende stund har den indtjent godt 870 mio. dollars på verdensplan, og den er allerede Universal Pictures' største animationsfilm nogensinde i USA (hvor den har overhalet "Minions: Historien om Gru") og samtidigt filmselskabets tredje største film overhovedet derovre næstefter den første "Jurassic World" og Steven Spielbergs "E.T. the Extra-Terrestrial".

Derfor går der nok en god rum tid, før filmen udgives på streamingtjenester og disk. Og normalvis går der selvfølgelig endnu længere tid, før så stort et hit vises på en almindelig tv-station. Og dog...

Se også: Se Pedro Pascal som Super Mario i herlig SNL-sketch

En argentinsk tv-kanal, GenTV, har netop transmitteret filmen i sin helhed altså blot få dage efter biografpremieren.

Det skriver Thegamespoof, som også har samlet flere SOME-opslag fra argentinere, der har taget billeder af (og filmet) deres fladskærme, mens de ser "Super Mario Bros. Filmen" med spansk tale på deres lokale tv-station.

Og det lader ikke til, at der er tale om en brøler – GenTV er åbenbart kendt for at vise dugfriske Hollywood-film blot få dage efter biografpremieren, herunder Marvels "Ant-Man and the Wasp: Quantumania".

Men mon ikke kanalens ejere snart får et (eller flere) sagsanlæg på halsen, når nu de sendte "Super Mario Bros. Filmen" ud i æteren i høj kvalitet til glæde for alskens netpirater?

Vi foreslår naturligvis, at alle vores brugere i stedet opsøger "Super Mario Bros. Filmen" i biffen – såsom i FORMAT Biograf, hvor filmen kan opleves med enten dansk eller engelsk tale.

Kommentarer

Argentinsk tv-kanal viste hele "Super Mario"-filmen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen