"Super Mario"-filmen har nu indtjent over 1 mia. dollars

Filmatiseringen af den elskede Nintendo-spilfranchise er på få uger blevet et globalt megahit.

Det er blot få uger siden, at "Super Mario Bros. Filmen" udkom i biografsale over hele kloden, og den computeranimerede Nintendo-film er allerede blevet et gigantisk hit.

I skrivende stund har filmen om den elskede blikkenslager nemlig indtjent over 1 mia. dollars på verdensplan, og den er dermed Universal Pictures' største animationsfilm nogensinde i USA (hvor den har overhalet "Minions: Historien om Gru") og samtidigt filmselskabets tredje største film overhovedet derovre næstefter den første "Jurassic World" og Steven Spielberg-klassikeren "E.T.".

Læs også: Argentinsk tv-kanal viste hele "Super Mario"-filmen

"Super Mario Bros. Filmen" bliver dermed den blot tiende animationsfilm i historien, der passerer 1 mia. dollars-milepælen.

Nintendo-filmen er også den klart mest succesfulde spilfilmatisering til dato. "Warcraft" ligger på andenpladsen på dén liste med en global omsætning på "blot" 439 mio. dollars efterfulgt af "Pokémon Detective Pikachu" (431 mio. dollars), "Rampage" (428 mio. dollars) og "Uncharted" (398 mio. dollars).

Ovenpå filmens overvældende succes tør vi godt spå, at det er et spørgsmål om tid, før Universal Pictures annoncerer en fortsættelse til "Super Mario Bros. Filmen".

Herhjemme kan filmen stadig opleves i bl.a. FORMAT Biograf med enten dansk eller engelsk tale.

Kommentarer

"Super Mario"-filmen har nu indtjent over 1 mia. dollars

  • 0

    Om 2-4 år så kan vi forvente en overflod af Nintendo-tema film.

    T'hain 1-05-23 12:39

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen