- Dungeons & dragons: Honor among thieves
- Viften
- John Wick: Chapter 4
- Renfield
- Mission Impossible: Dead reckoning part 1
- Englemageren
- Bastarden
- Spider-Man: Across the spider verse
- The Outlaws
- Saw X
Dungeons & Dragons: Honor among thieves er min absolutte favorit film fra sidste år. Efter flere år, hvor blockbusters film ligner mere og mere hinanden, især på superhelte fronten. Der bruger samme opbygninges skabaloner, med kedelige CGI action sekvenser i en ½ times finale til slut. Der formår D&D mere at omfavne CGIèn og lade fantasien tage over, så det ikke bare er originalt, men også spændende, flot og sjovt. Og netop "sjovt", er det at følge hele denne rejse i filmen, hvilket især adventure/fantasy genren også har trængt til, da den genre er gået hen og blevet lidt for "Game of Thrones" tonet. Filmens tempo er medrivende, uventet og hver karakter får lov til at shine, på hver deres måde, præcis ligesom D&D skal være. Og det er især fedt at se, Michelle Rodriguez der stadig kan give smæk for skillingerne, være sjov og smilende, men også bare generelt mere aktiv, end hendes tidligere roller, hvor hun typisk bare vil stå i baggrunden og se bad ass ud med armene over kors, måske med et par solbriller eller håndvåben. Alle medvirkende virker til at have det sjovt. Kom gerne med en 2èr, hvis det her er standarden.
Viften: Dansk historie fortalt med satire. Satire er på en måde vores andet sprog. Vi bliver fanget, optaget af det, lytter mere. Og det er nok også derfor, at man bag satiren, både kan mærke når det er sarkastisk ment, men også en form for bitterhed fra instruktørens side, der har rødder til hovedpersonen Anna Heegaard. Det er en lille film, der til tider godt kan virke for lille, i forhold til historien. Tidligere har Frederikke Aspöck lavet Rosita og De frivillige, som også ligger højt på min karakter skala, men indtil videre topper hun med Viften, og jeg glæder mig til at se, hvad hun har at byde på i fremtiden.
John Wick: Chapter 4: Jeg har ikke været med på John Wick hypen. Den første fandt jeg frisk, men intet specielt udover klipningen. 2èren og 3èren var jeg ikke fan af, begge alt for lange film, som bare gentog sig selv med lidt spark og slag, jeg kæmpede med at komme igennem dem. Så da den 4. kom, og folk igen igen, var begejstret og John Wick hypen var oppe igen, lod jeg mig igen friste til at give John Wick endnu en chance, og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde! Selvom de tidligere ikke var mig, skal de stadig have ros for det visuelle, soundtrack og klipning. Det der løftede den 4. film for mig, var især action delen, sindssyg flot koreografi og selv efter så mange film, er den nytænkende. Der kommer endelig nogle mindeværdige karakterer (Udover hoved skurken), hvor action scenerne bliver bygget omkring dem og deres kunnen. Selvom det er den længste af filmene, og jeg brokkede mig over 2 og 3 var for lange, føltes den her ikke for lang, fordi den var medrivende fra start til slut.
Renfield: Nicolas Cage som Dracula, vil de fleste gerne se. Men i en komedie? Lad os være ærlige, når det er Nicolas Cage, er der stor sandsynlighed for at vi ser en "fjollet" karakter. Og hellere det end hvis vi havde fået en ny The Wickerman "Not the garlic!". De scener han er med, shiner han selvfølgelig som den narcissistiske Dracula. Filmens humor, der på nogle måder minder lidt om "What we do in the shadows", er langt ude og plat, hvilket det også skal være, når vi snakker om "vampyrer". Dog formår den også at skabe fokus, at være offer for narcissisme, desværre er det ikke det man husker filmen for, når den er slut. For selvom filmen er kort, så er det filmens overdrevne splattede action scener, som var det taget ud af Evil Dead, man husker filmen for. Og bare de scener, gør filmen værd at se og nævne som en sidste års bedre film.
Mission Impossible: Dead Reackoner part 1: For mig er det her den bedste M:I film siden Ghost Protocol. Det er en M:I film lige efter bogen, uden nogen videre overraskelser. Hvilken den overlegent faktisk ikke behøver eller mangler, da den udfører disse klassiske stunts og action scener med bravur. Hvor er det også bare herligt at se en skurk (Pom Klementieff) have det sjovt og nyde at være skurk og lade følelserne styre i momenterne, hvor vi normalt ville se skurke med "sten ansigter" der surmuler når de har tab, men her får den ikke for lidt, og minder lidt om Jason Momoa`s karakter i Fast X. Jeg håber at det er noget vi vil se mere til i fremtiden, hos skurke på film. Soundtracket er som altid medrivende og SKAL skrues op på max på ens anlæg. For Part 2, eller hvad de end ender med at kalde den film. Håber jeg at vi ser en mere truende og farlig "bagmand", der ikke virkede særlig truende i første del, hvis det ikke var dens marionet dukker. Men kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, at hvis det sker, får vi så ikke bare en genindspilning af Eagle Eye?
Englemageren: Hvis man er fan af nordiske krimier, bør man ikke undgå den her. Jeg elsker en god krimi, desværre er jeg ikke den helt store fan af nordiske krimier, da de ligner meget hinanden eller mangler "lige det" der fanger mig. En god sag, et spændende setup og karaktergalleri. Englemageren er simpel, men alligevel historien er interessant og med nogle anderledes karakterer. Den formår også at have nogle barske scener, der selv fik denne Saw fan til at kigge væk. For mig er det her den mest medrivende nordiske krimi, siden Mænd der hader kvinder. Slutningen var modig, måske unødvendigt også alligevel ikke, fordi den vil dele vandene.
Bastarden: Fik lidt Pelle Erobreren vibe over den da jeg så den. Forventningerne var måske også alt for høje. Bevares, det er en god film. Men heller ikke mere end det. Det er altid dejligt at se en dansk historie film, der er flot filmet og har gode omgivelser og kostumer. Jeg savnede måske mere "landbrugs historie" og ville se den udvikling, fremfor den lidt langtrukne fejde mellem hovedpersonen og Frederik Schinkel.......undskyld De Schinkel! Jeg har svært ved at se den har de helt store chancer for at gå hele vejen og vinde Oscar for bedste internationale film. Men hvem ved...
Spider-Man: Across the spider-verse: Var ikke den store fan af den første. Synes opbygningen var langtrukken og animationen gav mig tit hovedpine. Heldigvis er der ikke meget opbygning i denne her, og vi bliver kastet direkte ind i historien med kreative klip og animation, der bliver løfter til et fantastisk soundtrack, hvor det hele spiller til den gode klipning der gør filmen medrivende og har et frisk tempo. Dog gav animationen mig stadig lidt hovedpine, så det var svært for mig at se filmen ud i et, og kan allerede sige nu. At et maraton med disse to og tredje del, når den engang udkommer, ikke kommer til at ske!
The Out-laws: Ja....mange vil nok se den som endnu et usjovt lorteprodukt fra Netflix. Men hos mig fik den mange gode grin, dejlig plat, forskellig humor, med nogle originale jokes, men også mange knap så sjove. Jeg tror bare at jeg har manglet, sådan en film her, der minder lidt om komedierne fra 00èrne. Og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg sidst har grint mere end 5 gange, af en komedie indenfor de sidste mange år.
Saw X: Selvfølgelig skal der være plads til Saw på min liste, når der udkommer en. Og især efter den utrolig skuffende "Spiral", var vi en del fans, der kunne ånde lettet op. For Tobin Bell er tilbage som Jigsaw. Denne gang i en lidt anderledes film, ihvertfald når vi ser på de tidligere Saw film. Her følger vi rent faktisk filmen, kronologisk med en kliche opbygning som de fleste gyserfilm har, og det er faktisk et plus, da de har taget en af seriens svagheder og gjort det til en styrke. For efter 9 film, kan de ikke længere bygge eller tilføje mere til Jigsaw, for at bibeholde det mystiske. Istedet, er han nu hovedpersonen. Fælderen er typiske indenfor Saw filmene, dog uden de helt vilde wauw twists og overraskelser, som jeg savnede. Derimod var det frisk og interessant at vi undervejs, kommer lidt ind i knolden på Jigsaw og ser hvordan han tænker og er som person, og det må de meget gerne blive ved med. For kommer der mere? Ja, allerede i år! Skulle der være en ny Saw film på vej. Jeg kan kun gnide mig i hænderne og sige "Oh yes, there will be blood"...... og sikkert også en plads til Saw XI, til min top 10 for i år.
Boblere: Oppenheimer er god!, men den kræver sgu nogle gensyn før jeg kan rigtig placere den. Da jeg fandt den alt for rodet fortalt. Jeg brugte mere energi på at fokusere, på om det jeg så, var før eller efter, det jeg lige havde set og havde mit eget puslespil i hovedet på at placere de forskellige scenarier. Samt de sort/hvide scener var jeg nød til at pause filmen og google mig til, for at forstå meningen med dem. Når det så er sagt, så spiller de alle godt, visuelt flot fortalt, spændende og skræmmende, men igen imponerer Nolan mig med effekterne og det visuelle, ligeså meget som han imponerer med igen at være en dårlig fortæller.
Underverden 2: Vi kan jo lave spændende og action fyldte thrilleres i Danmark. Det beviste de især med den første, så det er herligt at se, de laver en 2er. Der også er medrivende i sin intense action og historie. Dog har de måske skruet lige en tand for meget op, og det går desværre hen og bliver lidt for overdrevet, i forhold til den første film. Jeg vil gerne se mere, men vi behøver ikke en Underverden 3, for at se mere i den genre.
Creed III: Creed spin-off film serie til den elskede Rocky. Det er både skidt og godt, fordi med Creed III, har den stadig svært ved at give helt slip på Rocky formlen og føles til tider stadig som en Rocky kopi. Men alligevel savnede jeg Rocky i filmen. Når det så er sagt, så spiller de godt og Michael B. Jordan imponeret med sin instruktør debut, og jeg håber at det er nok til, at selskabet viser ham nok tillid til at give mere frie tøjler til Creed IV og vi forhåbentlig får en mere original Creed film, der ikke lænser sig op ad Rocky formlen. Filmen stråler, hvis man skulle sammenligne den med Creed II.
Fast X: Har vi ikke fået nok af Fast & Furious? Nej, mener Vin Diesel. I Fast X skal hele familien endnu engang samles, som nu er så stor at de knap kan være på det store lærred til et fælles portræt. Derfor kunne man næsten heller ikke lade være med at heppe på skurken, Jason Mamoa, der med sin charme vil hævne sig, og gerne måtte bare lige slå et par "familie medlemmer" ihjel. Der er så mange med, og selvom jeg har genset Fast & furious filmene mange gange, aner jeg ikke hvem 1/3 af dem var. Filmens plus er at den ikke tager sig selv for seriøs, men at vi denne gang er nede på jorden. Det er stadig fjollet, men underholdene. Men nok til at se frem til en fortsættelse på den cliffhanger? Jeg har ikke travlt og skifter ned i gear, ligesom serien burde.
A haunting in venice: Jeg er fan af Hercule Poirot, dog ikke Kenneth Branaghs udgave. Især ikke når manden, også instruerer og producerer. På papiret og skærmen, kan han virke ligeså selvoptaget som Poirot selv. De to tidligere film, som er nogle af Agathe Christies bedste Poirot historier, blev ødelagt og til nogle rodede fortællinger, fordi man skulle give plads til Kenneth Branagh, kunnen både foran og bagved kameraet. Men endelig med den 3. film i rækken, valgte man en mere ukendt historie, ydmygt fortalt gennem filmens stil, lokation og karakterer. Så man kunne følge med, og endelig fornemme hvordan Poirot tænker og ikke mindst, lege med på dette mysterie.
