Anmeldelse: The Invitation

"Get Out"-klon i gotiske klæder har ikke nok bid.

Vi skal ikke mere end en uge tilbage, før black horror sidst var på tapetet. Subgenren har bidt fra sig de seneste fem år. Skudt i gang da biografaktuelle Jordan Peele fik sit gennembrud med "Get Out" og genstartede tematikken om racisme i gyserfilm, som "Night of the Living Dead" fra 1968 grundlagde i kølvandet på Martin Luther Kings mord samme år. At en film som "The Invitation" overhovedet ser dagens lys, skal naturligvis ses i den kontekst. Mødet mellem gotisk og sort gys er nemlig sjældent set så blodfattig. 

 

Newyorkeren Evie (Nathalie Emmanuel) har mistet begge sine forældre, og dét er jo aldrig rart. I desperation over ikke at have en familie, beslutter hun sig for at tage en DNA-test. Hvem ved, måske er familie derude et sted? Og sørme så. Inden længe viser en ukendt britisk fætter sig. Han inviterer hende til bryllup i England, hvor en rig familie tager imod hende med åbne arme. Alt er som taget ud af en ønskedrøm, især da den elegante Lord Walter Deville (Thomas Doherty) viser ekstra stor interesse i Evie. Ikke helt overraskende har de fjerne slægtninge bagtanker, og ikke mindst en makaber familiehistorie.

Det må være enhver amerikaners værste mareridt at finde ud af, at ens europæiske rødder slet ikke er så rosenrøde. For ophavet er vigtigt for ens identitet. At afroamerikanske Evies slægtshistorie trækkes i en tråd til en kridhvid aristokratisk rigmandsfamilie i England er måske ikke det mest underlige nedslag i verdenshistorien. At Evie har et perfekt blodsbånd med en tusind år gammel udødelig klan, som afsløres via en TV Shop-DNA-test og passes ind i en skummel plan med overnaturlige kræfter på spil, kan udfordres som "lidt" af en ulogisk kortslutning.  

  

Røgmaskiner skal der til. Engelske herregårde, galante blege gentlemen med intense blik og overklasse-intriger. Og jumpscares til den helt store sølvmedalje. "The Invitation" går ikke stille med dørene og er én af den type genrefilm, hvor alle forventninger imødekommes uden de store overraskelser. Når klassisk højpandet gotiske gys spydes af overkæk black horror, planket af opbygningen i "Get Out", nærmer mikset sig komik eller parodi. Jessica M. Thompson vil dog uhyggen lige så meget som den underspillede komik og "Twilight"-teenage-romancen i sin anden spillefilm, men den australske instruktør vikler de mange tråde sammen til en for kluntet garnnøgle. Det har sin charme, men er et filtret rod, man ikke gider at vikle fra hinanden.  

For hvad præcis er det, at Thompson vil? Stærk sort kvinde som frigør sig af fortidens mester-slave forhold-temaet er ikke stærkt eller tydeligt nok. Der sprøjtes ikke nok med blod til at være en slasher. Skuespillerne er velcastet. Især skotske Thomas Doherty er et fund som den mystiske og karismatiske Lord Deville, men alle svæver formålsløst rundt fra én scene til den næste. Stemningsbilledet er fra start én stor kliché, men alligevel købes den. Når altså ikke Evies komplet ulidelige veninde, der afbryder 24/7 med tåbelige SMS’er og opkald. Den veltimede kobling mellem action, sort komik og uhygge i forbilledet "Ready or Not" fanges aldrig tilnærmelsesvis, og den intelligente kommentar om strukturel racisme i "Get Out" skydes helt ved siden af. "The Invitation" har simpelthen ikke nok bid.

"The Invitation" er et jævnt og ufokuseret forsøg på at forene gotisk gys og black horror. Der ikke er tale om en decideret elendig film, men et sjusket forsøg med visse lyspunkter, der med større kreativ frihed til instruktør Jessica M. Thompson kunne være endt helt hæderligt.  

The Invitation