Anmeldelse: The Legend of Tarzan

Historien om Tarzan er blevet fortolket på det store lærred så mange gange, at man skulle tro, at alle kendte historien ud og ind. Men nej. For i modsætning til Disneys nylige filmatisering af "Junglebogen" er "The Legend of Tarzan" ikke endnu en 1:1 genindspilning. Filmskaberne har tværtimod taget sig så mange friheder, at der ikke er meget tilbage af den Tarzan-fortælling, vi alle sammen kender. "The Legend of Tarzan" er en ny historie med en velkendt karakter.

Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet langt fra den afrikanske jungle. Tarzan (Alexander Skarsgård) har for længst forladt Afrika og vænnet sig til det adelige liv i England, hvor han går under navnet Lord Greystoke. Da den amerikanske udsending George Washington Williams (Samuel L. Jackson) fortæller om slaveriet i Congo, er det derfor kun modvilligt, at den nu civiliserede Lord Greystoke går med til at tage tilbage til Afrika. Sammen med Jane (Margot Robbie) tager de to til Congo i håbet om at kunne dokumentere og dermed afskaffe slaveriet under Belgiens Kong Leopold 2. I Afrika bliver de diplomatiske gøremål dog hurtigt skubbet til side. For da Jane bliver bortført af den nådesløse belgiske kommandør Léon Rom (Christoph Waltz), er Tarzan og George tvunget til at sætte alt ind for at redde Jane. 

Med koloniseringen af Congo har de to manuskriptforfattere Adam Cozad og Craig Brewer fundet et forbløffende interessant udgangspunkt. Både George Washington Williams og Léon Rom er da heller ikke fiktive karakterer, men virkelige personer, der spillede centrale roller i det koloniserede Congo. Netop derfor kan det virke underligt, at de to personer minder om karakterer, som henholdsvis Samuel L. Jackson og Christoph Waltz har spillet i Tarantino-film flere gange før. Mens George Washington Williams er et storbandende, skydegalt brokkehoved, fremstår skurken Léon Rom som udspekuleret og kynisk tilsat Waltz' vanlige charme. Groft sagt spiller de to verdensstjerner, som de plejer.

Der er heller ikke meget dybde i Tarzan-figuren. Splittelsen mellem det menneskelige og dyriske berøres kun kort i enkelte flashbacks, og Tarzan, som spilles noget anonymt af Alexander Skarsgård, ender derfor med at fremstå som et overmenneske, der altid har kontrol over situationen – uanset om han har med gorillaer eller ondskabsfulde mennesker at gøre. At filmen stort set kun handler om at befri Jane fra Léon Rom er i den forbindelse en væsentlig årsag til, at vi aldrig rigtig lærer de forskellige karakterer at kende. Hvor meget Jane betyder for Tarzan, får vi eksempelvis aldrig indblik i. 

Når nu actionscenerne er så centrale, er det dog heldigt, at de er eksekveret fortrinligt. Actionsekvenserne er i Harry Potter-instruktør David Yates' hænder overraskende rå, og særligt en tidlig scene, der viser Léon Rom og belgierne i kamp med en afrikansk stamme, imponerer i al sin dysterhed. Når der ikke lægges fingre imellem i actionsekvenserne, kan det derfor ærgre, at filmen i sine stille sekvenser ofte er ufrivilligt komisk. Når Jane lytter til fuglesang og pludseligt udbryder "et parringskald, jeg dåner," så er det ganske enkelt svært ikke at trække bare en smule på smilebåndet.

Rent billedmæssigt er "The Legend of Tarzan" et imponerende syn. Den afrikanske jungle med sine computeranimerede aber og elefanter ser så overbevisende ud, som man kunne have håbet på. Sammen med en perlerække af stjerneskuespillere vidner det om, at ambitionerne for denne moderne Tarzan-filmatisering har været store. Desværre kan den ikke helt leve op til sit potentiale. For selvom udgangspunktet er spændende, bliver filmen for hurtigt til et ensformigt forfølgelsesløb. Derfor ender "The Legend of Tarzan" som en ujævn, om end ikke helt ueffen sommerblockbuster.