Anmeldelse: The Man Who Killed Don Quixote (Blu-ray)

"The Man Who Killed Don Quixote" opsummerer på sin vis hele Terry Gilliams karriere.

Næsten 30 år skulle der gå, før Terry Gilliam satte et sidste punktum ved sit drømmeprojekt, "The Man Who Killed Don Quixote" – den muligvis mest forbandede film i filmhistorien. Mange havde spået filmen den samme skæbne som Alejandro Jodorowskys version af "Dune", der aldrig blev færdiggjort. Som dokumentarfilmen "Lost in La Mancha" ellers meget smukt understregede, blev Gilliams version af "Don Quixote" konstant ramt af Murphys Lov, men på trods af alle uheldene er den altså nu en realitet. Det er naturligvis med et helt andet cast end oprindeligt planlagt, og manuskriptet er blevet skrevet om utallige gange, så resultatet er helt anderledes, end hvis det havde lykkedes i de første mange forsøg. Selvom de fleste nok helst havde set filmen færdiggjort, dengang Gilliam toppede kunstnerisk, er "The Man Who Killed Don Quixote" hans bedste i mange år og på mange måder et perfekt referat på en turbulent karriere.

Da den visionære filminstruktør Toby Grisoni (Adam Driver) føler, at alle hans kreative kræfter er blevet udtømt under indspilningerne af "Don Quixote", beslutter han sig for at besøge landsbyen, hvor han som student indspillede selvsamme film. Her erfarer han, at hans film har haft en negativ indvirkning på alle indbyggerne, men værst af alt tror skomageren Javier (Jonathan Pryce), der dengang bar titelrollen, at han nu vitterligt er Don Quixote. Javier forveksler Toby for Don Quixotes tro følgesvend Sancho, og langsomt begynder virkelighed og fantasi at kollidere for Toby – samtidig med at hans indspilninger falder fra hinanden.

"The Man Who Killed Don Quixote" er et fascinerende sammensurium af usammenhængende scener, der på bedste Terry Gilliam-vis virker anarkistisk klippet sammen. Selvom plottet følger en rød tråd, kan jeg levende forestille mig, at de mange omskrivninger af manuskriptet har gjort slutresultatet til en slags Greatest Hits over Gilliams ideer til filmen gennem årene. Til tider træder filmen ved siden af med dårligt timet slapstick-komik og malplacerede klicheer, men for det meste rammer Gilliam sin velkendte tragikomik. Filmen er lidt tung i opstarten, men når grænselandet mellem fiktion og virkelighed langsomt udviskes, begynder referencerne til Gilliams tidligere film også at blive klarere, hvor især galskaben fra "The Fisher King" og "Fear and Loathing in Las Vegas" er tydelige sammenligningsgrundlag. "The Man Who Killed Don Quixote" er nemlig en film, der på sin vis opsummerer hele Gilliams karriere, hvilket giver meget god mening, når man kigger på, hvor mange år den har været undervejs.

Selvom "The Man Who Killed Don Quixote" ikke er en direkte nyfortolkning af den litterære spanske klassiker, er den spækket med referencer hertil. Hovedpersonen Toby minder på mange måder om Terry Gilliam selv, og det autobiografiske aspekt kombineret med et velplaceret meta-lag redder filmen fra at være et søvndyssende rod. Tempoet er nemlig sat godt ned i gear og minder i sin udformning en del om "Time Bandits" og "Verdens største løgnhals". "The Man Who Killed Don Quixote" bliver dog heldigvis sjældent kedelig, da kærligheden til materialet skinner klart igennem fra alle parter. Selv Adam Driver træder ud af sin egen komfortzone og leverer en langt mindre apatisk præstation end normalt. Jonathan Pryce stjæler dog billedet med en af sine hidtil mest gennemførte og imponerende præstationer, der sagtens kan hamle op med sværvægterne indenfor faget.

Det absolut mest imponerende ved "The Man Who Killed Don Quixote" er dog, at den overhovedet er blevet lavet. Det er en film, som kun Terry Gilliam kunne lave den, og den minder meget om hans film fra 80'erne og 90'erne uden at være helt på samme kvalitetsmæssige niveau. Mindre kan også gøre det, og har du savnet den vanvittige side af Gilliam fra den periode, er der ingen vej udenom. Filmen kunne med fordel have været kortere og bedre skruet sammen, men det er nu ret fantastisk endelig at kunne bevidne den film, Gilliam har kæmpet for i så mange år.

Billede & Lyd

Selvom "The Man Who Killed Don Quixote" er den første film, Terry Gilliam har brugt digital fotografering på, kan det slet ikke mærkes. Det visuelle udtryk er meget typisk Gilliam, og udgivelsen her gengiver dette flot med et klart og uforstyrret billede, der hovedsageligt bærer en gullig kontrast med en tilhørende sælsom kulde. Udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er alt andet end spektakulært. Langt de fleste baggrundslyde ligger så lavt i lydbilledet, at de forbliver ubemærkede, mens musik og lydeffekter er en anelse for flade. Al dialog ligger dog tilpas højt i forgrunden.

Ekstramateriale

Når en film har så meget historie som denne, er det ret sørgeligt, at der ikke er andet end et par trailers at finde blandt ekstramaterialet.