Anmeldelse: Tulipanfeber

Blomsthyldende periodedrama visner hurtigere, end hvis Belle var stormet ud af Udyrets slot uden at have set sig tilbage. "Tulipanfeber" er en film som så gerne vil mikse sand historisk drama med romantisk fiktion. Det eneste, der lykkes, er at bevise, at man aldrig skal stole på, at en film bliver god, bare fordi navnene på plakaten alle kan prale af at have vundet en Oscar.

Vi befinder os i 1600-tallets Holland. Nærmere bestemt Amsterdam, og en af verdens første spekulationsbobler er på nippet til at briste. Tulipanen er på dette tidspunkt ikke blot en pyntegenstand, men en værdifuld handelsvare. Markedsværdien for de små løg, som kan forvandle en fattig mand til rig på et splitsekund, har skabt en feberlignende tilstand i det hollandske samfund. Hos familien Sandvoort raser der dog en anden feber. En barnefeber. Den aldrende, velhavende Cornelius (Christoph Waltz) har giftet sig med den unge, forældreløse Sophia (Alicia Vikander) i håbet om, at hun vil skænke ham en arving. Mens de venter på Guds nådige hjælp, bestemmer Cornelius sig for at få malet et portræt af dem begge.

I 2003 udkom en anden film, som man med lidt god vilje kan sige deler nogle ligheder med "Tulipanfeber". Filmen hed "Pige med perleørering" og er et studie i, hvordan en films cinematografi og musikalske score kan skabe åndeløs kunst på højde med Det Sixtinske Kapel, når det bliver gjort af talentfulde mennesker.

Og hvor kunne folkene bag "Tulipanfeber" havde lært meget fra "Pige med perleørering". Hvis man har et manuskript fyldt med løse og intetsigende replikker, som slynges ud uden mening eller med nogen form for saft og kraft og en handling mere forvirrende, kaotisk og ubehagelig livløs end det kedeligste foredrag, du nogensinde har set, så skal hovedrolleindehaverne kunne give filmen det nødvendige løft. Desværre lykkes det på ingen måde, mindst af alle for Alicia Vikander. Den "pludselige" og "stormende" forelskelse hun og hendes mandlige modstykke, Dane DeHaan, angiveligt rammes af to sekunder efter, de mødes, får Natalie Portman og Hayden Christensens udskældte on-screen relationship fra "Star Wars" til at virke som Romeo og Julie. De har ingen kemi, og de giver publikum ingen ægte grunde til at føle, at deres kærlighedsaffære er noget, som burde skille himmel og helvede fra hinanden. Mest af alt opfører de sig som forkælede børn, som bruger hinanden til at få hvad de ønsker – uden egentlig at vide, hvad de ønsker.

Christoph Waltz har ikke haft en god rolle, siden Quentin Tarantino gjorde os opmærksom på ham i "Inglourious Basterds". Selv om dét var rollen, som forvandlede ham til Hollywood-materiale, har den på sin vis gjort, at han aldrig får lov at spille andet end fjollede, over-the-top-figurer, som man enten elsker eller hader. I "Tulipanfeber" bliver han fremstillet som en halvdum, forvirret nar, der let bliver trukket rundt i manegen af de to unge mennesker. Dame Judi Dench har sin skrappe og humoristiske rolle, som hun altid spiller til punkt og prikke. Denne gang bliver det bare for meget af det gode.

Så lad dig ikke narre af traileren! "Tulipanfeber" får 2 stjerner, selvom den egentlig burde have fået 1. Men det er alligevel noget af en bedrift, at en instruktør kan få en overhypet instagram-model og en tyk komiker til at virke mere overbevisende i deres roller end tre Oscar-vindende skuespillere.