Anmeldelse: Ustyrlig

Urovækkende skildring af kvindehjemmet på Sprogø bør få dig til at skumme af vrede.

Regeringen meldte forleden ud, at den officielt vil undskylde for Kvindeanstalten på Sprogø. Det kommer på baggrund af en historisk udredning, der grundigt har undersøgt forholdene for i alt 500 kvinder, som mellem 1933 til 1961 blev anbragt på kvindehjemmet. Her blev de udsat for overgreb, tvangssterilisation og uhørte krænkelser, i bestræbelserne på at normalisere såkaldte ustyrlige kvinder. Andre steder er overgrebene fortsat frem til 1980. Med sin anden film, efter det stærke drama "En helt almindelig familie", går Malou Reymann indigneret i flæsket på et grotesk kapitel i dansk historie, som ellers har været forsøgt tysset væk. 

Danmark, 1933. Samfundet i mellemkrigstiden er optaget af usædelighed, og især, hvordan unge kvinder skal opføre sig. 17-årige Maren (Emilie Kroyer Koppel) er moralsk defekt. Efter en bizar intelligenstest, som Maren kontrært nægter at svare på, stemples hun som værende åndssvag af Overlæge Wildenskov (Anders Heinrichsen). For at rettes til, sendes teenageren på kvindeanstalten Sprogø. Opholdet på Sprogø har den modsatte effekt på uregerlige Maren, som får tændt en gnist i Sørine (Jessica Dinnage), der efter seks år på anstalten ellers er blevet tilpasset tidens normer og anstaltens forventninger. De to bliver fortrolige veninder, hvilken forstanderinden (Lene Maria Christensen) dog ikke anser som passende. 

Fandt du ikke grund til at fejre kvindernes kampdag den 8. marts, er "Ustyrlig" obligatorisk. For det er praktisk talt umuligt ikke at rammes i ansigtet med en lussing, når Malou Reymann folder den vanvittige beretning ud om forholdene på Sprogø. For den kolliderer med den bekvemme historie om Danmarks selvforherligende tolerance, åbenhed og forestillinger om ligestilling. Og det er muligt ikke at blive smittet af den skummende vrede, der ulmer bagom dén selvfortælling.

Malou Reymanns blændende film er en velplaceret kæberasler, der deler samme trang til at slå skår i normalitetsbegrebet som i hendes personlige debutfilm om en familiefar, der springer ud som transseksuel. Men især er den et hjerteskærende bagudrettet kvinde- og samtidsportræt med samme eksplosive pondus som i Tea Lindeburgs "Du som er i himlen". "Ustyrlig" kaster dog ikke kun et bagudrettet blik kvinders umyndiggørelse og strukturelle magtforhold. Reymanns dissekering er også en nærværende påmindelse om, at historien har det med at gentage sig. Heriblandt kommunernes voksende bunke af groteske sager om fejlslagne børneanbringelser. Ofte på baggrund af inkompetent sagsbehandling og udredning.

Temaet understøttes mellem linjerne, og de mange lag væves subtilt sammen. Især visuelt, fornemt fanget af fotograf Sverre Sørdal, pumpes den farvemættede billedside op som Technicolor-lystspil druknet i et dårligt LSD-trip. Som et glansbilledet af forestillingen af Danmark, fremstillet i et grotesk twist af bondemands-idyllen fra "Den gamle fabrik"-marmeladereklamerne. Fuldstændigt fantastiske præstationer af især Emilie Kroyer Koppel og Jessica Dinnage personificerer institutionaliseringens menneskelige konsekvenser på forskellige stadier. Maren, der mister sin uskyld og individualitet. Sørine, der er formet af kvindeanstaltens ritualer og systemer. Lene Maria Christensens forstanderinde gemmer frygtsomt på sin ustyrlighed, som hæmmet produkt af tidens lovmæssigheder. Man skal jo kende sin plads. Ikke sandt? 

Malou Reymann ridser i den overfladebehandlede danske selvopfattelse så det hviner i øregangene. Reymann markerede sig med debutspillefilmen "En helt almindelig familie". Med "Ustyrlig" understreger den 35-årige filmskaber sit enorme talent, som én af landets stærkeste unge kvinder i instruktørstolen, der ikke holder sig tilbage med at udfordre hverken normerne eller sit publikum. 

Ustyrlig