Anmeldelse: Viften

Satire vender spejlet mod den danske selvbevidsthed på befriende, upassende og provokerende vis.

Nationale selvbilleder er en tradition, vi som danskere udadtil helst ser os fri fra. For vi er jo verdens lykkeligste folk. Altså, når ikke Finland er det. Vi ser også os selv som verdens mindst korrupte land, og antager, at vi så derfor også er det. Og civiliseret er vi også historisk set. Vi var jo verdens første land som frigav slaverne. Så hvorfor skal vi i alverden bøde for vores forfædres umenneskeligheder? Vi er ganske vist stadig en kolonimagt, men alligevel. Det er jo tanken, der tæller. Forstår man ikke ironi, forstår man heller ikke dansk, lyder det. Og selvironisk er Frederikke Aspöcks "Viften", som satirisk ser nærmere på den danske selvbevidsthed.     

  

Stedet er Skt. Croix, De Dansk Vestindiske Øer. Året er 1848. Anna Heegaard (spillet af Anna Neye, som også har skrevet manuskriptet) og Petrine (Sara Fanta Traore) er tætte veninder. Begge kvinder er sorte. Men Anna er fri og ejer husslaven Petrine. Anna bor sammen med Generalguvernør Peter von Scholten (Claus Riis Østergaard) på den fornemme ejendom Bülowsminde, og beskrives som hans sorte elskerinde. Hun styrer hjemmet med hård hånd. Herunder formuen, som er indtjent som dygtig forretningskvinde, det gode forhold til von Scholten og det danske kongerige, og den betroede husholderske Petrine. Der er planer om at ophæve slaveriet over en 12-årig periode. Men rygterne om et slaveoprør truer. 

Resten er historie og den skriver vinderne som bekendt. Peter von Scholten er i eftertiden blevet fremstillet som en dansk folkehelt, der var bannerfører for slaveriets afskaffelse. Når der ridses i lakken, viser historien sig at være anden. Nemlig, at von Scholten var nødsaget til at frigive slaverne 11 år før planlagt. For undgå et blodbad. At frihedshelten John Gotlieb var den, der sikrede en fredelig overgang. Dét er historien nu på de daværende Vestindiske Øer, som var danskejet helt frem til 1917, hvor USA stod klar med en check på 25 millioner dollars.

Frederikke Aspöck har tidligere vist et helt særligt talent for grovkornet satirisk samfundskritik med "De frivillige". Her forvandlede folkekomik sig til en intelligent bredside mod elitens korruption og medielandskabets hykleriske fremstilling af entreprenante storsvindlere. Samme aktualitet gør sig gældende i "Viften", som heller ikke holder tilbage, når letbenet hyggeracisme ruller sig i rå magtudøvelse og himlende øjne, når det nævnes som umenneskeligt. Friheden er en gulerod for dem, som ikke har den. Og modsat en selvfølge værd at modsætte sig, for dem, der ejer friheden over andre mennesker. Aspöck forener sorthumoristiske optrin med umenneskeliggørende, men lavmælt, brutalitet. Med et drillende glimt i ét øjet. Med stirrende tavs frygt indprentet i nethinden på det andet. Med de øjne skal vi se tilbage på vores egen historie og position i dag, og turde se spejlinger.

Med andre ord er der trouble in Paradise. Med "White Lotus"-lignede underlægningsmusik, sarkastisk fortællerstemme og en kapitelopdelt fortælling, med hurtigt klippede træsnit-collager til at underbygge en vis historisk autenticitet. Anna Neye fører passende an. Men aldrig mere hellig, end også at fremstille, at magt også korrumperer blandt alle racer. I stedet er Neye eksponent som både hovedperson og manuskriptforfatterinde. Samspillet med Sara Fanta Traore slår gnister. Især en fantastisk morbid præstation af Jesper Groth, forsanger i Fyr og Flamme, som den ubehageligt pligtopfyldende Admiral Irminger, sætter kontrasterne mellem sort og hvid væmmeligt i spil. Ingen har sagt, at et historisk tilbageblik på den danske slavetid skal være behagelig. Derfor kan det nu godt være djævelsk komisk og dermed lettere spiseligt.

Frederikke Aspöck viser sig igen som én af dansk films allerskarpeste satirikere med "Viften". Sammen med Anna Neye har de begået et lille sort-komisk drama, der vender spejlet mod den danske selvbevidsthed på befriende, upassende og provokerende vis.