Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★0

    mother! og The Neon Demon er begge film, der udfordrer publikum. Desuden er både Aronofsky og Refn suveræne til at opstille scener. Jeg er betaget af begge film såvel som begge instruktører.

    The Neon Demon
    NWR har sin helt egen stil. Der er efterhånden et par ting, man kan forvente, når man ser hans film: sparsomt plot, pludselig vold og selvfølgelig ekstrem velkomponerede billeder. Jeg kan ikke komme på en anden instruktør, der på samme måde kan opstille et billede sprængfyldt med farver og indtryk. Alene af den grund er det værd at se The Neon Demon.

    Men den sparsomme historie er også god, og Elle Fanning er i den grad gået fra en dygtig barneskuespiller til en, der er værd at holde øje med. Selv Keanu Reeves er god! The Neon Demon er i sig selv en grusom fortælling om en hård model-verden og jagten på skønhed.

    Jeg kunne godt lide den!

    8/10

    ----

    mother!
    Når en film ikke forklarer sig selv, så kræver det, at det uforklarede er værd at se. Det kræver så igen, at der er noget skuespil og noget visuelt, der er værd at se på. Og begge dele er helt klart til stede i mother! Nu vidste jeg godt, hvad det var en allegori over på forhånd, og så filmen var ikke svær at følge. Derfor blev det aldrig den helt syrede oplevelse for mig.

    Selvfølgelig er det stadig en vild og voldsom film, der er unik. Det er også en enormt aggressiv film, der efterlod mig med et spørgsmål, som mange nok har stillet: hvorfor fanden kan menneskeheden ikke bare tage sig sammen og lade være med at ødelægge det hele for os selv?...

    Jeg hører til dem, der synes Noah er en fin film, omend ikke på højde med Aronofskys andre film. Der er vist ingen tvivl om længere, at Aronofsky er min favoritinstruktør...

    9/10

    Guldager21-03-18 21:51

  • ★★★★0

    A Dark Song

    Atmosfærisk lille gyser med den slags uhygge, der lurer om hjørnet. Desværre nøjes den med at lure alt for længe og historien fiser ud i sandet til sidst med en undervældende konklusion. Men gode momenter hist og her med fint skuespil. Foretrækker helt klart en mere minimalistisk approach a la Personal Shopper. 6/10 til A Dark Song. 

    Babo21-03-18 21:56

  • ★★★★0

    mother! og The Neon Demon er begge film, der udfordrer publikum. Desuden er både Aronofsky og Refn suveræne til at opstille scener. Jeg er betaget af begge film såvel som begge instruktører.

    The Neon Demon
    NWR har sin helt egen stil. Der er efterhånden et par ting, man kan forvente, når man ser hans film: sparsomt plot, pludselig vold og selvfølgelig ekstrem velkomponerede billeder. Jeg kan ikke komme på en anden instruktør, der på samme måde kan opstille et billede sprængfyldt med farver og indtryk. Alene af den grund er det værd at se The Neon Demon.

    Men den sparsomme historie er også god, og Elle Fanning er i den grad gået fra en dygtig barneskuespiller til en, der er værd at holde øje med. Selv Keanu Reeves er god! The Neon Demon er i sig selv en grusom fortælling om en hård model-verden og jagten på skønhed.

    Jeg kunne godt lide den!

    8/10

    Fedt! Jeg er helt enig i det du har skrevet og i din karakter til filmen. :)

    Grunden til at jeg heller ikke selv giver “The Neon Demon” topkarakter skyldes først og fremmest, at filmens symbolik og metaforer visse steder, og især i de sidste scener, bliver lidt for tydeliggjort mht. det de skal illustrere i forhold til plottet og filmens hovedperson. Jeg synes Refn skulle have holdt lidt igen her og gjort det mere udfordrende for tilskueren, som han bl.a. lykkedes så fremragende med i “Only God Forgives”. Men bortset fra det er historien trods sin simple form og opbygning stærkt eksekveret, og Refn får det maksimale ud af sit syrlige stik til skønhedsidealer og modebranchens grådige og overfladiske fortæring af det enkelte individ, takket være en bundsolid indsats fra sine skuespillere og ikke mindst hans brug af en vandvittig imponerende billed og lydside.

    NightHawk22-03-18 00:06

  • ★★★★0

    En slags genfødsel vil mit bud være. Jeg savnede også lidt større indsigt i gruppen, når filmen spænder over næsten tre timer. Udover hovedrollen, så føles de fleste, hvis ikke alle, noget skitserede. 

    Jamen, så er vi helt enige angående den sidste scene. :)

    Jeg er faktisk også enig med det andet, som du har skrevet, men tænker også at Andrea Arnold måske med vilje har undladt at gøre mere ud af de øvrige karakterer for at holde fokus på Honey's udvikling. Gruppen af unge skal måske mere ses som et mere overordnet billede på den del af USA's ungdom, som Honey kan spejle sig i. Men det ville da på den anden side bestemt også samtidig have pyntet på fortællingen med nogle stærkere karakterbeskrivelser blandt den øvrige flok trods alt.

    NightHawk22-03-18 00:38

  • ★★★★0

    Jamen, så er vi helt enige angående den sidste scene. :)

    Jeg er faktisk også enig med det andet, som du har skrevet, men tænker også at Andrea Arnold måske med vilje har undladt at gøre mere ud af de øvrige karakterer for at holde fokus på Honey's udvikling. Gruppen af unge skal måske mere ses som et mere overordnet billede på den del af USA's ungdom, som Honey kan spejle sig i. Men det ville da på den anden side bestemt også samtidig have pyntet på fortællingen med nogle stærkere karakterbeskrivelser blandt den øvrige flok trods alt.

    Det kan være hun havde en tilsigtet pointe med det og vi kommer da lidt nærmere LaBeoafs karakter og drømmene, men, som sagt, næsten tre timer i en camper med en flok, der forventede jeg lidt mere. 

    Babo22-03-18 08:31

  • ★★★★0

    Apollo 13

    Den altid forsigtige Ron Howard leverer her en film, hvad jeg vil kalde solidt håndværk. Skuespillerne skal have ros for at spille troværdigt. Jeg havde gerne set endnu skarpere fokus på besætningen fremfor konstant at klippe til den amerikanske familieliv derhjemme, men Howard har også altid dyrket det sentimentale. Flot på BR. 7/10

    Babo22-03-18 09:35

  • ★★★★0

    They Live 

    Herlig lille sci fi med kitschede replikker og god underholdningsværdi. Den kan også ses som et direkte angreb på grådighed og korruption, uden jeg skal lægge for dybe budskaber i filmen. Men Carpenter gør, det han gør bedst, og det er at underholde på et spinkelt grundlag og med simple midler. Det virker bare. Fint lavet på et sølle budget og den lange slås-scene er faktisk virkelig flot koreograferet og udført. En rigtig kultfilm. 7/10

    Babo22-03-18 09:36

  • ★★★★0

    It Comes at Night

    Gensyn på BD. Virkelig vellykket postapokalyptisk film, der etablerer og fastholder en særdeles mystisk spænding. Der kan godt være et par løse ender, som først falder på plads ved andet gennemsyn, men A24 leverer altså varen og spytter små, interessante film ud på markedet. Ikke for sarte sjæle. 8/10

    Babo22-03-18 09:39

  • ★★★★★0

    Jeg har også lige fået set et par Carpenter-film, og her er lidt ord om dem:

    They Live

    What Babo said...er enig med alt.

    7/10

    ----

    Prince of Darkness og The Fog

    De bliver anmeldt sammen, fordi det egentlig er det samme, jeg har at sige til dem. Det er stadig low-budget, og det er egentlig ret stemningsfyldt. Men der går bare for lang tid før, der er et pay-off. Det er lidt for low-budget til, at man for alvor kan holde interessen. Ideerne er ellers ganske gode.

    6/10

    ----

    Starman

    Så er der lidt mere historie, mysterie og interesse i Starman...uden det dog bliver alt for prangende.

    7/10

    ----

    In The Mouth of Madness

    En rigtig god film og en af hans bedste. 

    8/10

    ----

    Carpenter bliver aldrig min favorit på trods af, at hans film har nogle rigtigt fede ideer. Men det er også lidt for tyndt. De andre film, jeg har set af ham er:

    Assault On Precint 13, 8/10

    Big Trouble in Little China, 7/10

    Dark Star, 2/10

    Escape From New York, 7/10

    Halloween, 5/10

    The Thing, 8/10

    Village of the Damned, 6/10

    Guldager22-03-18 09:46

  • ★★★★0

    Var ikke vild med In The Mouth of Madness. 

    1. The Thing - 10/10

    2. Haloween - 9/10

    3. Assault on Precint 13 - 8/10

    4. Starman - 8/10

    5. They Live - 7/10

    Pønser på et gensyn med Escape from New York. Husker den faktisk overhovedet ikke mere. Den kunne muligvis snige sig ind på top 5. Men The Thing er en af de film, der tåler syn hvert år. 

    Babo22-03-18 10:05

  • ★★★★★★0

    Eddie the Eagle (2016)

     

    Sympatisk fortælling, holdt i en let tone og med forsøg på et charmerende glimt i øjet, der er inspireret af virkelighedens kultfigur Eddie Edwards og dennes drøm om at stille op i skihop for England.

    Historien bliver måske aldrig helt så sjov, som den forsøger på at være og trods fint skuespil, så fandt jeg indimellem Taron Egerton som fantasten Eddie grænsende til det lidt anstrengende, frem for det nørdede charmerende han vist skal forestille at være.

    Altid seværdige Hugh Jackman lirer den nok også lidt af på rutinen. Manden har dog så meget karisma, at det kan løfte en film mere end mange bedre skuespillere ofte formår via godt spil.

    Filmens varme pointer serveres i øvrigt så tydeligt og enkelt, at alle kan være med.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen22-03-18 12:21

  • ★★★★0

    Gensyn på BD med I Saw The Devil. Grum, men fascinerende thriller om karakterernes usympatiske og ubarmhjertige natur.  En af de mest voldelige i sin genre, men det er håndteret ganske godt. Taxa-scenen står stadig som et imponerende dramatisk højdepunkt. Fremragende over hele linjen. 8/10

    Babo22-03-18 13:15

  • ★★★★0

    Ikarus (Netflix)

    Dokumentar og Oscarvinder om amatørcykelrytters forsøg på at gennemføre verdens hårdeste amatørcykelløb i Frankrig ved brug af doping og se om han omgås dopingkontrollen og se, hvor meget forbedring han kan opnå.

    Det tager dog en drejning han ikke havde set komme, da han pludselig får hjælp af selveste russerne bag Ruslands anti-dopingkontrol - og manden bag deres dopingsystem - og pludselig så er helvede løs og han står midt i nålens øje og dokumenterer det hele.

    Fed dokumentar!

    8/10

    Bruce22-03-18 13:14

  • ★★★★★0

    A Ghost Story

    Umiddelbart så er præmissen for A Ghost Story virkelig god. Men desværre bliver det en lettere ulogisk og repetetiv affære, der slet ikke kunne holde mig fanget. Den havde fungeret bedre som kortfilm...

    5/10

    Guldager22-03-18 19:22

  • ★★0

    A Ghost Story

    Umiddelbart så er præmissen for A Ghost Story virkelig god. Men desværre bliver det en lettere ulogisk og repetetiv affære, der slet ikke kunne holde mig fanget. Den havde fungeret bedre som kortfilm...

    5/10

    Nej det må du ikke sige. Lalalalala jeg kan ikke høre dig. Jeg vil nu stadig se filmen, men måske er det meget godt at mine forventninger bliver sænket.

    Essal22-03-18 21:24

  • ★★★★1

    Ready Player One

    Er lige kommet hjem fra en særvisning af Spielbergs seneste værk og jeg er mere end tilfreds.

    Jeg synes ganske enkelt at den er super fed, et visuelt festfyrværkeri som gerne må ses i 3D, som vi gjorde her til aften.

    Den dude (vistnok direktør for den danske afdeling af Warner og et andet selskab) der præsenterede filmen, sagde at den i den første uge, kun bliver vist i 3D (muligvis kun i NF's biffer?), men det er også det værd.

    Jeg var møghamrende underholdt og kan kun anbefale jer at se den i biografen.

    8/10

    Åkepool22-03-18 22:34

  • 0

    Ready Player One

    Er lige kommet hjem fra en særvisning af Spielbergs seneste værk og jeg er mere end tilfreds.

    Jeg synes ganske enkelt at den er super fed, et visuelt festfyrværkeri som gerne må ses i 3D, som vi gjorde her til aften.

    Den dude (vistnok direktør for den danske afdeling af Warner og et andet selskab) der præsenterede filmen, sagde at den i den første uge, kun bliver vist i 3D (muligvis kun i NF's biffer?), men det er også det værd.

    Jeg var møghamrende underholdt og kan kun anbefale jer at se den i biografen.

    8/10

    Fedt at høre - har overvejet om jeg skulle slæbe sønnike med til Århus og se den i IMAX 3D, nu er det ikke længere kun en overvejelse ;-)

    Wiseguy23-03-18 07:38

  • ★★★★★0

    Svin - fordi du allerede har set den ;)

    davenport23-03-18 16:48

  • ★★0

    Vildt nok, vil virkelig gerne se den!!!

    MadMartigan23-03-18 21:01

  • ★★★★0

    Arlington Road, solid thriller om terror med to gode skuespillere i front. Slutningen er, uden at røbe alt for meget, ret......god :) 7/10

    Babo23-03-18 23:06

  • ★★★★0

    Arlington Road, solid thriller om terror med to gode skuespillere i front. Slutningen er, uden at røbe alt for meget, ret......god :) 7/10

    Yep ganske fedt og se en ikke 

    Hollywood happy end

    Elwood24-03-18 03:10

  • ★★★★0

    Yep ganske fedt og se en ikke 

    Hollywood happy end

    Den er virkelig grum. Ikke alene at bomben springer og Bridges også dør, men han bliver den eneste mistænkte, eftersom der ikke er andre spor og sønnen er også fortabt. Shit. 

    Babo24-03-18 08:05

  • ★★★★★★0

    Arlington Road, solid thriller om terror med to gode skuespillere i front. Slutningen er, uden at røbe alt for meget, ret......god :) 7/10

    Så den i biografen i sin tid, vistnok til en Marathon aften/nat med 5 film i træk. Er ikke helt sikker på om jeg har set den siden. Måske en enkelt gang lige da den kom ud på hjemmemarked, men er ikke sikker. Men mindes den som du her kort beskriver. Hvor har du set den henne? 

    T. Nielsen24-03-18 08:41

  • ★★★★0

    Så den i biografen i sin tid, vistnok til en Marathon aften/nat med 5 film i træk. Er ikke helt sikker på om jeg har set den siden. Måske en enkelt gang lige da den kom ud på hjemmemarked, men er ikke sikker. Men mindes den som du her kort beskriver. Hvor har du set den henne? 

    Biblioteket. Jeg har tit fået den anbefalet, men aldrig rigtigt fået gjort noget ved det, før nu. Spændende film. 

    m.youtube.com/watch

    Trailer til instruktørens nye film. 

    Babo24-03-18 09:04

  • ★★★★1

    Broken Flowers (2005)

    Trods det at de to ladykillers Don Johnson og Don Johnston (Bill Murray) stort set deler samme navn, er det ikke ligefrem fordi, at sidstnævntes liv er fyldt til bristepunktet med varmblodet action, glamour eller fester i pulserende og funklende neonfarver på nogen som helst måde. Tværtimod er livet så småt gået mere og mere i kronisk selvforherligende selvsving i den gamle trædemølle hjemme hos Johnston, der i stedet må acceptere en slumrende dekadent dobbeltrolle som pensioneret rigmand og tidligere ejer af et større computerfirma. Med en ung og smuk kæreste i baghånden burde hverdagens trummerum dog umiddelbart være en dans på lyserøde roser for den gamle charmetrold, men efterhånden som årene har passeret revy, har den gråmelerede don juan lullet sig livstræt i søvn og end ikke gamle klassikere på tv’et eller storslået opera og sprudlende champagne kan fremtvinge så meget som et løftet øjenbryn eller et lille smil. Godt og grundigt vrissen over den daglige udsigt til den dvaske døgenigts mavesure ansigt, får Johnstons nyeste erobring Shelley, (Julie Delpy) nok af den gustne gammelfars retorik og siger farvel og tak med en kærkommen opsang om, at han får styr på sit liv og sit humør, hvis han bare vil have en lille chance for at få det til at fungere på længere sigt med det modsatte køn.

    Mens Shelley er på vej ud af døren, opdager Don et mystisk lyserødt brev i bunken af breve på gulvet og da han åbner og begynder at læse indholdet uden afsender, finder han ud af, at en tidligere flamme informerer ham om, at han åbenbart viser sig at være far til en 19 årig knægt, som selv er taget på en rejse for at finde sin far. Forbløffet og lettere overvældet af den pludseligt opståede nyhed går Don mere eller mindre i chok, men vågner heldigvis sån nogenlunde op til dåd igen takket være hans muntre og eksotiske afrikanske nabo og bedste ven Winston (Jeffrey Wright), der er dedikeret fan af alt der har med detektiv-genren at gøre. Og efter Don har ydet sin elektroniske ekspertise og hjulpet med at tilgå en hjemmeside med speciale i at løse mysterier, sætter Winston sig for at hjælpe sin deprimerede ven med at finde ud af hvem af Dons tidligere kærester, der står bag den kryptiske lyserøde ledetråd. Trods det at Winston knokler for at forsøge sin store familie, finder han alligevel tid til nok i kalenderen til at klø på med sideprojektet og få dage senere står han klar med en plan til Don, som efterfølgende sender den aldrende og lettere modvillige ungkarl ud på sit livs rejse tilbage til fortiden, ned af mindernes allé og lige i armene på de erotiske erobringer, der har haft størst betydning i Dons indtil videre kuldsejlede kærlighedsliv.

    Med sin vanligt tilbagelænede stil og meditativt melankolske moro er kultinstruktøren Jim Jarmusch med “Broken Flowers” nok engang lykkedes ud i at hive en både excentrisk lattermild og eksistentiel besnærende buket blomster ud af ærmet, der er på en gang er forførende trist og livsbekræftende eftertænksom i sit hverdagspoetiske udtryk. Med ombord denne gang i filmens altoverskyggende hovedrolle har Jim Jarmusch i allerhøjeste grad ramt plet i castingen af legenden Bill Murray som den ufrivillige og livstrætte detektiv, der må genrejse sig fra sit eksistentielle dødsleje og foretage en todelt rejse ud på kærlighedens snørklede landevej og samtidig en udflugt ind i sit vakkelvorne sindelag fyldt med faldgruber i form af skuffelser og fortrydelse. Bill Murray er en sand mester udi at formidle selv samme følelser uden, at det på noget tidspunkt bliver ulideligt lidende at se på, men derimod klukkende morsomt og lattermildt rørende samtidig med, at der lige akkurat bevares en tilstrækkeligt lag af alvor og tristesse, der gør at man tager karakterens fortvivlende ensomhed seriøst. Man kan derfor med rette sige, at Bill Murray her leverer en af karrierens allerbedste præstationer.

    Men selv store mestre har behov for kvalificeret modspil for at understrege karakterens indre og ydre kampe, hvilket Jim Jarmusch skarpsindigt sørger for ved at introducere Dons diametrale modsætning i kulørt og energisk skikkelse af naboen Winston og hans herlige farverige familie, der samlet skaber en sprudlende kontrast fuld af liv og glæde, som er selv samme essens som Murrays desperat famlende Don umiddelbart uvidende efterstræber. Der er en række scener her mellem Don og Winstons kone og børn, som er så vidunderlige og hjertevarme, at jeg sad med et stort smil og hyggede mig over den gode om smittende medmenneskelige tone.

    Men som det så ofte er tilfældet med Jim Jarmusch film, er der bag den ydre og umiddelbart simple rammefortælling en større vifte af nuancer og kontraster, hvilke for alvor kommer til udtryk i Dons møde med de fem kvinder, der har haft den største plads i hans hjerte, men som han af en eller anden årsag ikke har været i stand til at bevare et længerevarende forhold til. I en række mere eller mindre barokke vignetter følger man Dons konfrontationer med det modsatte og nu desillusionerede køn fra fortiden, der bl.a. tæller den naivt liderlig enke Laura (Sharon Stone) og hendes endnu mere liderligt ustyrlige teenagedatter med det lidet flatterende navn Lolita, den tidligere hippitøs og nu underkuede krampagtige forstadsfrue Dora, (Frances Conroy), Carmen, (Jessica Lange) med de tidligere store ambitioner om at blive advokat, hvilket i stedet er resulteret i et job som bitter og indebrændt dyrepsykolog, samt den livstrætte og aggressive Penny, (Tilda Swinton), der lever tilbagetrukket fra omverdenen i et kaotisk og faldefærdigt white trash miljø.

    Alt imens Bill Murray med sin melankolsk betuttede ansigtsmimik perfekt og subtilt humoristisk afspejler de for alle involverede fælles udtryk af forliste drømme og forspildte muligheder, samler Jim Jarmusch elegant de fire ved første øjekast løsrevne kapitlers underliggende tema i mødet med den sidste kvinde på listen (og måske hende Don har elsket allerhøjest), hvor det er svært ikke at knibe en tårer eller to i fællesskab med Bill Murrays protagonist, der i denne både smukke og tankevækkende scene får understreget alvoren af sin forspildte mulighed for et mere lykkeligt liv.

    Parallelt med det eksistentielle dramaplot holder Jarmusch konstant den ene hånd drilsk på krimidelens løst afsporede GPS og dets små ledetråde angående sønnens identitet samt hvem afsenderen af brevet er. Men alt dette er blot en ren McGuffin i bedste Hitchcock stil for Jim Jarmusch, der som handlinger skrider fremad viser sig at have et helt andet ærinde med sin protagonist retrospektive dannelsesrejse. Og da Bill Murray, af årsager jeg selvfølgelig ikke nævner her, til sidst stirrer ud i luften og samtidig stirrer på os som publikum, kunne man sagtens have Jarmush mistænkt for på sin sædvanlige finurlige facon at sende et ikke belærende budskab til seeren om, at det aldrig uanset alderen er for sent at råde bod på fortiden og dermed gøre en indsats for at ændre sit liv til det bedre. Med en Bill Murray i absolut topform og et supplerende cast der alle hiver præstationer ned fra øverste hylde, har Jim Jarmusch, til tonerne af en herlig bizar blanding af etiopisk fusionsjazz og 60’er inspireret garage rock, skabt et lille mesterværk, der på en dragende underspillet og intelligent måde taler til både hjernen, hjertet og ikke mindst lattermusklerne, hvilket gør “Broken Flowers” til en film der tåler utallige gensyn.

    9/10

    NightHawk25-03-18 01:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen