Det er godt nok længe siden jeg har set den originale Evil Dead, men jeg husker ikke specielt meget humor i den, i modsætning til de efterfølgende film og serien. Jeg husker den som ret straight horror.
What we saw
★★★★★★0
★★★★★0Dobbelt ahh eller et forsigtigt ahh, hvis jeg husker forkert, men Raimis var lidt mere sorthumoristiske. Remaket tager sig selv meget alvorligt, hvis jeg husker korrekt.
Indeed.
★★★★★0Altså - der er vel let humoristiske ting i den første Evil Dead, men den er sgu da forholdsvist seriøs og ganske forstyrrende visse steder. Det var først i Evil Dead 2, at det blev direkte komisk, som Army Of Darkness og Ash Vs. Evil Dead fortsatte med.
David Lund 7-05-18 12:39
- ★★★★★0
Noget af humoren er nok også ufrivillig, fordi Bruce bare ikke var en specielt god skuespiller og ej heller en særlig dyb eller velskrevet karakter. Han favnede dog det komiske i langt større grad efterfølgende.
- ★★★★★★0
Dobbelt ahh eller et forsigtigt ahh, hvis jeg husker forkert, men Raimis var lidt mere sorthumoristiske. Remaket tager sig selv meget alvorligt, hvis jeg husker korrekt.
Den første Evil Dead er mere horror end (sort) komedie som jeg mindes den (efterfølgerne omvendt). Men jeg tror også jeg er enig i at den har lidt mere humoristisk kant trods alt, end remaket har.
T. Nielsen 7-05-18 12:42
- ★★★★0
Noget af humoren er nok også ufrivillig, fordi Bruce bare ikke var en specielt god skuespiller og ej heller en særlig dyb eller velskrevet karakter. Han favnede dog det komiske i langt større grad efterfølgende.
Nemlig. Raimi er næsten altid garant for et godt grin. Tilsigtet eller ej :)
- ★★★★★0
Remaket var så overdrevet, at jeg fandt den let humoristisk også. Det er svært, at sige hvilken der er mest humoristisk af de to, for de har vel lidt den samme intention. Det er umiddelbart ikke at få dig til at grine.
David Lund 7-05-18 12:45
- ★★★★★★1
Jeg kan forresten anbefale, at man tager et kig på Bruce Campbell biograf, evt. som lydbog, da han selv har indtalt den. En stor del af bogen beskriver tilblivelsen af Evil Dead-filmene og er et ret interessant indblik i tilblivelsen af en indiefilm, mens det stadig var forholdsvis kompliceret at få den slags lavet.
- ★★★★★0
Jeg kan forresten anbefale, at man tager et kig på Bruce Campbell biograf, evt. som lydbog, da han selv har indtalt den. En stor del af bogen beskriver tilblivelsen af Evil Dead-filmene og er et ret interessant indblik i tilblivelsen af en indiefilm, mens det stadig var forholdsvis kompliceret at få den slags lavet.
Fed! Den vil jeg meget gerne høre!
David Lund 7-05-18 12:48
- ★★★★★★0
Det er umiddelbart ikke at få dig til at grine.
Dø af grin?
T. Nielsen 7-05-18 12:49
- ★★★★★★0
Fed! Den vil jeg meget gerne høre!
Samme her!
T. Nielsen 7-05-18 12:49
- ★★★★0
The Mosquito Coast
Kan normalt godt lide Peter Weir, men denne film var lidt af en skuffelse for mig. Der er for meget en ‘gal videnskabsmand’ over Fords rolle/præstation og når han satiriserede over det moderne samfund, faldt det ofte fladt til jorden for mit vedkommende. Manglen på forståelse for Fords karakter, endsige sympati, kombineret med et plot, der hænger i en for tynd tråd, lurede skuffelsen lige om hjørnet. Som ren eskapisme, der har den helt sikkert ‘sine moments’ og det er teknisk til UG. Det var også en ret dyr produktion den gang. Jeg var imidlertid ikke helt overbevist. 6/10
- ★★★★0
Predestination (BD)
Syn to. Der er masser af gensynsværdi i den. Det er en crazy ride og man skal være villig til at lægge de kritiske briller væk, hvad angår logik og nyde den fængslende leg med fantasi.
Konceptet tidsrejse er ingenlunde fortærsket endnu. Baseret på en short story, der hedder ‘All You Zombies’, som skal ses i en bredere samfundskritisk kontekst.
Helt forrygende HD, som yder filmen fuld retfærdighed. Jeg forhøjer til 8/10.
★★★★★1Bubba Ho-Tep (2002)
På det mildest talt afdankede plejehjem Shady Rest i sovebyen Mud Creek i Texas går livet sin stille og rolige gang, da endnu en møghamrende kedelig dag på kontoret melder sin ankomst for en af stedets fornemmeste beboer, selveste kongen af rock’n roll Elvis Presley (Bruce Campbell), der ud over at spekulere over sit forspildte liv, tabet af Priscilla og en mystisk vorte på pikken også undrer sig gevaldigt over, hvorfor ingen andre end ham bekymrer sig bare det mindste om hans værelseskammerat Bulls kraftige hosteanfald, der mere end antyder, at manden lyder som om han er ved at dø, hvilket han da også gør få minutter senere. Dødsfaldet er dog ikke ligefrem noget, der kan hidse nogen op og da slet ikke de to mænd fra lighuset der står for afhentningen, hvor man ikke gider at tænke nærmere over hvorfor beboeren har stillet træskoene men i stedet anser jobbet ud fra en skraldemands-filosofisk vinkel. Da aftenmørket senere har lagt sin dunkle hånd om Shady Rest, lusker en tilsyneladende fredsommelig gammel dame rundt på gangene men afslører hurtigt, at hun er noget af en tyveknægt der gladelig rapser løs selv fra en stakkels sjæl, der ligger fastspændt i en jernlunge. Mens den langfingrede senior nyder noget af sit stjålne guf, får hun pludselig uventet selskab af en gigantisk bille og dens ejer, en grumt udseende mumie (Bob Ivy), der gør kort process og slæber sit offer forbi The Kings værelse, hvor han ud af øjenkrogen spotter et eller andet, men alligevel tror at det blot er noget, som han har drømt.
Dagen efter vågner Elvis op til lyden af en ung hot blondine, der viser sig at være Bulls datter Callie (Heidi Marnhout), som er i færd med at rydde ud i sin faders minder fra gamle dage. Koldt og kynisk smider hun hele molevitten i skraldespanden til Elvis store frustration, hvortil han irriteret bemærker det imponerende i, at hun slet ikke har gidet besøge sin far én eneste gang i de 3 år, som han har været der. Midt i diskussionen valser stedets arrogante sygeplejerske (Ella Joyce) ind og afbryder dem i en vanlig nedladende tone kun for at provokere Elvis, som hun bliver ved med at kalde for Sebastian Haff, da hun er overbevist om, at han blot er en lookalike og ikke den ægte vare. Det blasfemiske postulat får øjeblikkeligt The King til at fortælle om, hvordan han i sin tid lavede en deal med Haff om at bytte identitet, fordi han som Elvis var led og ked af det hårde tourné liv, samt de mange rygklappere han var omgivet af og som han derfor ønskede at slippe væk fra. Uheldet ville det bare at kontrakten med Haff forsvandt ved en grill-ulykke stort set samtidig med, at han døde af et hjerteanfald, så derfor kom Elvis til at hænge fast i rollen som Haff og levede i virkeligheden af at optræde som sig selv, indtil han vred hoften af led og faldt ned fra scenen, hvorpå han røg i et koma og endte på Shady Rest. Den historie er der dog ingen, der tror på, men heldigvis finder han opbakning hos sin bedste og eneste ven på stedet, den rullestolskørende Jack (Ossie Davies), der er overbevist om, at han er J.F.K. Efter endnu et par overfald fra den gruopvækkende mumie har fundet sted, beslutter de to gamle venner, klar over personalets inkompetence og lade attitude, selv at tage affære for at få skovlen under sjæle-sugeren fra helvede, hvilket kulminerer i et forrygende opgør med bandager i brand, politisk spin i kørestolen og masser af rock i rollatoren.---
På papiret forekommer “Bubba Ho-Tep” som værende en film, der er alt for absurd og langt ude i den Texanske hamp til på nogen som helst måde at kunne blive taget bare den mindste smule seriøst. Så derfor må man blot løfte en ekstra gang på cowboy-hatten i dyb respekt over, at instruktøren Don Coscarelli alligevel på trods af det kulørte set-up formår at gøre både karaktererne, samt beskrivelsen af dem og miljøet de befinder sig i yderst troværdige og nærværende i sammenfletningen af sine to historier, hvor den ene omhandler det at blive ældre og hvorledes respekten langsomt annulleres fra omgivelserne, hvilket både gælder de sociale myndigheder og den nære familie, hvis fornemmeste opgave det ellers var netop at opretholde respekten og værdigheden intakt for den ældre generation, som den yngre generation kan takke for, at vi har de goder vi nyder godt af i dag.
Dette sat overfor det parallelle handlingsforløb om genskabelsen af selv samme respekt og værdighed, hvor Don Coscarelli skaber en mageløs kontrast ved at bruge to af de største personligheder i amerikansk kultur og placerer dem på et plejehjem, der med sit slidte udseende, nedladende personale og mumie-forbandelse symbolisere et land og system, som har spillet moralsk og etisk fallit (illustreret bedst i scenen med datteren Hallie og sygeplejersken, hvis attitude er ramt så præcist, at jeg næsten er ved at tude, hver gang jeg ser det) men som dog har muligheden for at rejse sig igen på alle fronter ved hjælp af magien og livsglæden fra Elvis syngende hofter og J.F.K.'s politiske idealer, som man sluger råt fordi de samtidig bliver dissekeret som mennesker med ligeså mange fejl som alle andre og derfor gøres nemmere at relatere til uden, og det er virkelig mesterlig udført af Coscarelli, at der bliver gået på kompromis med idoldyrkelsen og det inspirerende håb for en bedre verden, de på hver deres facon symboliserer.
Ud over at det er en sand fryd for øjet den måde hvorpå instruktøren bruger det overnaturlige aspekt til at formidle sine budskaber på, i en ganske afdæmpet og seriøs tone, skal der også lyde et rungende ; "Thank you, Thank you very much!", angående Bruce Campbell og Ossie Davies sublime præstationer, der byder på så stor indlevelsesevne og så formidabelt underspil, at jeg blev helt rørt over at se de to verdensklasse-skuespillere folde sig ud. Desuden noterer jeg også store plus point for Brian Tylers Elvis-klingende score, der nærmest når episke dimensioner, samt den til tider hylende morsomme dialog der blomstrer i fuld flor under heltenes detektivarbejde, og som går fornemt hånd i hånd med de nøje detaljerede portrætter af filmens to gæve protagonister, hvad enten det er om fortiden eller nutiden.Opfindsom og lynende intelligent udnytter Don Coscarelli virkelighedens tørre facts på både det personlige og folkelige plan til at knytte de to legender sammen (begge med familiære problemer og svigt fra professionelt hold ved hhv. Elvis manager Oberst Parker og Kennedys vicepræsident den republikanske Lyndon B. Johnson) i en underfundig symbiose, selv om de i bund og grund ikke kunne være mere forskellige, med en ekstra genistreg oven i hatten ved at forvandle J.F.K fra en hvid til en sort mand og dermed i overført betydning samle hele USA på tværs af regioner, politisk overbevisning, race og klasseforskelle i deres fælles kamp for at ændre på landets selvbevidsthed.
Hele dette herlige sammensurium udmunder sig finurligt i en forrygende duel i filmens store finale, hvor Coscarelli (og det har jeg altid syntes var en beundringsværdig detalje) smukt bevarer de to heltes respektive skavanker qua alderen og dermed sørger for at gøre deres fysiske udfoldelser så troværdige som muligt inden for filmens rammer. Samtidig bevares spændingen om udfaldet så også fordi ingen af dem pludselig har udviklet super-evner, hvilket vil sige at muligheden for succes i stedet står og falder med evnen til at bevare sammenholdet og mest af alt viljen til at gøre en forskel, hvor der i høj grad er brug for at tage affære. Og så er der vist ikke mere tilbage fra mig at sige end...
”Hail To the King, Baby! Elvis has left The building!”
9/10
- ★★★★★2
Scream (1996)
Efter at slashergenren i en længere periode havde soppet rundt i et lettere dødvande gik en af det moderne gys grundfaddere Wes Craven ind i midt 90’erne og som en anden Dr. Frankenstein genoplivede en genre, som mange elsker at hade men endnu flere til gengæld elsker at hylde. Først med afslutningen på sin "Nightmare On Elm Street" saga og efterfølgende med første del af sin mega populære "Scream" saga, der for begges vedkommende gav et signal om, at slasheren var tilbage for fuld kraft nu endda skarpere, mere udspekuleret og blodig effektiv end nogensinde før og med Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamsons geniale brug af referencer og homages til alle de store klassikere som sagaens ultimative trumfkort.
Neve Campbell spiller Highschool eleven Sydney Prescott fra sovebyen Woodsboro, hvis liv bliver vendt brutalt på hovedet, da hende og de nærmeste venner Randy, (Jamie Kennedy) Stu, (Matthew Lillard) Tatum, (Rose McGowan) og Sydneys kæreste Billy, (Skeet Ulrich hvis lighed med Johnny Depp næppe er tilfældig casting) bliver målet for en kalkulerende og iskold seriemorder, som bevidst udvælger sine ofre i et morderisk spil, der i kølvandet på sine maltrakterede lig slæber et blodig spor efter sig. Efterhånden som mordrene griber om sig tiltrækkes både den lokale sladderblads-journalist Gale Weathers (Courteney Cox) og Tatums kvabsede bror betjent Dewey, (David Arquette), der alle nu i samlet flok inden timeglasset render ud må forsøge at løse mordmysteriet, som viser sig at have rødder langt ind i fortiden og nære relationer til Sydneys egen familie.
I et kringlet plot der først når sin definitive forløsning i "Scream 4 ", markerer Neve Campell allerede fra seriens begyndelse af at hun, i sin nu efterhånden ikoniske rolle som en af genrens mest handlekraftige final girls, formår at skabe en troværdig karakter, der langsomt vokser i styrke og rejser sig som en fugl phoenix hver gang, at hun konfrontere den maskerede ondskab i en udvikling, som til sidst skaber en kvinde, der slår ligeså hårdt igen, som de mange tæsk hun både fysisk og psykisk har måttet tage imod undervejs. Er det girl power man søger at finde definitionen på, ja så er det især i denne genre og specielt i denne saga, at man finder svaret.8/10
- ★★★★0
Paddington 2
Den første film var da en fin børnefilm, men hævede sig aldrig over det pussenussede niveau og blev for mig lettere forglemmelig. 3 år efter har vi så efterfølgeren, der opnåede fuldstændig enighed blandt alle og store termer blev taget i brug. Men jeg har lidt svært ved at forstå den varme modtagelse og så næsten kun fladtrådte klichéer for mig. Skuespillerne er charmerende, men plottet forbliver forudsigeligt. Selv for en børnefilm. Der skal åbenbart også smøres tykt på, for at moralen går igennem. En håndfuld morsomme optrin med Gleeson, redder lidt af æren. 6/10
- ★★★★0
Scream (1996)
Efter at slashergenren i en længere periode havde soppet rundt i et lettere dødvande gik en af det moderne gys grundfaddere Wes Craven ind i midt 90’erne og som en anden Dr. Frankenstein genoplivede en genre, som mange elsker at hade men endnu flere til gengæld elsker at hylde. Først med afslutningen på sin "Nightmare On Elm Street" saga og efterfølgende med første del af sin mega populære "Scream" saga, der for begges vedkommende gav et signal om, at slasheren var tilbage for fuld kraft nu endda skarpere, mere udspekuleret og blodig effektiv end nogensinde før og med Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamsons geniale brug af referencer og homages til alle de store klassikere som sagaens ultimative trumfkort.
Neve Campbell spiller Highschool eleven Sydney Prescott fra sovebyen Woodsboro, hvis liv bliver vendt brutalt på hovedet, da hende og de nærmeste venner Randy, (Jamie Kennedy) Stu, (Matthew Lillard) Tatum, (Rose McGowan) og Sydneys kæreste Billy, (Skeet Ulrich hvis lighed med Johnny Depp næppe er tilfældig casting) bliver målet for en kalkulerende og iskold seriemorder, som bevidst udvælger sine ofre i et morderisk spil, der i kølvandet på sine maltrakterede lig slæber et blodig spor efter sig. Efterhånden som mordrene griber om sig tiltrækkes både den lokale sladderblads-journalist Gale Weathers (Courteney Cox) og Tatums kvabsede bror betjent Dewey, (David Arquette), der alle nu i samlet flok inden timeglasset render ud må forsøge at løse mordmysteriet, som viser sig at have rødder langt ind i fortiden og nære relationer til Sydneys egen familie.
I et kringlet plot der først når sin definitive forløsning i "Scream 3 ", markerer Neve Campell allerede fra seriens begyndelse af at hun, i sin nu efterhånden ikoniske rolle som en af genrens mest handlekraftige final girls, formår at skabe en troværdig karakter, der langsomt vokser i styrke og rejser sig som en fugl phoenix hver gang, at hun konfrontere den maskerede ondskab i en udvikling, som til sidst skaber en kvinde, der slår ligeså hårdt igen, som de mange tæsk hun både fysisk og psykisk har måttet tage imod undervejs. Er det girl power man søger at finde definitionen på, ja så er det især i denne genre og specielt i denne saga, at man finder svaret.8/10
Minder mig altid om en fornøjelig tid med gutterne en sen videoaften :) Båndet blev godt nok slidt. Den holder egentlig fint nok i dag og jeg vil stadig mene åbningen er en af de bedste overhovedet. Sådan starter man en film. Klart den bedste i serien. Resten er historie, som man siger :)
- ★★★★★0
Minder mig altid om en fornøjelig tid med gutterne en sen videoaften :) Båndet blev godt nok slidt. Den holder egentlig fint nok i dag og jeg vil stadig mene åbningen er en af de bedste overhovedet. Sådan starter man en film. Klart den bedste i serien. Resten er historie, som man siger :)
Ja, sådan har jeg også selv haft det med "Scream" og er helt enig i, at den her 22 år senere holder sig endda rigtig godt. :) Jeg er dog ikke ligeså negativt stemt overfor de tre sequels og kan rigtig godt lide "Scream 2", som jeg synes er helt på højde med den første film. Der er bl.a. nogle scener på det teater Sydney Prescott er tilknyttet på sit college, hvor Wes Craven hiver nogle metalag frem, hvilke han eksekvere med stor opfindsomhed og suspense.
Det er først i "Scream 3", at jeg oplever et fald i kvalitet i sagaen i en film, der er alt for lang og tager alt for lang tid om at nå frem til sin forløsning, så spændingen og mor(d)skaben aldrig rigtig finder sin rytme. Til gengæld er jeg helt vild med selve finalen i den store villa, hvor Sydney konfronterer den rigtige morder, samt med 3'erens introsekvens med Liev Schreiber. Det kombineret med nogle solide præstationer fra de tilbageværende hovedroller redder lige akkurat 3'eren fra at ryge under en middelkarakter.
Med "Scream 4" synes jeg, at Wes Craven får sagaen tilbage på sporet igen angående pace og spændingsniveau og at han får afsluttet hele molevitten på en yderst tilfredsstillende måde. Det er nu ikke fordi, at han går ud og genopfinder noget som helst med 4'eren og faktisk er det svært at få øje på hvad, borset fra noget teknologisk isenkram, der skulle være det nye i forhold til filmens interne regler og måde at eksekvere historien på. Grunden til at jeg så godt kan lide 4'eren alligevel er, at jeg finder filmen utroligt godt eksekveret trods det banale plot og ligeså synes jeg også, at det er lykkedes rigtig godt for Wes Craven at få de tre gamle og tilbagevendende skuespillere til at give deres absolut bedste både hver for sig og i fælledskab.
Jeg frygtede lidt i sin tid, at man ville sidde med en følelse af, at de blot var mødt op for pengenes skyld. Men i stedet, og heldigvis, synes jeg at man kunne mærke, at de oprigtigt talt ville gøre deres bedste for både at ære sagaens mange fans, men også for at ære de roller som ret beset har betydet rigtig meget for deres respektive karriere. Som prikket over i'et her må jeg også rose Wes Craven for castingen af filmens skurk. Vedkommende gør det blændende godt og leverer en psykopat-rolle med så stor overbevisning, at det løb mig koldt ned af ryggen. :)
- Scream 1 - 8/10
- Scream 2 - 8/10
- Scream 3 - 5/10
- Scream 4 - 7/10
- ★★★★1
Nighthawk - hehe, jeg er vist over i den modsatte grøft med resten af serien, som blev tabt på gulvet for mit vedkommende. Den smule friskhed, der var i etteren, virkede resten blot som et klassisk forsøg på at malke succesen. Ærgerligt han ikke sluttede karrieren med manér. Men der var enkelte film i bagkataloget, som jeg vil se tilbage på med positive briller. Hvad angår Scream-serien:
- Scream 7-8/10
- Scream 2 - 5/10
- Scream 3 - 3/10
- Scream 4 - 4/10
- ★★★★★★0
- Scream 7-8/10
- Scream 2 - 5/10
- Scream 3 - 3/10
- Scream 4 - 4/10
Jeg rater godt nok kun Scream 2 til 4/10, men ellers er jeg fuldstændig enig dig!
T. Nielsen10-05-18 08:18
- ★★★★0
Den falder måske ikke helt fladt til jorden og nogen omtaler den som rigtig vellykket, men for mig var det blot mere af samme skuffe uden jeg følte det blev et værdigt bidrag.
- ★★★★★0
- Scream - 8/10
- Scream 2 - 6/10
- Scream 3 - 4/10
- Scream 4 - 3/10
Synes generelt at folk er lidt for hårde overfor Scream 2, der har masser at holde af, men ikke helt er på højde med den første.
David Lund10-05-18 08:33
★★★0Jeg synes Scream 4 havde virkelig god potentiale men slutningen ødelagde det for mig og synes de tog en dum beslutning, som ellers kunne være blevet til en spændende 5'er. Men er ved at være lang tid siden jeg har set dem.
Scream 7/10
Scream 2 6/10
Scream 3 5/10
Scream 4 5/10
- ★★★★★★0
Den falder måske ikke helt fladt til jorden og nogen omtaler den som rigtig vellykket, men for mig var det blot mere af samme skuffe uden jeg følte det blev et værdigt bidrag.
Jeg er enig i det sidste og uden at forholde mig til om den “falder fladt til jorden”, så mindes jeg blot der var nogle ting der vitterligt irriterede mig. Samtidig følte jeg dens forsøg på underfundig ironi (eller hvad vi skal kalde det?) som lykkes så godt i den første, var ret så forstilt. Men nærmere kan jeg ikke uddybe det, eller ratingen, da jeg ikke har set den i utallige år (og måske kun den ene gang).
T. Nielsen10-05-18 09:22
- ★★★★1
Jeg er enig i det sidste og uden at forholde mig til om den “falder fladt til jorden”, så mindes jeg blot der var nogle ting der vitterligt irriterede mig. Samtidig følte jeg dens forsøg på underfundig ironi (eller hvad vi skal kalde det?) som lykkes så godt i den første, var ret så forstilt. Men nærmere kan jeg ikke uddybe det, eller ratingen, da jeg ikke har set den i utallige år (og måske kun den ene gang).
Jeg har slet ikke haft fornøjelsen med efterfølgerne på samme måde, så de står ret svagt i huskeren. Men hele reference manien til klassikerne (og sig selv) blev hurtigt udvandet. Etteren lykkedes, for det meste med det. Resten not so much.