Moovy Exclusive: Berlinalen 2020 – Dag 3
Berlinalen fortsætter med sort-humoristisk 2. verdenskrigsfilm, underspillet ko-komedie fra USA og prætentiøs, italiensk art-house.
En del af Berlinalen er at opsnuse de generelle holdninger, der opstår om de konkurrerende film, instruktører og skuespillere. Er der buzz omkring en skuespiller eller film hernede, vil det udtrykke sig i de gratis dagblade, der ligger klar hver morgen – Screen, Hollywood Reporter og Variety. Selvom stort set alle film har fået en god modtagelse indtil videre, lader det ikke til, at armene er kommet helt i vejret endnu. Bortset fra Elio Germanos præstation som kunstneren Antonio Ligabue i den italienske "Hidden Away", som alle steder ganske fortjent bliver kaldt mesterlig. Berlinalen er også kun lige begyndt.
Morgenens første film var Vadim Perelmans "Persian Lessons", der blev vist i det overdådige teater Berlinale Palast. Denne sal i tre etager lægger hus til dagenes første to store pressevisninger, og om aftenen bliver den brugt til publikumsvisninger, hvor den røde løber bliver lagt ud til filmenes stjerner og andre kendte ansigter. Mere end 20 biografer og et højt, men ukendt antal sale bliver brugt til Berlinalen, og her er aldrig tomt under selv de mest spøjse film. Hver morgen ser man alenlange køer til billetsalg i det nærliggende indkøbscenter Arkaden, hvor folk har taget stole og soveposer med til hvil og overnatning for at skaffe billetter til en af aftenens store visninger. Det er uden tvivl et gigantisk kulturevent.
"Persian Lessons" fortsætter traditionen tro, at der ingen Berlinale er uden en film, der foregår under anden verdenskrig. I 1942 lyver jøden Gilles sig fra henrettelse med den påstand, at han er perser. En overofficer vil nemlig gerne lære farsi, og snart må Gilles opfinde sit eget sprog for at holde sig i live. Det er dog svært at holde styr på alle ordene og løgnene, så Gilles må opfinde et system. "Persian Lessons" er baseret på sande begivenheder og fortæller en barsk og vedkommende historie på sort-humoristisk vis. Her er masser af gode grin gemt, når en "ubetydelig jøde" tager røven på alle de "overlegne nazister". Vadim Perelman formår at menneskeliggøre selv de mest modbydelige nazister uden at negligere deres ondskabsfulde gerninger. Dette er ingen nem bedrift, og "Persian Lessons" ender som en både mindeværdig og rørende oplevelse.
Så blev det tid til dagens to film fra hovedkonkurrencen. Amerikanske "First Cow" er en af de slags film, hvor man sidder med et smil på læben fra start til slut. Med en skæv og underspillet humor fortæller den historien om to mænd, der skaber et stærkt venskab under guldfeberen i Oregon, USA. Da områdets første ko ankommer til byen, får de den gode idé at malke den uden ejermandens kendskab til gerningen, bruge mælken til at bage kager med og på den måde tjene deres penge. Uden megen dialog har instruktøren Kelly Reichardt endnu en gang skabt en unik film. Den bittersøde slutning kunne ikke have været eksekveret bedre, men mangel på nutidig relevans dømmer nok filmen ude af kapløbet om Guldbjørnen. Det ville dog klæde juryen at prise en så lille, men gennemført fortælling som denne, da det i sandhed er en tidløs film med sin egen stemme.
Den franske "The Salt of Tears" følger kvindebedåreren Luc, der i jagten på en utopisk kærlighed efterlader sine forhold ødelagte på en langsom, men sikker deroute. Filmen er yderst problematisk med hensyn til sin fremstilling af kvinder, og skudt i sort-hvid med en unødvendig voiceover virker den nærmest bevidst omkring sit forældede udtryk og indhold. Titlen afslører naturligvis en hel del, men målet helliger ikke midlet i dette tilfælde, og filmen efterlod mig med en dårlig smag i munden. Den lovpriste instruktør Philippe Garrel har lavet film i mere end 50 år, men det lader ikke til, at han har fulgt med tiden. Derfor vil det komme som en stor overraskelse, hvis "The Salt of Tears" skulle gå hen og vinde for noget som helst.
Nu var det tid til tre film i træk. Med kun fem minutter mellem dem var der ikke plads til de store forsinkelser – som heldigvis heller ikke opstod. Jeg havde spist et godt måltid mad og købt rigeligt med forsyninger til at klare mig. Først var det den australske western "High Ground", der ikke dyster i konkurrencerne. Da en gruppe lovmænd fra vesten dræber næsten en hel stamme aboriginere, har de nærmest forseglet deres egen skæbne på forhånd. "High Ground" er dog ikke den simple hævnhistorie, som plottet antyder, og grænsen mellem god og ond samt rigtigt og forkert udviskes gradvist, som filmen skrider frem. Slutningen smider dog al kompleksiteten overbord i et utilfredsstillende klimaks, hvilket er synd, da filmen indtil da havde langt mere på hjerte.
Derefter tog jeg direkte hen til en publikumsvisning, der var ti minutter forsinket – præcis efter planen. "Automotive" bliver vist i Perspektive Deutsches Kino. Et program, der, som du nok allerede har gættet, fokuserer på nutidige tyske film. Dokumentarfilmen "Automotive" har et glimrende udgangspunkt i Tysklands enorme bilproduktionsindustri – og hvordan robotterne heri har overtaget en stor del af arbejdet. Filmen mister dog lynhurtigt sit fokus og kommer til at handle om menneskerne på arbejdspladsen. Heldigvis er den energiske medarbejder, den skæve kontorassistent og den levende reklamesøjle alle underholdende individer, men filmens vigtigste aspekt forsvinder i kærligheden til karaktererne.
Den efterfølgende Q&A viste sig at afprøve mine sprogkundskaber, idet den foregik på tysk og uden oversættelse. Hovedsageligt blev der snakket om, hvad der skete efter filmen. Instruktøren har ingen planer om en fortsættelse, mens personerne fra filmen virkede godt tilfredse med livet.
Jeg nåede i sidste øjeblik ind til aftenens sidste film. Jeg havde godt spået, at der ikke ville dukke mange op til en pressevisning af en italiensk art-house-film nær midnat. Vi var nok 30 mennesker i en sal med plads til 200. "Zeus Machine, The Invincible" i Forum-programmet fortæller historien om halvguden Hercules i 12 nutidige, metaforiske sammenklip uden dialog. Eksempelvis ser man nogle unge mænd bryde i fem minutters tid, eller nogle andre smadre biler iført James Dean-masker. Nogle gange fungerer den slags fint, men filmen virkede på mig amatøragtig, plat og prætentiøs. Starten lovede ellers godt, men da en fyr iført fjollet paryk væltede rundt i et supermarked, stod jeg af. På den positive side var jeg nu godt træt og i den grad klar til en god nats søvn.