Nikolaj Arcels "Bastarden" vinder to priser på årets Göteborg Film Festival

I går vandt "Bastarden" adskillige Robert-priser i sit danske hjemland, mens den også snuppede to prestigefyldte priser i sit svenske naboland.

I går aftes blev "de danske Oscars", Robert-priserne, uddelt i København, og det historiske drama "Bastarden" med Mads Mikkelsen blev (ikke overraskende) showets helt store vinder med en fangst på hele otte ordinære priser samt en nyskabt publikumspris.

Det må alligevel have været et betragteligt plaster på såret for Mikkelsen og Co., efter at filmen ikke blev Oscar-nomineret tidligere i år.

Og nu har filmen fået endnu et flot skulderklap – endda to af dem. På årets Göteborg Film Festival blev en række priser uddelt i går, og "Bastarden" tog to af de største med sig hjem.

Læs også: Danske "Du som er i himlen" vinder hovedprisen på Göteborg Film Festival

"Bastarden" vandt nærmere bestemt publikumsprisen – som helt præcis har den mundrette titel Audience Dragon Award Best Nordic Film – samt det internationale kritikerforbunds pris, den såkaldte FIPRESCI Award.

Sidstnævnte pris blev uddelt af en jury, som bl.a. bestod af Moovys norske korrespondent, Eirik Bull, og deres begrundelse for valget lød således:

"'Bastarden' fortæller på effektiv vis en hård historie fra en udfordrende tid, alt imens dens gribende plot, stærke karakterer, detaljerede kulisser, fremragende kameraarbejde og fornemme skuespil munder ud i en særlig filmoplevelse."

Du kan læse mere om festivalens andre vindere hos Deadline.

Kommentarer

Nikolaj Arcels "Bastarden" vinder to priser på årets Göteborg Film Festival

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen