Moovy Exclusive: Berlinalen 2021: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 1)

Berlinalen 2021 er skudt godt i gang.

Kampen om bjørnene sker lige nu. Og den digitale løsning, der er blevet valgt for pressen, fungerer overraskende godt på hjemmesidens platform. Hver morgen klokken 7 bliver et udvalg af film lagt op, og man har så 24 timer til at se det, som man kan nå samt har lyst til. I årets hovedkonkurrence (også kaldet Competition internationalt) dyster 15 film om den famøse Guldbjørn, og programmet er fyldt med gamle kendinge og debutanter fra en lang række lande – ganske som det plejer at være. Der har allerede været kritik af Berlinalen på grund af mængden af tyske film i hovedkonkurrencen (fire styk samt to co-produktioner), men personligt gør det mig intet, da jeg plejer at være ret glad for netop de tyske film på programmet.

Den første film i hovedkonkurrencen er da netop også tysk. "Fabian – Going to the Dogs" er baseret på en tysk roman om førkrigstiden, hvor tyskerne festede ubekymret, selvom samfundet nærmede sig et kollaps. Midt i det hele følger vi den intellektuelle og lettere naive Fabian, der forsøger at navigere gennem kærlighed, arbejdsløshed og livet generelt.

Stilen er enerverende og anarkistisk i den første time, hvorefter filmen kommer så meget ned i gear, at oplevelsen virker lettere skizofren. "Fabian – Going to the Dogs" bliver dog gradvist bedre, som tiden skrider frem, og slutter af med en håndfuld stærke scener og pointer. Dominik Graf har helt klart foretaget nogle interessante valg i instruktørstolen, men filmens ekstreme respekt for kildematerialet får de tre timers spilletid til at føles som en evighed. Især det unødvendige og konstante voice-over trækker oplevelsen ned.

Sørme om "Next Door" ikke også er fra Tyskland. I Daniel Brühls instruktørdebut spiller han selv hovedrollen. Som sig selv. Eller i hvert fald en variation deraf. Filmen holder sig hovedsageligt til en enkelt lokation på en bar, hvor Daniel venter på et fly til London og møder en nabo, der ved overraskende meget om hans privatliv – så meget, at det begynder at lyde mere og mere som stalking og bliver ubehageligt.

Det gik op for mig undervejs, at jeg faktisk rigtig godt kan lide Daniel Brühl. "Next Door" er hovedsageligt sorthumoristisk og typisk tysk. Udover at skuespillet fra Brühl og Peter Kurth, der spiller naboen, er spot on, rammer filmen en sjælden velfungerende balance mellem det underholdende og alvorlige. Selvom der er mange små og gode kommentarer undervejs om berømmelse, klasseskel, forfængelighed og livets små hemmeligheder, har jeg svært ved at se, at filmen vinder nogle priser, men den er klart værd at se alligevel.

"I'm Your Man" (endnu en tysk film) foregår i en ikke alt for fjern fremtid og handler om Alma, der får til opgave at teste parforholds-robotten Tom. Hvad der først starter som et anstrengt forhold udvikler sig til gensidige følelser undervejs.

Dan Stevens taler åbenbart flydende tysk og fransk, så man bemærker knap nok hans engelske accent, og hans udseende er ret perfekt til rollen som Tom. "I'm Your Man" er et underspillet, lille kærlighedsdrama med sci-fi-elementer, der stiller nogle spørgsmål om, hvad følelser og mennesker egentlig er. Den er dog ikke særlig indsigtsfuld, men formår alligevel at få sine banale pointer til at fremstå troværdige.

Den libanesiske "Memory Box" er lidt mere vellykket. Maia er flygtet fra Beirut til Montreal som ung, men får mange år senere tilsendt en kasse med minder i form af blandt andet dagbøger og billeder. Maias datter, Alex, går i smug i gang med at lære sin mor at kende igennem minderne, og det går op for hende, at hun slet ikke kendte hende i forvejen.

"Memory Box" svinger konstant mellem det alvorlige krigsscenarie i 80'ernes Libanon og en sentimental teenageromance. Den nostalgiske lyd- og billedside får filmen til at virke som en musikvideo fra 80'erne. Det er en svær film at skabe sammenhæng i med skiftene mellem nutid og datid, men en særligt følsom stemning fungerer som et glimrende bindeled i fortællingen.

Den sydkoreanske "Introduction" er en klassisk Hong Sang-soo-film, men muligvis hans svageste værk til dato. I filmen følger man den aspirerende skuespiller Young-ho, der har lidt svært ved det med kærligheden samt skuespillet. Igennem sin mor møder han en legendarisk skuespiller, der kommer med gode råd.

De letkøbte, religiøse metaforer i "Introduction" er filmens absolut eneste lyspunkt. Sang-soo plejer ellers at være god til dialog i hans typiske sort/hvid mono-film, men denne mangler den hygge og nerve, som mandens film ellers typisk besidder. Filmen er ikke meget mere end et udpluk af hovedpersonens hverdag. Heldigvis er "Introduction" overstået på blot en time.

Jeg er ikke sikker på, at de første film vinder nogle priser. Rim Turki spiller sin rolle virkelig overbevisende i "Memory Box", så hun kommer sikkert med i betragtningerne til en Sølvbjørn for Bedste Kvindelige Hovedrolle, men mon ikke der dukker en endnu stærkere præstation op senere? "Fabian – Going to the Dogs" høster gode anmeldelser de fleste steder, men jeg har svært ved at se den som en værdig kandidat til Guldbjørnen. Vi må vente og se, hvad de sidste 10 film har at byde på.

Læs med i løbet af ugen, når Moovy-holdet dækker endnu mere af årets Berlinale digitalt.

Kommentarer

Berlinalen 2021: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 1)

  • ★★★★★★2

    Fedt at læse med igen, David - og så sparer du både dig selv for omkostninger og sygdom, denne gang ;-)

    Selvom det nok havde været sjovere at se på et stort lærred.

    Wayne 4-03-21 09:42

  • ★★★★★2

    Fedt at læse med igen, David - og så sparer du både dig selv for omkostninger og sygdom, denne gang ;-)

    Selvom det nok havde været sjovere at se på et stort lærred.

    Det er altid sjovest at være i Berlin og blive opslugt af stemningen, se de kendte osv. Selv med sygdom. Ah well, næste år!

    Og tak for at du læser med =)

    David Lund 4-03-21 10:06

  • ★★★★★★1

    Det er altid sjovest at være i Berlin og blive opslugt af stemningen, se de kendte osv. Selv med sygdom. Ah well, næste år!

    Og tak for at du læser med =)

    Det er altid spændende læsning :-)

    Wayne 4-03-21 10:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen