Moovy Exclusive: Berlinalen 2023: Afrunding

Berlinalen sluttede forrige søndag. Moovys udsendte sætter ord på tankerne om årets festival og vindere.

Årets Berlinale sluttede forrige søndag, og lørdagen før blev den eftertragtede Guldbjørn uddelt. Arrangementet har i år været både en kritisk og stor publikumssucces med hovedsageligt udsolgte biografsale og generelt et højere kvalitetniveau end normen. Som der blev sagt til en af årets pressekonferencer: "this year’s Berlinale is proof that cinema is not dead". Berlinalen er et arrangement skabt af kærlighed ikke kun til filmmediet, men også til biograferne som et socialt samlingspunkt, og ovenpå et par hårde år under covid-19, er publikum klar til at vende tilbage til biografmørket.

Som altid har juryen uddelt priserne ud på en række film. Modsat f.eks. Oscar-uddellingen der hviler på stemmeantal, bliver priserne bestemt over en række samtaler i juryen, og det giver anledning til, at fremhæve en række film fremfor et par enkelte. Årets Guldbjørn for Bedste Film gik til den franske dokumentarfilm "On the Adamant", hvori instruktøren Nicolas Philibert har fulgt og filmet på en båd, der fungerer som et dagcenter for mennesker med psykiske lidelser. Årets jurypræsident Kristin Stewart beskrev selv filmen som et rørende og artistisk højdepunkt i årets program, og der ingen tvivl har været om årets vinder. Desværre fik jeg ikke selv set filmen, men mon ikke chancen opstår i de danske biografer senere på året?

Uddelingens mest rørende øjeblik opstod, da Sølvbjørnen for bedste hovedrolle gik til den 8-årige Sofía Otero for hendes præstation i "20.000 Species of Bees". I ren forvirring og overraskelse kunne hun simpelthen ikke stoppe sig selv med at takke en række mennesker. Den tyske "Afire" vandt Sølvbjørnens Grand Jury Prize, der bedst kan beskrives som en slags andenplads, og Sølvbjørnens Jury Prize (tredjepladsen) gik til den portugisiske "Bad Living". Årets to største overraskelser ligger i Sølvbjørnene for Bedste Instruktør og Artistiske Bidrag. Philippe Garrel vandt instruktørprisen for den franske "The Plough", et håbløst forældet familiedrama som bedst beskrives som en mindre vellykket Garrel-film. Måske skal valget ses som en karrierepris, da Garrel førhen har leveret varen, men aldrig rigtigt er blevet et stort navn på verdenskortet. En mere positiv overraskelse var, at Hélène Louvarts vandt den artistiske pris for kameraarbejdet i den underspillede "Disco Boy". Netop lyd og billede i dén film skaber en helt unik oplevelse, der hæver filmen op på et højere niveau.

Årets "mindre" Guldbjørn går til Bedste Kortfilm, og i år vandt favoritten - den franske "Les Chenilles". I Panorama-programmet hvor publikum stemmer om den bedste film og bedste dokumentarfilm vandt henholdsvis "Sira" og "Kokomo City" - begge film har høstet glimrende anmeldelser og meget omtale i løbet af ugen. Derudover er en stor håndfuld officielle og uofficielle priser blevet uddelt, men for at begrænse opremsningerne her, kan det anbefales at besøge Berlinalens officielle hjemmeside for en komplet liste.

Inden jeg tog hjem nåede jeg et par film mere fra hovedkonkurrecen. Blandt de mere betydningsfulde kvindelige forfattere fra Europa finder vi Ingeborg Bachmann, men "Ingeborg Bachmann: Journey into the Desert" er ikke en klassisk biopic. Når filmen starter er Bachmann allerede ganske etableret i de litterære kredse, og der dykkes ikke yderligere ned i hverken hendes fortid eller personlighed. Filmen følger derimod hendes forhold til den jaloux Max Frisch, og de kontraster der opstår mellem dem. Filmen er ikke ovenud interesseret i at skildre Bachmanns liv, men forsøger at skabe et bindeled mellem hendes tekster og hendes liv - hvordan vi mennesker konsekvent taler forbi hinanden of vores frihed skrumper i samvær med andre. Selvom filmen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, giver det opdelte narrativ mellem to perioder af Bachmanns liv en følelse af, at være placeret midt i en feberdrøm af fantasi. Vicky Krieps spiller som altid glimrende, men sammenlignet med nogle af Berlinalens andre præstationer, kom hun nok i anden række, og "Ingeborg Bachmann: Journey into the Desert" er på trods af sine finurlige kreative påfund en hurtigt glemt oplevelse.

Den mexicanske "Tótem" tegner et lidt atypisk hverdagsbillede for en stor familie, der er i gang med at planlægge en fødselsdagsfest for en syg familiefar. Der er ikke meget plot i filmen, der i stedet nænsomt kredser om hverdagssituationer, hvor små detaljer går lidt mere skævt end normalt - en kvinde tisser eksempelvis i håndvasken og en pige klipper legende på et andet tidspukt i en pengeseddel. Samtidig indvier filmen sit publikum i traditioner, der vidner om gammel kultur, der stadig lever i bedste velbefindende. "Tótem" er en film, der siger meget uden at gøre det store væsen af sig, og på alle måder en helt typisk Berlinale-film i form og indhold. Den emmer af samme melankolske og mystiske stemning som den tidligere Guldbjørn-vinder "The Milk of Sorrow". I sidste ende blev dette muligvis filmens største hæmsko, da den mangler en selvstændighed, der kan markere den som en værdig vinder af Guldbjørnen.

Den franske "The Plough" er ligeledes en meget stille film. Filmen kredser om en familie og gruppe venner, der har et dukketeater sammen, men når familiens overhovede og lederen af gruppen går bort, begynder både teatret og diverse parforhold at smuldre. Selvom filmen indeholder alt fra utroskab, mentale sygdomme og død, er det svært at udpege et mere udramatisk og apatisk værk i filmhistorien. "The Plough" er en håbløst gammeldags fransk film, der måske kunne imponere med sit format og sin fortælling for 40 år siden, men med nutidens briller er den mest af alt en frustrerende oplevelse. Instruktøren Philippe Garrel har tidligere haft lignende film vist på Berlinalen med lidt blandet modtagelse, og "The Plough" har nok ikke været med i samtalerne om Guldbjørnen. Hans stab af ellers glimrende skuespillere, gør hvad de kan, men materialet er simpelthen ikke stærkt nok.

Der var en håndfuld film, jeg ikke fik nået at se fra årets hovedprogram. Heriblandt er både den spanske "20.000 Species of Bees" og tyske "Music" blevet rost til skyerne af flere anmeldere, og årets Guldbjørnevinder "On The Adamant" er ligeledes en film, jeg vil få set i fremtiden. Blandt årets anbefalinger, vil jeg klart fremhæve "Past Lives" og "The Survival of Kindness" fra hovedprogrammet. Derudover er U2-dokumentaren "Kiss the Future" overraskende sober og rørende - og det kommer fra en person, der ikke kan se det store i bandet. Den tyske ungdomsfilm "Sun and Concrete" er også tilpas anarkistisk, men måske også en kende rodet. Alt i alt fik jeg set 23 film i år, og udover et par svipsere, havde langt de fleste noget at byde på.