Moovy Exclusive: Berlinalen 2021: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 2)

Vinderen af Guldbjørnen 2021 er fundet.

Stemningen ved biografvisningerne, inspirationen fra plakaterne, der fylder hele bybilledet, og de efterfølgende pressekonferencer og Q&As savnes i den grad i den digitale løsning for Berlinalen i år. Det, jeg ikke savner, er de alenlange køer til billetter til publikumsvisningerne, at skulle møde op en halv til en hel time før pressevisningerne for at få en plads og at skulle smutte fra en film, fem minutter før den slutter, for at være sikker på at kunne nå til den efterfølgende pressekonference eller næste forestilling. Der er klart fordele ved en digital løsning, og for første gang i mine 14 år på Berlinalen har jeg nået at se samtlige film i hovedkonkurrencen. Det har været en blandet fornøjelse som altid, men det er alligevel forståeligt, hvorfor hver enkelt film er blevet udplukket til at dyste om Guldbjørnen – de reflekterer hver vores samtid på et eller andet plan.

Den franske "Drift Away" maler et hverdagsbillede af en politibetjent i provinsen, der er blevet lidt for vant til selvmord grundet usikre arbejdssituationer i især landbruget. På hjemmefronten har Laurent netop friet til sin kæreste gennem 10 år, og hans datter ser op til sin far. Et forkert valg på jobbet sender dog Laurent ind i en galoperende depression, som får ham til at tage til søs ene mand for at genfinde sin gejst.

"Drift Away" mangler i den grad fokus, hvilket især kan mærkes på filmens struktur. I den første halvdel er man tilbøjelig til at savne et plot – her kastes vores hovedperson ind i den ene situation efter den anden uden en decideret rød tråd. Når filmen så netop udvikler et plot i anden halvdel, er det nemt at savne filmens første halvdel. "Drift Away" svælger i konstant melankoli og præsenterer en række dilemmaer uden løsningsforslag, og netop derfor føles den bratte slutning uendelig ligegyldig.

Den rumænske "Bad Luck Banging or Loony Porn" er årets vinder af Guldbjørnen. Det er en provokerende satire, der både udfordrer sit publikum med sin struktur og sit indhold. Filmen starter med en lang, eksplicit sexvideo, hopper over i et langsommeligt første kapitel til et løst defineret andet kapitel og et tredje kapitel, der nærmest kunne være taget ud af "Monty Pythons flyvende cirkus". Fortællingen om en lærerinde, der forsøger at stoppe sin sexvideo, før den går viralt, bruges til at beskrive Rumæniens samfund og menneskesyn med en række solide pointer.

Man kan sige, hvad man vil om "Bad Luck or Loony Porn", men man kommer ikke udenom, at det er et helt unikt værk. Bombarderingen af information i filmens andet kapitel er både informativ og alt for meget af det gode, og dialogen mellem lærerinden og forældrene i den alenlange afslutning er både humoristisk og enerverende. Dette er uden tvivl en ambitiøs kunstfilm, men har man den mindste form for afsky for det vulgære, teatralske og bizarre, er det en god ide at styre udenom denne film. I mine øjne er det dog en værdig vinder af Guldbjørnen, og det på trods af, at jeg faktisk endnu ikke har besluttet mig for, om jeg rent faktisk selv kan lide filmen.

"Natural Light" fra Ungarn er i en helt anden boldgade. En film, der er nærmest stillestående fra start til slut og omhandler en gruppe ungarske soldater under Anden Verdenskrig, som har fået til opgave at udrydde partisanere i de øde skove i landet. Semetka overtager styringen, da hans overordnede dør i kamp, og gruppen vender tilbage til en landsby for at finde ud af, om de er blevet ledt i et bagholdsangreb.

Æstetikken er det absolutte eneste lyspunkt i "Natural Light". Teknisk set skaber kombinationen af filmens mudrede visuelle look og den stille lydside et troværdigt billede af at være soldat i området i den tid. Det er ikke så underligt, at Dénes Nagy vandt en Sølvbjørn for bedste instruktør, da dette alene er en stor bedrift i sig selv. Det er dog ikke nok til at redde denne helt igennem tørre omgang meditative cinema, der ganske enkelt mangler kød på historien til at retfærdiggøre det langsommelige tempo.

Den franske "Petite Maman" af instruktøren Céline Sciamma, der også instruerede den glimrende "Tomboy", handler om den otte-årige pige Nelly, hvis bedstemor netop er død. Sammen med sin far rydder de hendes mors barndomshjem ud, og her møder hun pigen Marion. Der går ikke længe, før det går op for Nelly, at Marion er hendes mor som barn.

"Petite Maman" er en af den slags små og søde fortællinger, der aldrig forfalder til simpel sentimentalitet. Med utroligt få virkemidler og små armbevægelser får filmen os til at mindes barndommens magi og vigtige emner som venskab og afsked. Det er muligvis en film, der ville klare sig bedre i Berlinalens Panorama-program, hvor publikumstemmer afgør vinderne, end i hovedkonkurrencen, men det ændrer ikke på, at "Petite Maman" er en rørende og anbefalelsesværdig fortælling.

"What Do We See When We Look at the Sky?" har allerede høstet nogle af de bedste anmeldelser blandt filmene i hovedkonkurrencen. I filmen mødes to mennesker og bliver øjeblikkeligt forelskede, men dagen efter vågner de som to helt andre mennesker. Nu skal de forsøge at finde hinanden igen.

Hvad der på papiret lyder som en fin lille ide bliver hurtigt anstrengende i længden grundet måden, den fortælles på. Georgiske "What Do We See When We Look at the Sky?" er nemlig underligt apatisk, selvom den kredser om et følelsesladet emne som kærlighed – både mellem mennesker, men især til fodbold. Uden den store substans kan filmens abstrakte opbygning hurtigt stemples som prætentiøs, og filmens spilletid på 150 minutter er virkelig svær at være fortaler for.